Guillermo del Toro genfortolker klassisk monsterhistorie for Netflix med Oscar Isaac, Mia Goth og Andrew Garfield

Guillermo del Toro genfortolker klassisk monsterhistorie for Netflix med Oscar Isaac, Mia Goth og Andrew Garfield
Guiilermo del Toro med sine Oscars for 'The Shape of Water'. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Guillermo del Toro vandt sin tredje Oscar i weekenden for Netflix-animationsfilmen ‘Pinocchio’, og nu er han allerede klar med sit næste projekt.

Ifølge Variety er del Toro godt i gang med castingen til sin næste film for Netflix, som han har en produktionsaftale med. Denne gang kaster den monsterglade-instruktør sig over en absolut klassiker inden for genren.

Han er nemlig i gang med udviklingen af en film om Frankenstein, der ifølge Variety kommer til at have Oscar Isaac, Mia Goth og Andrew Garfield på rollelisten.

Det er endnu uvist, hvor meget instruktøren vil læne sig op ad Mary Shelleys roman fra 1818, når han skal fortolke den klassiske historie.

Del Toro er ikke den eneste, der arbejder på en Frankenstein-film. Også den græske auteur Yorgos Lanthimos har en Frankenstein-inspireret fortælling i støbeskeen med den ventede ‘Poor Things’, der har Emma Stone, Margaret Qualley og Willem Dafoe på rollelisten.

Guillermo del Toro har tidligere stået bag film som ‘Pans Labyrint’, ‘The Shape of Water’, ‘Hellboy’ og ‘Nightmare Alley’.

Det er endnu uvist, hvornår hans Frankenstein-film går i optagelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af