Spoilers for ‘Spider-Man: No Way Home’.
KOMMENTAR. Multiverset kommer!
Multiverset er her!
Multiverset er … det rene vanvid?
Efter at have teaset for fænomenet i årevis har superheltefabrikkerne DC og Marvel nu begge resolut sparket dørene ind til en filmvirkelighed, hvor alt kan ske:
En filmvirkelighed, hvor det såkaldte multiverse er bindeledet mellem fortid, nutid og fremtid, hvor nostalgiliderlighed møder kommerciel kynisme, og hvor ingen karakter er så stendød, at vedkommende ikke kan lives op i en parallelverden for at tage en tur mere i manegen.
Multiverset er et univers med uendelige alternative virkeligheder og versioner af superheltene, vi allerede kender.
Det er præmissen for Marvels animationsserie ’What If … ?’. Det er fortællegimmicken, der sendte Tom Hiddlestons ellers myrdede Loki på dannelsesrejse i sidste års eponyme Disney+-serie. Tricket, der forenede Tom Holland, Tobey Maguire og Andrew Garfields edderkoppeynglinge i ’Spider-Man: No Way Home’. Og finten, der iscenesætter mødet mellem Michael Keaton og Ben Afflecks flagermusemænd i den kommende ’The Flash’.
Nå ja, og så går der selvsagt en lille film i biograferne lige nu, hvori Marvels Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) blandt andet slås mod sig selv i, hvad ellers, ’The Multiverse of Madness’.
Men hvis alt er muligt, er der så overhovedet noget på spil for vor heltevenner?
Det sorte hul
Ikke alene er det farligt at åbne op for multiverset, det er også forbistret svært at lukke det igen, forklarede Doctor Strange unge Peter Parker i ’Spider-Man: No Way Home’.
Man kunne ønske, at han havde henvendt advarslen til filmstudiet bag, for hvis ikke Marvel såvel som konkurrenten DC holder tungen lige i munden, vil multiverset hurtigt mutere til et sort hul af en skraldespand for søgte plottwist.
’Loki’s flirt med multiverset lykkedes til dels takket være seriens Terry Gilliam-syrede udforskning af ideen om, at der går koks i maskinen, hvis en karakter forsøger at snyde sin skæbne. Alt imens ’No Way Home’-instruktøren Jon Watts trak en kanin op af hatten med sit astronomiske biografhit, der foldede sig ud som en ublu hjertevarm hyldest til fankærligheden.
Begge titler kunne have fungeret fremragende som afsluttede eventyr, men lagde selvfølgelig op til evighedsfortsættelser, som det (desværre) hører og bør sig i superheltefranchisemaskineriet. Og navnlig ’No Way Home’s supersucces har uden tvivl bekræftet studiebosserne i strategien, der i teorien giver kreativiteten dejligt frie hænder.
Var det da ikke lige, fordi alle brikker nødvendigvis stadig skal mases ned i samme puslespil. Aka. Marvel og co.s skemalagte 10 års (50 års? 100 års?) premiereplaner.
Selvom multiverset er uendeligt, og fan service-gensyn med gamle helteikoner er hyggeligt, er nyhedsværdiens appel således anderledes konkret begrænset:
Man fornemmede det allerede, da den rædderlige Jared Leto-vampyrsuperheltefilm ‘Morbius’ for et par måneder tilbage brystede sig af ikke bare en, men to rulletekstscener, der hev en tidligere ‘Spider-Man’-skurk fra en anden filmvirkelighed på banen for at skabe interesse for Marvel og Sonys mulige superskurke-team, ‘The Sinister Six’.
Et skræddersyet, ikke videre ønsket multiverse-projekt, der for min skyld fint kan parkeres i et parallelunivers, hvor biograferne er permanent coronalukkede.
Og skønt ’Multiverse of Madness’ har mere at byde på end Letos natsværmer, kan en stjernerække af surprise-gæsteoptrædener ikke redde de centrale hovedpersoner fra at falde mellem sprækkerne i filmens egen splintrede virkelighed.
Hvorfor ’What If … ?’s ene halvtimes afsnit om Doctor Strange præsenterede et dybere psykologisk portræt, end instruktør Sam Raimi formår at strikke sammen med to timers live action-action.
Ikke alene er det svært at lade sine karakterer udvikle sig, endsige introducere nye, når de bogstaveligt talt dårligt har fast grund under fødderne, det bliver også udmattende for både dem og os publikummer at følge med i.
Alverdens castingoverraskelser kan ikke holde sammen på universet alene, hvis studierne bag ser stort på, at deres multiverse-twists nødvendigvis må udspringe af solid historiefortælling og stærkt karakterarbejde for at give ’chokværdien’ nogen som helst klangbund.
Madness … eller dovenskab?
Personligt er jeg ikke så lidt i tvivl om, hvorvidt kommende multiverse-udflugter a la ’The Flash’, ’Loki’ sæson 2, ’Ant-Man 3’ og ‘Doctor Strange 3’ nogensinde vil kunne røre den jubilante WTF-faktor i ’No Way Home’.
For nu er det jo ikke længere et konspiratorisk spørgsmål, om Marvel og DC monstro kan lokke tidligere koryfæer tilbage fra pensionen, men derimod om, hvornår den næste melder sig på banen igen-igen.
Som en metakommentar på sin egen præmis gjorde ’What If … ?’ en provokerende dyd ud af at slå Iron Man ihjel i alle afsnit, til lige dele moro og forfærdelse blandt fans på Twitter. Robert Downey Jr., Marvels ukronede konge, abdicerede endegyldigt med ’Avengers: Endgame’, så glem alt om et snedigt multiverse-comeback, lød det indirekte fra animationsserien.
Kan vi så også stole på det?
‘No Way Home’s næsten 2 milliarder dollars indtjening siger don’t count on it.
Og det er den bange anelse om, at selv de smukkeste superheltesvanesange lige om lidt kan blive trevlet op som gamle kluddetæpper i den dramaturgiske dovenskabs uhellige navn, der får mig til at drømme om et parallel-Hollywood.
Et Hollywood, hvor multiverset slet ikke findes.