»Min generations bedste«.
Sådan beskrev Lil Uzi Vert i et interview med Beats 1 Radio i 2017 Paramore-forsangeren Hayley Williams, som rapperen kalder en af sine største inspirationskilder.
Det kan lyde spøjst. Poppunk-pionererne Paramore har – med undtagelse af Williams’ tvivlsomme feature på B.o.B’s dødssyge ‘Airplanes’ fra 2010 – trods alt ikke alverden til fælles med rapscenen.
Men når man lige tænker over det, giver det faktisk ret god mening.
Uzi var trods alt en del af slut-10’ernes bølge af Soundcloud-rappere, der iscenesatte sig selv som rockstjerner, og som revolutionerede hiphopgenren ved at inkorporere elementer fra blandt andet poppunken.
Men det er ikke kun på hiphopscenen, at Paramore har sat deres aftryk.
Især Williams er blevet en slags skytsengel for en ny generation af kvindelige popstjerner, der benytter poppunkede powerakkorder og Williams’ akrobatiske sangstil til at formidle deres vrede på en måde, som popgenrens gængse virkemidler ikke tillader det.
Paramore vendte for nylig poppunken ryggen til fordel for en postpunket (for ikke at sige dancepunket) ny lyd på albummet ‘This Is Why’. Men ekkoet fra deres teenageængstelige fortid runger overalt i populærmusikken.
Fra rappere til kvindelige popstjerner
Lil Uzi Vert er langtfra den eneste nye musiker, der har ladet sig inspirere af Paramore. Han er faktisk ikke engang den eneste rapper.
I 2021 samplede Brooklyn-rapperen Bizzy Banks eksempelvis bandets ‘Still Into You’ på sin egen sang af samme navn, hvor Paramores 2013-hit fik en benhård drill-overhaling.
Dén version er siden blevet fjernet fra streamingtjenesterne grundet manglende sample-clearing (hvilket Banks ikke var helt tilfreds med), men kan stadig findes på YouTube – og ja, det fungerer faktisk.
Vender vi i stedet blikket mod tidens kvindelige popstjerner, er indflydelsen fra Paramore – og i særdeleshed Williams – kun endnu mere udtalt.
Tag bare Olivia Rodrigo, hvis debutalbum ‘Sour’ emmer så meget af Paramores velmagtsdage, at hun efter udgivelsen simpelthen måtte give bandet sangskriverkreditering på storhittet ‘Good 4 You’, fordi det mindede så meget om Paramores eget hit ‘Misery Business’.
Rodrigo er det mest åbenlyse eksempel, men også Billie Eilish og drum’n’bass-darlingen PinkPantheress nævner bandet som inspirationskilder (sidste år hev Eilish endda Williams på scenen til Coachella).
Og så er vi ikke engang nået omkring hverken TikTok-rockeren Willow eller den mere indierockede ende af spektret, hvor prominente skikkelser som Soccer Mommy og Chloe Moriondo er erklærede kæmpefans.
Sidstnævnte gik endda så vidt som til at namedroppe Hayley Williams på sangen ‘Favourite Band’, hvis titel refererer til netop Paramore. »And Hayley just gets me / The way you never did«, lyder det blandt andet.
Hvorfor lige Paramore?
Jeps, poppunken er i dén grad tilbage i mainstreamen, og bannerførere som Rodrigo har sikret genren stor masseappel.
Men fra Fall Out Boy til Panic! at the Disco (R.I.P.) er der jo masser af poppunk-koryfæer at lade sig inspirere af, og flere af dem oplevede i sin tid større kommerciel succes end Paramore.
Så hvorfor er det gang på gang en flok kristne teenagere fra udkanten af Tennessee, som den nye generation namedropper?
At lige akkurat Paramore er blevet poppunk-revivalens måske vigtigste rollemodeller er der umiddelbart flere gode grunde til.
Først og fremmest må vi ikke undervurdere det faktum, at Paramore i tiden efter Avril Lavigne var det eneste rigtig store poppunk-band med en kvinde i front (sorry not sorry, Cassadee Pope fra Hey Monday). Det siger sig selv, hvorfor netop Williams og co. vandt større indpas hos Rodrigo og Eilish i de formative år end Panic! at the Disco og Fall Out Boy.
Noget andet er, at Paramore siden genrens storhedstid i slut-00’erne slet og ret har holdt et højere niveau end konkurrenterne.
Især albumtreeren ‘Brand New Eyes’ (I ved, den med ‘Twillight’-sangen) står tilbage som et slags hovedværk for 00’ernes poppunk-scene, og det timelange, selvbetitlede album fra 2013 er blandt de få album, der faktisk lykkedes med løfte genren til stadionformat.
Og så kan man sidst men ikke mindst mærke, at medlemmerne er blevet ældre. Modsat mange af deres kolleger har Paramore nemlig for længst lagt teenageangsten på hylden til fordel for mere voksne tematikker.
Misforstå mig ikke: Williams er stadig indædt melankoliker. Eller emo, som det vel i hendes tilfælde ret beset hedder. Men hvor debutalbummet ‘All We Know Is Falling’ kredsede om emner som det at være skilsmissebarn, synger hun i dag om navigere voksenlivet med et tungt hjerte.
Dengang var Williams 17 år. I dag er hun 34. Og det skinner igennem i hendes tekster.
Voksne emoer
Paramore er med andre ord blevet voksne. Og i samme omvæltning har de altså valgt at lægge poppunken på hylden.
Det gjaldt til dels deres pastelfarvede, new-wavede album ‘After Laughter’ fra 2017, og det gælder så sandelig også forrige uges ‘This Is Why’, hvor livet i 30’erne og dets op- og nedture formidles gennem hårdtslående postpunk, der klinger mere af Talking Heads og Bloc Party.
Men hvorfor vende poppunken ryggen, når genren på mange måder er større end nogensinde før?
Måske netop fordi markedet lige nu er så overmættet. Som Soundvenues Kjartan F. Stolberg påpeger det i sin anmeldelse af ‘This Is Why’, er det jo bare om at åbne TikTok, hvis man vil have noget, der lyder som Paramore i 00’erne.
Eller måske har de vurderet, at poppunken i sig selv er ungdommelig. At Williams’ modne linjer er uforenelige med genrens obligatoriske teenage-tankesæt, og at poppunk er noget, man vokser ud af som en tremmeseng.
(Ikke at nyligt genforenede Blink-182 har fået memoet – på deres seneste single synger frontmand Tom DeLonge om at kneppe kristne piger i kirken).
I så fald giver det ret god mening, at bandet nu skifter stil. De har trods alt banet vejen for en række nye artister, der – ligesom Paramore i sin tid gjorde det – kan soundtracke de svære teenageår for en ny generation.
Uanset om man så er til rowdy rap eller brandgod pop.