’The Night Agent’: Netflix’ spionhit er underholdning på laveste niveau
’The Night Agent’ er titlen på Netflix’ nye hitserie, der efter premieren 23. marts er blevet en kæmpe succes og også i Danmark befinder sig på førstepladsen over de mest sete film og serier på tjenesten.
En ære, den deler med titler som ’Red Notice’, ’The Gray Man’ og ’In From The Cold’, som ’The Night Agent’ læner sig mest op ad på flere måder: Både i forhold til plot og kvalitet.
På en helt almindelig dag stiger FBI-agent Peter Sutherland (Gabriel Basso) på metroen i Washington. Han viser sig straks fra sin galante side, da han rejser sig og giver plads til en mor og hendes datter og hjælper dem på plads ved at bære deres fyldte indkøbspose. Ingen andre i metroen reagerer.
En situation, de fleste, der bor i en storby, kan genkende.
Men hvordan ville man reagere, hvis en mand i hættetrøje, der åbenlyst forsøger at skjule sit ansigt, kommer ind i metroen med en taske, han med det samme placerer under et sæde, og derefter skynder sig ud af metroen, der kører videre?
Ifølge skaberen af ’The Night Agent’, Shawn Ryan, og instruktøren bag første afsnit, Seth Gordon, vil ingen åbenbart reagere på en sådan situation. Med undtagelse af seriens handlekraftige hovedperson, der med sit skarpe øje straks ser, at noget er galt.
Det viser sig, ikke overraskende, at der er en bombe i tasken, og takket være Sutherlands beslutsomhed koster terrorangrebet kun en enkelt person livet.
Det er starten på serien, der sættes en ny standard for, hvor let det er at fremstille en person som helt. Man skal bare gøre alle omkring ham totalt passive.
Af uransagelige årsager vender den hætteklædte mand tilbage til gerningsstedet, mens en overraskende lidt forslået Sutherland taler med politiet om angrebet.
Og manden vender ikke bare tilbage. Han vender tilbage med samme hættetrøje og mistænkelige fremtoning, som han havde, da han steg på metroen og anbragte bomben. Heldigvis er Sutherland igen knivskarp og genkender straks manden og sætter efter ham.
Hvorfor er der ingen, der reagerer på terroristens mistænkelige optræden i metroen? Hvordan kan Sutherland være kommet så lidt til skade – han var den, der var tættest på bomben, da den gik af – at han kan løbe efter gerningsmanden? Hvorfor vender terroristen overhovedet tilbage? Hvorfor er der ikke noget politi til at stoppe ham?
Selv i en serie, der ikke lader til at have andre hensigter end at underholde på allerlaveste niveau, er det frustrerende, at man forsøger at slippe afsted med så iøjnefaldende mangel på troværdighed.
Et år efter det mislykkede terrorangreb arbejder Sutherland lavest i FBI-hierarkiet. Hvordan han er sunket så dybt efter at have reddet flere hundrede menneskeliv et år tidligere, forklarer ’The Night Agent’ ikke specielt overbevisende. Tilsyneladende er en del af forklaringen, at han ifølge en gruppe konspirationsteoretikere var med til at planlægge det terrorangreb, han selv forhindrede.
Heldigvis er der højerestående ansatte i FBI, der har tillid til Sutherland. Heriblandt Dianne Farr (Hong Chau) og Hawkins (Robert Patrick), der ansætter Sutherland i en kælder under Det Hvide Hus. Her får han ansvaret for at tage telefonen for Nataktionen, der er en tophemmelig afdeling hos FBI.
En nat får Sutherland sit første opkald. Det kommer fra cybersikkerhedseksperten Rose Larkin, der bor hos sin onkel og tante, som viser sig at være tophemmelige agenter for FBI.
Rose vækkes om natten, ved at nogen bryder ind. Onklen og tanten når at give Rose en besked om, at hun skal ringe til Nataktionen og oplyse en hemmelig kode, og at personen i den anden ende vil vide, hvad det drejer sig om.
Det har Farr åbenbart glemt at informere Sutherland om, for han er ikke helt klar over, hvad Rose mener, da hun oplyser koderne. Vi har ellers flere gange fået at vide, hvor vigtig Nataktionen er for nationens sikkerhed.
Rose gemmer sig, mens hun taler i telefon med Sutherland, der guider hende til, hvordan hun skal håndtere en eventuel konfrontation med gerningsmanden, der har opdaget hende og befinder sig i huset med hende. Det lykkes Rose at holde sig skjult, til politiet når frem. Gerningsmanden flygter, selvom han har været i huset to minutter forinden.
Det bliver kun dummere herfra.
Da Rose har fået et glimt af den ene gerningsmand, er hun nu truet og forfulgt. Heldigvis for hende af to yderst inkompetente spioner, hvis job er at dræbe Rose, der nu er under Sutherlands beskyttelse.
Og så er en klassisk katten-efter-musen-fortælling er i gang. Men desværre er et utal af tempofyldte og uinteressante jagtsekvenser stort set alt, ’The Night Agent’ har at byde på.
Spionerne, der skal eliminere Rose, viser sig ikke overraskende at have forbindelse til FBI. Man skulle mene, at FBI ville være i stand til at finde to spioner, der uden det store besvær vil kunne skaffe Rose af vejen. For eksempel når de informeres om, at Rose befinder sig på et hotelværelse, og at de agenter, der skal beskytte hende, bliver beordret til at forlade hotellet.
Det ender med, at de to spioner og Sutherland styrter rundt på hotellet og skyder løs på hinanden. Ligesom i metroen i begyndelsen af serien ville en sådan situation nok normalt skabe en masse panik blandt ansatte og gæster. Men heller ikke denne gang er der den mindste reaktion.
I løbet af de første fire afsnit er der så mange WTF-situationer, der fuldstændig spænder ben for det, der kunne have været et interessant storpolitisk drama, spændende Hollywood-action og intenst persondrama.
Serier som ’Slow Horses’ og ’Bodyguard’ har bevæget sig på beslægtet territorium med væsentligt større held.
Kort sagt:
’The Night Agent’ er endnu en populær Netflix-produktion, der tilsyneladende ikke har andre ambitioner end at underholde på allerlaveste niveau.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.