Da den danske festivalsommer i starten af april blev endegyldigt aflyst, begyndte mange fluks at se frem mod sommeren 2021.
Men som månederne er gået, og Covid-19 ikke er kommet under kontrol, begynder der så småt at herske en tvivl om, hvorvidt det overhovedet bliver muligt at samles foran de store festivalerscener i 2021.
»Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke har opgivet håbet om, at der kan afvikles festival forsvarligt i 2021«, skriver Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival-gruppen, i en ny klumme hos RoskildeNyt.
I klummen beskriver Signe Lopdrup, hvordan det er at planlægge festival »i en tid og en situation, som er uforudsigelig og dermed også usikker«. For eksempel har DGI for nyligt aflyst næste års landsstævne, som skulle have foregået i juli.
»Det fører naturligt til spørgsmål om, hvorvidt Roskilde Festival, andre festivaler og store arrangementer vil kunne gennemføres næste sommer«, skriver Lopdrup.
Hun fortsætter: »Og der er både sundhedsfaglige eksperter, der synes, at det virker usandsynligt, og andre der udtaler, at det er for tidligt at aflyse sommerarrangementer i 2021 allerede nu. Det er selvfølgelig bekymrende, men vi må – ligesom i foråret – ikke lade os styre af bekymringer«.
Signe Lopdrup slår fast, at »det bliver ikke en festival, helt som vi kender den«, men hun er altså ikke klar til at dømme festivaler i 2021 ude allerede nu.
Det, som der nu skal være fokus, er ifølge Signe Lopdrup at undersøge og udvikle rammerne for, hvordan mange mennesker kan mødes samlet.
»Derfor er vores tilgang i den nuværende situation at sætte vores faglige viden og erfaringer i spil og sammen med andre relevante aktører og fagligheder udvikle og afprøve nye løsninger og konkrete tiltag. Det kræver systematisk og grundigt arbejde og lige nu bruger vi den meste tid på, at etablere samarbejder, som kan skabe ny viden, der kan bidrage til at sikre næste års festivalsæson«, skriver hun.
Håbet lever altså for en Roskilde Festival i 2021, men samtidig pointerer Signe Lopdrup også, at ingen kan spå om fremtiden i den situation, samfundet befinder sig i i øjeblikket.
»Dermed også sagt: Vi er ikke naive. Det er en uforudsigelig og usikker tid og vores branche er særlig hårdt ramt. Vi er ramt – og med os er hele den værdikæde, som er en del af Roskilde Festival, også hårdt ramt«, skriver hun.