Man kan diskutere, hvad formålet er med at gengive seriemorderes uhyggelige gerninger igen og igen, men til gengæld kan man ikke diskutere, at folk lapper det i sig:
Ryan Murphys nye serie ‘Dahmer’, baseret på den virkelige historie om seriemorderen Jeffrey Dahmer, har således haft den bedste første uge for en ny serie på Netflix nogensinde.
Serien er blevet set 196,2 millioner timer på blot fem dage, skriver Indiewire.
Der er andre serier, der har haft bedre uger, men det har været serier, der har kørt flere sæsoner – som ‘Stranger Things’ sæson 4, der indkasserede 286 millioner timer i første uge – eller det har været i senere uger end den første.
Den bedste enkeltuge for en Netflix-serie, siden tjenesten i juni 2021 begyndte at offentliggøre tallene, tilhører ‘Squid Game’, der i slutningen af september/starten af oktober 2021 blev set intet mindre end 571,76 millioner timer, og der er således stadig et stykke vej, før ‘Dahmer’ kan nå toppen som den mest sete Netflix-serie gennem tiden. ‘Squid Game’ har også den næst- og tredjebedste uge, mens ‘Stranger Things’ sidder på de tre næste.
Men starten kunne ikke have været bedre for seriemorderserien, der har Evan Peters i hovedrollen som Dahmer, og som Soundvenues anmelder Ditte Fiil Ravn gav fire stjerner:
»Det er en tung og på mange måder ulidelig affære, men alt er, eller bør til dels også være, ulideligt og ubærligt, når man skal fortælle om mord på virkelige mennesker«, skrev hun.