Megan Thee Stallion er færdig med at spille sød på ‘Traumazine’
Der hersker ingen tvivl om, at Megan Thee Stallion er en af tidens store, nye rapstjerner. Hun har lavet sange med Dua Lipa og Beyoncé og spiller scener på Orange-størrelse, når hun er på turné.
Men på trods af, at hun altså beviseligt er slået igennem på alle fronter, er der noget ved Houston-rapperen, der ikke føles specielt popstjerneagtigt eller mainstream-stort. Og det er faktisk hendes musik.
Megan Thee Stallions største styrke har aldrig været omkvæd, sang eller pophits. Hun er dybest set en rapper, der lyder bedst i freestyles eller korte YouTube-klip, hvor hendes maskingeværsvokal kan gennemhulle et hårdt beat, som sampler en eller anden 90’er-klassiker.
Megan Thee Stallion er i virkeligheden noget så gammeldags som en lyrisk orienteret, teknisk stærk rapper med sans for hiphophistorien. Det viste hun allerede på ’Plan B’, der var den første single fra hendes nye album ’Traumazine’. Her brugte den 27-årige stjerne et Biggie-agtigt, gyngende flow, der lød som noget, man ville høre i en freestyle på et gadehjørne.
De overordnede temaer på ’Plan B’ – sexpositivisme, ligestilling, selvstændighed – passer selvfølgelig perfekt til tidens opgør med sexisme og mandsdominans på hiphopscenen, men sangens virkemidler er ret gammeldags.
Sådan er store dele af rapperens nye album ’Traumazine’ faktisk.
Megan Thee Stallion disker op med det ene tunge og relativt simple 808-drevne beat efter det andet, som hun angriber på samme måde, som Rocky Balboa angriber en boksebold.
Når hun først går i gang, føles sangene som de der sekvenser i tegnefilm, hvor en slåskamp udbryder med så stor voldsomhed, at det hele bare er en sky af nævner, spark og flyvende lemmer. Især albummets første fire sange er en opvisning.
Det er slut med at være sød, lyder det flere gange. I modsætning til debutalbummet ‘Good News’ fra 2020, der føltes som en festlig sejrsrunde, er Megan ikke kommet for at sprede gode vibes. Hun er »sick of being humble, ’cause you bitches don’t respect that«, som hun rapper på ’NDA’, mens hele ’Not Nice’ lever op til sin titel. Der er smæk på.
Efter de første fire numre bliver albummet mere flersidigt, og her afsløres det igen, at Megan Thee Stallion i virkeligheden ikke er vildt god til omkvæd eller genreskift. Som så mange andre teknisk stærke rappere kommer hun i problemer, når hun skal skifte spor.
’Her’ hopper med på Drake og Beyoncés housebølge, men det gentagelsestunge omkvæd er (lidt som på den mislykkede 2020-single ’Body’) mere enerverende end besnærende. Den anonyme popsang ’Star’ er definitionen af blah – sjældent har nogen sunget »I’m a superstar« med mindre overbevisning end gæstesangeren Lucky Daye.
’Pressurelicious’ med Future lyder som rigtig meget andet Atlanta-rap lige nu (har hun googlet ’Lil Durk type beat’?), mens det uinspirerede Dua Lipa-samarbejde ’Sweetest Pie’ atypisk nok lykkes med at få sex til at lyde cirka lige så spændende som latinlektier.
Et sted, hvor stemningsskiftet lykkes, er ’Anxiety’, der viser noget af den usikkerhed og selvtvivl, der ligger bag den ellers iskolde facade. »Bad bitches have bad days too«, lyder det på omkvædet – hvilket kunne have virket klægt på en Lizzo-agtig måde, hvis ikke det var fordi, Megan Thee Stallion sætter empowerment-budskaberne ind i en personlig kontekst.
På albummet fortæller rapperen både om sin mors død og episoden, hvor Tory Lanez angiveligt skød hende. Så man under hende at vise bare et glimt af svaghed på ‘Anxiety’.
Ellers fokuserer albummet på Megan Thee Stallions kerneområde. Selvsikker sexrap – eller »pussy rap«, som Pitchfork for nylig har kaldt den efterhånden etablerede subgenre, hvor kvindelige kunstnere tager det seksuelle initiativ.
Megan har stedvis sit velkendte glimt i øjet: »Licking my crack, gotta call that boy a crackhead«, rapper hun på Jhené Aiko-samarbejdet ’Consistency’, mens ’Ms. Nasty’ er et af albummets få for alvor legesyge øjeblikke. Ellers gælder albummets credo om ikke at være sød længere faktisk også, når det kommer til sex.
Se bare ’Red Wine’, hvor Megan på dominerende vis gennemgår en tjekliste over lige præcis det, hun vil have: »I want the dick that make me walk bow-legged / freaky, slap the dick on my forehead / I wanna gag, or get the fuck outta here / it ain’t that big if I don’t shed a tear«.
Det lyder nærmest som en instruktionsmanual: Der er ingen tvivl om, hvem der er i kontrol.
Selvfølgelig er det stadig en politisk handling, når en kvindelig rapper på den måde omfavner sin egen seksualitet, men på ’Traumazine’ kæder Megan også sexpositivismen mere eksplicit sammen med samfundsmæssige spørgsmål.
»My motherfucking body, my choice / ain’t no lil’ dick taking my voice«, lyder parolen på ’Gift & A Curse’, der også nævner racebestemte markører som hendes »natural afro«.
På ’Not Nice’ spekulerer hun også over, hvordan race spiller ind i måden, hun bliver set på: »I guess my skin ain’t light enough, my dialect not white enough, or maybe I’m just not shaped the way to make these niggas give a fuck / but fuck it ’cause I’m black, Biggie-Biggie black«.
Igen: Det skinner igennem, at det er slut med at være sød.
Albummets fokus på rapsange, der ikke undskylder for sig selv, spejles også i de mestendels velvalgte gæsteoptrædener.
Her er ikke så mange topaktuelle hitlisteartister, men i stedet rappere med samme type evner som Megan Thee Stallion. Latto, Rico Nasty, Pooh Shiesty og Key Glock passer perfekt ind. Især Rico brillerer med hvad der kun kan beskrives som gotisk sexrap: »Zombie-ass bitch, nigga gave me brain for dinner«.
’Traumazine’ lykkes altså oftest, når Megan Thee Stallion holder det hele hårdt – hvilket endnu engang udstiller det paradoksale i hendes situation.
Megan er en popstjerne, der lyder allerbedst, når hun ikke tænker alt for meget på hooks og hits og helt enkelt bare rapper. Når hun glemmer, at hun har et millionpublikum, og til fulde omfavner ambitionen om ikke at spille sød længere.
Kort sagt:
Megan Thee Stallion er færdig med at være sød på det hårdtslående ‘Traumazine’, der fokuserer på hårde bars over tunge beats – men også giver små blikke bag bad bitch-facaden.