For halvanden uge siden udgav Beyoncé to nye sange, der lægger an til popstjernens ottende soloalbum, ‘Act II’. Begge sange – og formentlig resten af albummet – klinger af country(pop).
Genreskiftet har givet Beyoncé mulighed for at indtage en hitliste, hun ikke tidligere har færdedes på, nemlig Billboards ‘Hot Country Songs’-liste.
Faktisk topper Beyoncé hitlisten med sangen ‘Texas Hold ‘Em’, mens den anden single, ’16 Carriages’, ligger på niendepladsen. Det gør hende ifølge Consequence til den første sorte kvinde i historien, der har ligget nummer et på country-hitlisten.
Dermed vipper Beyoncé Zach Bryan og Kacey Musgraves’ ‘I Remember Everything af pinden efter 20 uger på førstepladsen, skriver Consequence.
Mindst én amerikansk country-radiostation, KYKC, var noget skeptisk over at spille musik af popikonet Beyoncé. KYKC afslog først at spille ‘Texas Hold ‘Em’ i radioen, men ændrede efterfølgende mening, da de fik Beyoncé-fansenes vrede at føle.
‘Act II’ udkommer 29. marts.