Det giver god mening, at en sang som ‘WAP’ plus den tilhørende video får ekstremt meget opmærksomhed. Det betyder dog ikke, at det altid er positivt, og Cardi B har allerede forsvaret sig over for noget af den kritik, sangen og videoen med Megan Thee Stallion er blevet mødt af.
Seneste sure opstød kommer – ikke overraskende – fra den konservative nyhedskanal Fox News. Tirsdag aften brugte kommentator, tv-vært og Fox News-profil Tucker Carlson således et par minutter på at gå i dybden med, hvor afskyelig ’WAP’ åbenbart er.
Han indledte segmentet helt forarget over titlen først og fremmest. »Vi kan ikke fortælle jer, hvad det står for. Vi kan bogstaveligt talt ikke fortælle jer, hvad titlen på sangen er, og i mindre grad sangteksten«.
Efterfølgende viste Fox-værten en Instagram-video af Cardi B, der giver en ‘WAP-101’ – forinden udtalte han, at dette var en måde at gøre kvinder til »brugbare sexobjekter«. Carlson gik også i flæsket på den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og fordømte det faktum, at han udviste støtte til rapstjernen. Biden og Cardi B var nemlig for nylig i dialog i forbindelse med et større interview for Elle Magazine.
Den overordnede pointe fra Carlson lød således: »Det er skrald. Det er rettet mod unge amerikanske piger. Folk bliver rige af at promovere det her lort til nationen og de burde skamme sig over dem selv«.