RIOT GRRRL-REVIVAL. I næste måned fylder en af nyere tids mest omstridte musikvideoer 10 år.
Jeg snakker naturligvis om ‘Wrecking Ball’, Miley Cyrus’ endegyldige nedrivning af sit kernesunde Disney Channel-image, hvor sangeren kom ridende nøgen ind på sangens titulære nedbrydningskugle.
Musikvideoen var et vendepunkt i den tidligere ‘Hannah Montana’-skuespillers karriere. Et overlagt forsøg på at smadre hver en rest af den uskyldighed, vi typisk forbinder med barnestjerner.
Sådan en følelse sad jeg også tilbage med i sidste uge, da Olivia Rodrigo udgav ‘Bad Idea Right?’, den seneste single fra hendes imødesete andet album, ‘Guts’.
Bevares, Rodrigo er ganske påklædt i sangens musikvideo – og jeg tvivler i øvrigt på, at hun har i sinde at twerke op ad Robin Thicke, når ‘Bad Idea Right?’ engang får sin livedebut.
Men noget er alligevel anderledes. Rodrigo synger ikke længere om sin eks som en »damn sociopath«, der knuste hendes uskyldige teenagehjerte, men som en fuckboy-lækkerbisken, hun ikke kan modstå.
Hun bander som en Sjakalina, lyver for sine veninder og joker om at være så »fucked up«, at hun bogstaveligt falder ned i ekskærestens seng. Ups!
‘Bad Idea Right?’ lyder som et oprør. Og måske er det netop derfor, at Rodrigo mere end nogensinde før synes at genoplive en af 90’ernes mest oprørske musikalske bevægelser: Riot Grrrl.
Vred, konfronterende og punk as fuck
Vi begynder med en ultrakort historielektion.
Riot Grrrl-bevægelsen opstod i begyndelsen af 90’erne som en modreaktion på USA’s mandsdominerede – og til tider sexistiske – lokale punk- og hardcore-scener, hvor bands som Fugazi, Minor Threat og Dead Kennedys i årevis havde regeret som konger.
Fremragende bands, men også alle sammen bands, der udelukkende bestod af hvide mænd – inklusive en hvid mand ved navn Ian MacKaye, der var frontperson i både Fugazi og Minor Threat.
Heldigvis kunne MacKaye godt selv se, at det ikke var så heldigt. Så i 1992 indvilligede han i at producere en ep for Olympia-bandet Bikini Kill, hvis egen frontperson, Kathleen Hanna, af mange betragtes som den originale Riot Grrrl. Hun var vred, konfronterende og punk as fuck.
Ambitionen var, som Kelefa Sanneh formulerer det i musikbogen to end all musikbøger, ‘Major Labels’, »at omskrive punkhistorien«. Selvfølgelig var der plads til kvinder i punkgenren, for de havde jo altid været der.
Inden længe nåede byfæller som Sleater-Kinney og Bratmobile til samme konklusion. Der udkom et Riot Grrrl-magasin – eller et zine, som det jo hed dengang – og så vågnede også punkkvinderne i Washington, DC. op til dåd. Tendensen var blevet til en bevægelse.
Men bevægelsen var ovre lige så hurtigt, som den begyndte. Allerede i 1994 var mange af disse bands gået i opløsning, og tre år senere fulgte Bikini Kill trop. Riot Grrrl var fortid.
Og så alligevel ikke. For tre årtier senere skinner indflydelsen fra Hanna og co. stadig igennem. I russiske Pussy Riots protestrock såvel som i Dream Wifes syrlige stikpiller til det patriarkalske samfunds kønsobjektivisering.
Også herhjemme bæres faklen videre. »I det hele taget har Riot Grrrl-kulturen virkelig været vigtig for mig som kunstner og menneske«, udtalte Rebecca Lou i et interview med Soundvenue i 2021.
For andre efterkommere – som Yeah Yeah Yeahs Karen O eller den selverklærede Riot Grrrl-superfan Willow – er det måske knap så meget kønspolitiken, det handler om, som det er selve stilen. Swaggeren og vokalfraseringerne.
Og så er der dem, der mest af alt har taget attituden til sig. Dem, der på overfladen ikke har det fjerneste at gøre med punkgenren, men som ikke desto mindre stadig synes at indkapsle Riot Grrrl-ånden.
Det gælder netop Miley Cyrus, som i 2014 postede billeder af Riot Grrrl-gudmoren Kathleen Hanna på Instagram med captions som »Fuck yeah« og »Coolest ever«.
Riot Grrrl-bevægelsen varede godt og vel et halvt årti, men den har sat et tydeligt aftryk på populærkultren. I dag findes der konfronterende, punk-inspirerede kvindelige musikere overalt.
Og en af dem hedder Olivia Rodrigo.
Farvel og tak, Disney Channel
Riot Grrrl-dyrkelsen er som sådan ikke fremmed Rodrigo, for punkgenren – eller i hvert fald poppunkgenren – har spillet en afgørende rolle i hendes musik siden debutalbummet ‘Sour’.
Tag bare ‘Good 4 U’ – en knaldperle af en single, hvor Rodrigo over energiske guitarer og eksplosive trommer raser for åben mikrofon over sin sociopat af en ekskæreste.
Endnu tydeligere er det på debutens nærmest grungede åbningsnummer, ‘Brutal’, hvor Rodrigo i musikvideoen snildt kunne have passeret for et long lost medlem af en hvilken som helst Riot Grrrl-gruppe fra 90’erne.
Men ‘Bad Idea Right?’ tager tingene til et helt nyt niveau. Guitarerne hyler og skriger som aldrig før. Det meste af tiden synger hun knap nok, hun snakker bare. Med sig selv, vel at mærke.
Teksten byder på humoristiske linjer som »And I’m sure I’ve seen much hotter men / But I really can’t remember when«. Hun er mere sassy. Rodrigos seneste single er hendes mest 90’er-rockede sang til dato, men det er også hendes mest flabede sang til dato.
Og så er der omkvædet. Ét langt stykke monotont staccato-råberi, der netop synes kanalisere – tør man sige det? – en ung Kathleen Hanna.
Det er næppe tilfældigt. Rodrigo har tidligere udtalt, at hendes kommende album er direkte inspireret af 90’ernes Riot Grrrl-scene, og at især ét af numrene er hendes bud på, hvordan bevægelsen kan lyde i 2023.
Det omtalte nummer er ikke ‘Bad Idea Right?’. Så det bliver formentlig endnu vildere, når albummet lander om en lille måneds tid. Men singlen føles alligevel som et vendepunkt for popstjernen. Den føles som et oprør.
Der findes mange måder at bryde med sin uskyldige fortid som barnestjerne. Man kan eksempelvis komme svingende nøgen ind på en nedbrydningskugle, som Miley Cyrus gjorde det for ti år siden.
Man kan også udgive en Riot Grrrl-inficeret rocksmasker om at bolle med sin ekskæreste.
Farvel og tak, Disney Channel.