Selina Gins Hotel Cecil-koncert beviste, at hun er en enormt begavet performer
Selina Gins koncert på Hotel Cecil blev udskudt 14 dage på grund af lungebetændelse. Under koncerten beskrev den tidligere Nelson Can-forsanger det flere gange som en eksamen, der var blevet udskudt – og at ligesom med en eksamen føles det endnu mere nervepirrende, når man har været nødt til at aflevere senere end oprindeligt planlagt.
»Du er bestået!« blev der som respons råbt fra publikum, da Selina kom med sammenligningen efter det højdramatiske nummer ‘Weighing Me Down’, hvor et spinkelt guitarriff og en kraftig synthbas dannede et gennemtrængende lydbillede, der fornemt komplementerede Selinas følelsesladede vokal.
Og det var da svært at påstå andet. Selina er som performer enormt begavet. Med diskret og virkningsfuld mimik kunne hun på et splitsekund overbevise mig om vægten af hver eneste linje, hun sang. Og dette er muligvis en vigtigere evne for hendes solomusik, end det nogensinde var med Nelson Can.
Nelson Can havde ofte smæk på instrumentationen og godt med tempo. Deres helt tidlige stof var nærmest punket, og selv om de bevægede sig væk fra den stilart, var der til den bitre ende noget rebelsk og vildt over deres lyd.
Selinas solostof er mere underspillet og indadskuende singer/songwriter-materiale. Med sig på scenen havde hun et stort, velspillende band, The Iconics, der talte hele fem musikere (seks under afslutningsnummeret ‘Milky Way’, hvor Lola Hammerich tilsluttede sig på rasleæg) – men paradoksalt nok var lydbilledet overordnet mere tilbageholdende, end dengang Selina spillede i en trio. Musikerne arbejdede i høj grad sammen om at skabe nuancer og stemninger, som vandt mere på deres detaljerigdom end deres umiddelbarhed.
Fordi vi befandt os i et så diskret sonisk univers, var det ekstra vigtigt, at Selina var så gribende på scenen. Ellers kunne vi meget let være endt i en situation, hvor kompositionerne holdt så meget igen, at de kunne være faldet til jorden.
Og det er jo det, der i bund og grund er det så virkningsfulde ved skrøbelig musik: at man kan mærke en risiko. Netop derfor var numrene med mest sparsom instrumentation blandt højdepunkterne. Under ‘Deep Blue’, ‘Favourite Melody’ og ‘Default Setting’ var der så få instrumentale støtter, at man virkelig kunne mærke, at der var noget på spil, hvilket kun gjorde sangene mere rørende.
De andre højdepunkter var sjovt nok den totale antitese til dette – nemlig hvor musikken blev ekstra fyldig og insisterende. Ligesom da Selina Gin spillede på Spot Festival, var koncertens absolut bedste nummer ‘I Know What You’re Fighting For’, der kun blev mere gigantisk i lyden, som den skred fremad, og hvor Selinas stemme blev presset ud i nogle både tekniske og emotionelle ekstremer.
Men også den eskalerende ‘Current Girl’, den pulserende ‘Multiple Reasons’ og den fyldige afslutter ‘Milky Way’ havde noget skala, der gjorde dramaet ekstra let at tage at føle på.
Koncerten led dog under, at nogle numre ikke helt har fundet deres live-identitet endnu. Det næstsidste nummer, ‘I Picture You In Bed’, var endda ifølge Selina stadig et »work in progress«, som vist heller ikke sangskrivningsmæssigt havde nået sit endelige stadie.
Og det er selvfølgelig fair nok: hun er stadig debuterende som solokunstner og skal prøve nogle ting af. Men med numre som ‘Young and Alive’, ‘Good Cry’ og endda live-udgaven af den ellers glimrende single ‘Never Be The One’ har jeg svært ved at fremhæve definerende soniske karakteristika, der virkelig satte sig i kroppen – omend både sangskrivning og performance gik rigtig godt.
Det er forståeligt nok svært at matche det ualmindeligt høje niveau, Nelson Can lagde for dagen til deres koncerter – især når der jo sker et mærkbart stilskifte. Men Selina Gin er allerede rigtig godt på vej.
Kort sagt:
Til tider savnede Selina Gins nye sange lidt sonisk identitet på Hotel Cecil, men som performer var hun yderst gennemtrængende, uanset om det gjaldt de helt skrøbelige eller de mere bragende stunder.