’Chokoladekrigen’: Denne film får dig til kraftigt at genoverveje dit næste chokoladekøb
CPH:DOX. Det er sjældent et dårligt tegn, når man som afslørende journalist får en magtfuld lederfigur på nakken på grund af indholdet i sin dokumentarfilm.
Netop det har den danske instruktør Miki Mistrati oplevet med sin nye film ’Chokoladekrigen’, der stiller skarpt på børnearbejde og -slaveri i chokoladeindustrien samt giganterne Nestlé og Cargills ansvarsfralæggelse.
Du har måske allerede hørt historien fra Mistrati selv, da han gæstede Genstart tidligere på måneden. I afsnittet ’Miki mod førstedamen’ fortæller instruktøren, at advokater kontaktede ham på vegne af Dominique Ouattara, selveste Elfenbenskystens førstedame. De krævede, at han fjernede en scene fra ’Chokoladekrigen’, fordi den sætter hende i et dårligt lys. Det nægtede han selvfølgelig at gøre.
I den ømtålelige scene besøger den amerikanske menneskerettighedsaktivist Terry Collingsworth sammen med to jurastuderende og Mistratis filmhold et ivoriansk center for tidligere børnearbejdere, der er blevet befriet fra kakaoplantagerne.
Centrets gulmalede bygninger er i fin stand, og de har investeret i både køjesenge, skolebøger, computere og tv-stue. Men vi ser ikke et eneste barn, bemærker Collingsworth fnysende, da de kører væk fra stedet
Hvad har Dominique Ouattara så imod den scene? Jo, hendes velgørenhedsorganisation står bag centret, og på det høje hegn omkring bygningen hænger et stort banner med hendes ansigt på.
Har der nogensinde været børn i centret? Bliver stedet bare brugt som et vattet alibi for chokoladeindustrien, som ikke lever op til løftet, de underskrev for 20 år siden, om at bekæmpe problemet med børnearbejde? Disse spørgsmål stiller ’Chokoladekrigen’ gennem Collingsworths udtalelser. Og disse spørgsmål vil førstedamen ikke kædes sammen med.
Centret er ikke det eneste sted, som Collingsworths team besøger uanmeldt i filmen. De taler blandt andet med plantageejere, der kommer med tvivlsomme undskyldninger for at have flere børn gående med store macheter.
Det er decideret hjerteskærende, når holdet taler med drengene, hvoraf flere er kommet til Elfenbenskysten fra andre vestafrikanske lande. Særligt en af dem, en 14-årig dreng fra Burkina Faso, der blev efterladt her af sin far, fremstår skræmt og underkuet (kameraets tilstedeværelse modvirker nok ikke dette).
Han starter med at fortælle, at han begyndte at arbejde på plantagen, da han var 12 år – men da det går op for ham, at plantageejeren står ved siden af og lytter, ændrer han det til 15.
Filmen anonymiserer drengen ved at sløre hans ansigt, og den praktiske løsning har også en stærk, æstetisk effekt. Den spøgelseslignende maske gør ikke hans udsagn mindre foruroligende, og samtidig understreger den, at der er en klar distance mellem ham og de privilegerede seere.
Jeg havde helst set, at Mistrati skruede ned for den underlæggende spændingsmusik, der gennemsyrer hele filmen. Han havde ikke behøvet at kaste så kraftige virkemidler mod publikum. De afslørende scener, hvor hovedpersonerne træder ind på ukendt territorie, er nemlig elementært spændende i sig selv.
’Chokoladekrigen’ opbygger også langsomt, men støt spændingen i et parallelt forløb, der finder sted i amerikanske retslokaler. Her fører Collingsworth og kompagnonen Paul Hoffmann sag an mod Nestlé og Cargills hære af velbetalte advokatfirmaer.
Det gør de på vegne af seks anonyme mænd, vi møder i starten af filmen. For omkring 15 år siden slap de fri af børneslaveri på plantager i Mali, der solgte kakaobønner til blandt andre de to fødevarekonglomerater. Først nu har de fået mulighed for at sagsøge firmaerne gennem det amerikanske retssystem for at være bevidste om børneslaveri hos deres handelspartnere.
Det ville have været endnu mere virkningsfuldt, hvis filmholdet havde haft mulighed for at følge den juridiske dyst gennem længere tid, så man virkelig havde mærket de følelser, der må være forbundet med 15 (!) års kamp for at sagsøge firmaerne.
Som alternativ kan man eventuelt dykke ned i Miki Mistratis to tidligere dokumentarer om de forkastelige forhold i chokoladeindustrien, ’Dark Side of Chocolate’ og ’Lyssky chokolade’ fra henholdsvis 2010 og 2012.
Den klassiske, uretfærdige historie om de magtesløse underdogs mod de store, ressourcestærke pengemænd er imidlertid stadig så enerverende, at man følger koncentreret med i retssagen (herunder diverse apeller og tidsudtrækningstricks) indtil sidste sekund.
Netop her, til allersidst, peger ’Chokoladekrigen’ på en faktor, som filmen endnu ikke har berørt: forbrugeren.
»Jeg tror, at børneslaveri bliver afsluttet, når folk samler sig og nægter at købe chokoladebarer, der er lavet med børneslavers arbejdskraft«, lyder således en afsluttende bemærkning fra Hoffmann.
Forhåbentlig lykkes ’Chokoladekrigen’ med at skubbe forbrugerne i den retning. Efter at have set dokumentaren er det i hvert fald overordentlig svært ikke at genoverveje, hvilke producenter man køber chokolade af, næste gang man står ved slikhylderne.
Kort sagt:
Miki Mistratis tredje dokumentar om børnearbejde og -slaveri i chokoladeindustrien indeholder flere afslørende scener, der er hjerteskærende og elementært spændende.