Hvad er din upopulære musikholdning?
Jeg kan ikke fordrage Arcade Fires live-show.
Min upopulære musikholdning blev manifesteret under et scenarie, som de fleste festivalgængere nok kan relatere til. Det var første dag på Roskilde Festival i 2007 og jeg stod under Arenas teltdug sammen med en flok af mine bedste venner. Stemningen sitrede på den måde, man kun kan opleve, når folk glæder sig til at dele en oplevelse sammen på Roskilde.
Med andre ord: Fuldkomment ideelle omstændigheder for en mindeværdig og fantastisk koncert. Hvilket så ingenlunde blev tilfældet for mit vedkommende – som den eneste i vennegruppen, iøvrigt.
For det var nemlig Arcade Fire, vi skulle opleve som første band på årets festival. Et band, jeg virkelig ikke kunne se fidusen i.
Til trods for massiv hype og den ene buket af tornefri anmelderroser efter den anden. Hverken debutalbummet ‘Funeral’ eller det aktuelle opus ‘Neon Bible’ havde rørt mig. Og det canadiske indiebands koncert på Arena omvendte mig absolut heller ikke.
»Det er jo bare Lars Lilholt Band for Pitchforks læsere«, var en stædig pointe, jeg forgæves prøvede at tvinge igennem til mine venner. Med reference til at Arcade Fire ligeledes spillede på rustikke instrumenter fra folkemusikken og nærmest konstant insistererede på interaktion med et publikum, som labbede hver et trommeslag, »hey!«, violin-strøg og bandets euforiske dans på scenen i sig.
Inklusive alle mine venner, som med brede smil og gjaldende struber gjorde et ihærdigt forsøg på at inkludere mig i den fest, som de havde.
Hvorfor er holdningen kontroversiel?
Fordi det var så tydeligt, at jeg stod alene med ikke at kunne lide Arcade Fire. Og at det helst ikke måtte være noget, man sagde højt i de kredse, jeg færdedes i – og da slet ikke på daværende tidspunkt.
Da vi stod der den navnkundige aften på Roskilde Festival, havde bandet med udgivelsen af ‘Neon Bible’ konsolideret deres position som et af verdens største indiebands. Og de tog åbenbart alle med storm. I hvert fald dem, hvis smag og mening, jeg respekterede og lyttede til. Det være sig danske og udenlandske anmeldere samt mit førnævnte venneslæng, som altså havde en kæmpefest på Arena.
En fest, hvor jeg ganske vist var fysisk til stede, men som deltager ikke følte, at jeg hørte hjemme. Og sådan har jeg haft det alle de fire gange, jeg har været til koncert med Arcade Fire.
For jeg ville gerne lade tvivlen komme bandet til gode, hvorfor jeg også oplevede dem i Ballerup Super Arena i 2011, på NorthSide i 2014 og Roskilde Festival i 2017. Koncerter, hvor jeg igen blev bekræftet i, at jeg simpelthen ikke kan arbejde med det, jeg opfatter som en bagstræberisk tilgang til koncertformatet.
Hvorfor skal Richard Reed Parry altid gejle publikum op, og hvorfor skal Régine Chassagne absolut danse rundt med vimpler på scenen? Hvorfor skulle de pludselig være iført overdimensionerede papmachémasker, som tilfældet var til koncerten på NorthSide?
Misforstå mig ikke: Jeg kan godt lide visuelle effekter til koncerter. Men jeg har også brug for ikke hele tiden at blive bombarberet med indtryk.
Hvordan har du det med artisten i dag?
Selvom jeg havde det pænt presset under mine fire Arcade Fire-koncerter fordelt over ti år, har jeg det faktisk fint med bandet i dag.
Som en lille paradoksal krølle på udviklingen af ’vores’ forhold var det faktisk et nummer fra en plade, jeg sidenhen har lyttet ret meget til, som endegyldigt gjorde, at jeg fik nok af dem som live-navn.
Det blev nemlig et ritual, at Régine Chassagne skulle danse manieret rundt med vimpler under ‘Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’ i stedet for bare at lade nummeret tale for sig selv.
For det er nemlig en fuldkomment fantastisk sang med en vildt catchy synthrolle, der hele tiden er i bevægelse og underbygger den iørefaldende melodi.
Nummeret findes på bandets tredje album, ‘The Suburbs’, som er en plade, jeg i dag sætter stor pris på. Albummet er også mindre insisterende end forgængerne.
Det klæder Arcade Fire at drosle ned for deres pompøse maksimalisme til fordel for mere afdæmpede lydlandskaber og gribende tekster.
‘We Used to Wait’ er eksempelvis en beretning om ikke længere at tage sig tid til den fordybelse, man gjorde førhen, og i titelnummeret synger Win Butler om at få børn i en tidlig alder, så han kan nå at vise dem »some beauty before the damage is done«.
Bandets efterfølgende album, den disco-influerede ‘Reflektor’, sætter jeg også af og til på vinylafspilleren.
Jeg har absolut intet behov for at opleve dem live mere, men hjemme i stuen har jeg lært at nyde Arcade Fire.