’Hitman 3’: Dansk lejemorder triumferer i fremragende finale
Jeg står i et hav af mennesker med øjnene på én person: en journalist med lidt for mange spørgsmål.
Jeg skal tage manden ud, som man siger. Alt går efter planen. Jeg får ham lokket med til et afsides sted, knækker nakken på ham og tager et billede som bevis. Og så går det galt.
Inden jeg ved af det, sværmer bevæbnede vagter omkring mig, og kuglerne flyver om ørerne. Efter to sekunders panisk orientering er der kun én udvej: aktivere brandalarmen.
Menneskehavet skriger og styrter panisk mod udgangen, imens jeg bæres med af strømmen ud i frihed. Tilbage står vagterne, forvirrede og stadig i højeste alarmberedskab.
Endnu en dag som lejemorder er veloverstået.
Lejemorderen er naturligvis Agent 47. Du har måske set ham før – skaldet og med en stregkode i nakken. Den ikoniske lejemorder er med ’Hitman 3’ tilbage i konklusionen på den såkaldte ’World of Assassination’-trilogi, der startede i 2016.
Med ’Hitman 3’ lægges der op til den helt store kulmination på flere år historie om bedrag, mistænkelige agenter og skumle organisationer, der udelukkende bevæger sig i skyggerne af vores verden.
Men skal jeg være helt ærlig, har jeg efterhånden svært ved at finde hoved og hale i Agent 47’s eskapader. Historien i ’Hitman’ har aldrig været seriens stærkeste side (selvom visse mellemsekvenser i dette udspil nok skal få dig til at måbe, imens adrenalinen pumper løs).
I stedet for at fokusere for meget på at tegne komplicerede streger i det narrative univers fokuserer ’Hitman 3’ på at skabe en sandkasse, hvor du som lejemorder kan slippe kreativiteten fri.
Danske IO Interactive, udvikleren bag ’Hitman’-serien, har brugt årevis på at perfektionere opskriften for den sandkasse, man med hver bane placeres i, og i ’Hitman 3’ føles det, som om de er nået i mål.
Banerne skriger af detaljer og små finurligheder, når man sniger og mingler sig igennem alt fra en skyskraber i Dubai og ’Cluedo’-stemning i et britisk palæ til tysker-rave i en øde betonfabrik og cyberpunk-stemning i en kinesisk millionby.
Hver bane har en (eller flere) mål, men hvordan du nedlægger dine ofre, er helt op til dig. Den obligatoriske historie giver dig ofte et par valgmuligheder for, hvordan du dirigerer dig gennem omgivelserne, men efter første gennemspilning står det dig frit for, hvordan du vil planlægge dine lejemord.
Vil du gå direkte efter dit offer? Vil du liste dig op bag dem og kvæle dem? Eller hvad med et lille ’uheld’? Du kan naturligvis også forgifte dem, smadre dem med en byste, drukne dem, begrave dem levende, stikke dem ihjel, skubbe dem ud over en balkon eller – hvis du vil være virkelig kedelig – bare skyde dem.
Og hvad med din forklædning? Én ting er, hvordan dit offer må lade livet. Noget andet er, hvordan du kommer tæt på målet. Vil du klæde dig ud som kok? Som vagt? Hvad med at trække i et jakkesæt som tør analytiker? Eller foretrækker du en tanktop og balaclava? Og har du egentlig overvejet et bikeroutfit med læder og nitter?
Alt, hvad du ser, er et potentielt redskab. Om det så er en banan eller tøjet på den person, der står lige foran dig. Faktisk er der så mange muligheder, at man bliver helt ør.
’Hitman 3’ har – i hvert fald indtil du kan genkende mønstrene, der går på tværs af banerne – en stejl læringskurve. Især hvis du ikke allerede er inde i universet.
Når man ikke kender mekanikkerne, de klassiske strategier og hele opbygningen af lejemorder-universet, bliver det hurtigt en uoverskuelig affære at finde rundt i.
Er du ikke allerede inkarneret ’Hitman’-fan, bør du nok læse lidt op på historien fra de to foregående spil. Heldigvis er spillets historie kun ét af flere aspekter i oplevelsen, for spillets – og hele seriens – grundlag har altid været værdien af at genspille banerne.
Hver bane bugner simpelthen af guldkorn, og du kan snildt bruge adskillige timer på at planlægge det perfekte mord – især fordi det sjældent går som planlagt, og du så bliver nødt til at improvisere, hvilket blot kaster endnu et lag af spænding ind.
At spillet samtidig tilføres en snert af dansk galgenhumor er simpelthen en mindre genistreg, når man har med en ellers kølig lejemorder at gøre.
Du lytter til personerne omkring dig. Ikke kun fordi, de muligvis har en ledetråd, der kan hjælpe din videre færd, men også fordi dialogen er sjov og sarkastisk. Der er et slags metalag, hvor IO Interactive aldrig tager sig selv eller Agent 47 for seriøst.
Og så emmer de fleste af banerne bare af en helt vild atmosfære. Når du sidder på taget af en bygning i styrtende regnvejr og holder øje med dit offer på tværs af byen igennem sigtekornet på en riffel, kan du næsten dufte maden fra dumpling-restauranten nede på gaden.
Når du træder ind i et tysk rave, dunker den pulserende bas igennem hele kroppen, imens et lysshow forvirrer dine sanser. Banerne sitrer så meget af liv, at du glemmer, at du blot sidder foran en skærm.
At hver bane så ofte gentager mange af de mest foretrukne våben (til tider kan du knap nok vende dig om uden at vælte over skruenøgler og rottegift) er blot en mindre irritation. For efter flere timer begynder du alligevel at ignorere de kedelige hjælpemidler i jagten på mere dristige lejemord.
Ja ja, du kan da godt knække halsen med et snuptag, men har du prøvet at stange et offer på en lysekrone lavet af gevir fra jagtbytte?
Kort sagt:
’Hitman 3’ er – trods små ridser i lakken – en episk kulmination på lejemordertrilogien. Ikke kun for Agent 47, men også for IO Interactive, der katapulteres ind blandt stealth-genrens absolutte mastodonter.