Gilli slapper ikke af i 2020. Tidligere på året udgav han samarbejdsalbummet ‘Euro Connection’ med Branco, der blandt andet inkluderede storhittet ‘La Danza’, og som cementerede hans status som en af landets største hiphop- og popstjerner.
På det seneste har han tilmed udgivet både sommersmaskeren ‘L.U.V.’ samt den legendariske leak-sang ‘Brobizz’, der var med på Gigis-soundtracket. Og nu er der så landet endnu en single i form af ‘Snik snak’.
Den Nicki Pooyandeh-producerede sang er – ligesom ‘L.U.V.’ – en guitardreven, tilbagelænet størrelse, der virker som skabt til de temperaturer, der steger os lige nu.
Men hvor ‘L.U.V.’ var en glasklar kærlighedssang, drejer ‘Snik snak’ sig om mere klassiske Gilli-temaer: Rapperen hopper ud af en S-klasse, taler om »kolde nætter«, hylder dem, der var der »lige fra start«, og har en »colombiana mami« med sig.
Sangens sande styrke er til gengæld omkvædet, der pakker det ene retoriske spørgsmål oven på det næste, indtil man er helt rundtosset.