‘Japanese Tales of the Macabre’: Indtil flere dødssynder skæmmer Netflix-serie over væmmeligt horrorforlæg
»Nej, vent, ew, hvad?!« er nogenlunde sådan, jeg ville parafrasere den reaktion, man udbryder, hvis man har stiftet bekendtskab med det kaninhul, der hedder Junji Itos horrormanga.
Notorisk for sin brug af page-turner-effekten har den japanske forfatter siden 80’erne tegnet den ene væmmelige historie efter den anden om alt fra landsbyboere, der opdager besynderligt lokkende menneskeformede huller i et bjerg, til en pige hvis tunge forvandles til en slimet skovsnegl.
Det er universer, hvor selv den mest banale frygt vrides til groteske body-horror-mareridt, der ætser sig ind i bevidstheden som et betændt brændemærke. Samme halvtraumatiske oplevelse skal man dog lede længe efter med Netflix’ anime-adaption ‘Junji Ito Maniac: Japanese Tales of the Macabre’.
Produceret af japanske Studio Deen og instrueret af Shinobu Tagashira rummer serien 20 af mangaforfatterens originale fortællinger fordelt på 12 afsnit – og her stejlede jeg allerede lidt som Ito-fan. Hele forudsætningen for hans værker er nemlig den dvælende uro, der i takt med ens nervøse bladren kryber sig op ad rygraden til en kvalmende klump i halsen.
I serien flyver vi i stedet gennem episoderne med en hastighed, der kunne gøre Tivolis Dæmonen misundelig. Halvdelen af afsnittene indeholder ikke bare én, men to uafhængige historier på omkring 15 minutter hver. Man får bogstaveligt talt nul tid til at sidde og stirre befippet ud i luften, før den næste maser sig ind for at gøre krav på ens ængstelighed.
Hvis der så var nogen ængstelighed at suge sig fast på. For flere af fortællingerne, som Ito i øvrigt selv har været med til at udvælge, er bare drønkedelige. Indrømmet, med en karriere, der har over 30 år på bagen, kan alle værker ikke være lige mindblowing fremragende.
Men serieforfatter Kaoru Sawada har åbenbart valgt at opsætte stort set alle afsnit efter samme enerverende formel, hvor karaktererne absolut skal plotopsummere et forløb, man selv lige har været vidne til. Det er fuldstændig søvndyssende forudsigeligt og frarøver en lysten til overhovedet at leve sig ind i fortællingen.
Samtidig er jeg grundlæggende forvirret over, om antologiserien henvender sig til hardcore fans eller nytilkomne.
Blandt de overforklarede episoder finder man eksempelvis ’Intruder’, hvor den tilbagetrukne Oshikiri (Hiro Shimono) hører mystiske fodtrin i sit hus, som han efterforsker med et hold af nyfundne venner. Et afsnit, der slutter underligt kontekstløst og helt uden narrativ sammenhæng – hvis altså man ikke i forvejen er klar over, at det faktisk er taget ud af en føljeton på seks mangabind.
De eneste episoder, der er nogenlunde skræmmende, er dem, der er dedikeret til én historie. ’Hanging Ballons’ er et af seriens højdepunkter, hvor en ung popstjernes makabre selvmord starter en epidemi af blodtørstige, svævende spøgelseshoveder. Vanvittig præmis, I know, men her lykkes Sawada og Tagashira med at legemliggøre Itos idiosynkratiske absurditet og eksistentielle tematikker gennem en spændingsfyldt fortælling og et Cronenberg-værdigt klimaks.
Også lydsiden af Hozumi Gôda tænder en lighterflamme af begejstring i afsnit som ’Long Hair in the Attic’, når Chiemis (Yôko Hikasa) afhuggede hoved hjemsøger sin fuckboy-ekskæreste Hiratsuka (Tadashi Mutoh) ved at skære tænder over telefonen midt om natten.
Dertil har Tagashira byttet Itos karakteristiske sort-hvid-stil og hyperdetaljerede ’streg’ ud med uinspirerende pastelfarver og doven animation. Karaktererne, der egentlig mest ligner generisk wikiHow-kunst, bevæger sig ikke kun marionetdukkemekanisk og kluntet – animatorerne har ikke en gang gidet at tegne pupiller, når vi ser deres øjne på afstand.
Seriens største dødssynd må dog være valget af den såkaldte cell shading-teknik til animationen af monstre, lemlæstede kroppe og andre ubehageligheder. Teknikkens kolde æstetik sat op mod det halvhjertede karakterdesign skaber en rædderlig rodekasse af billig uncanny valley, der irriterer mere, end det giver nogen form for kant eller personlighed til episodernes klamme øjeblikke.
Til gengæld er introsekvensen ret sej.
Kort sagt:
At se Netflix’ horroranalogiserie ’Junji Ito Maniac: Japanese Tales of the Macabre’ er som at være vidne til en speedrunkonkurrence i blodfattige fortællinger og fantasiløs animation.
Anmeldt på baggrund af de ti første afsnit.