ANALYSE. Da det australske popikon Kylie Minogue sidste år fik et af sommerens helt store hits med det euforiske house-popnummer ‘Padam Padam’, var det mildest talt en overraskelse.
»Selvfølgelig er det et stort øjeblik for mig, men det er også et stort øjeblik for andre kunstnere«, udtalte hun til det amerikanske ugeblad People, og hentydede hermed til de mange andre popmusikere, der med årene må se sig selv vejet og fundet for lette til fordel for yngre stjerner.
Man kan som aldrende popmusiker hurtigt føle, at man skal undskylde for sin fortsatte tilstedeværelse, fortalte hun i samme interview.
’Padam Padam’ var hendes første store hit i mere end et årti. Hun var 55 år gammel.
Det ville dog være synd at sige, at ’Padam Padam’ indvarslede en ny renæssance for aldrende popkunstnere.
Det står smerteligt klart efter et år, hvor både Jennifer Lopez, Justin Timberlake og senest Katy Perry, der netop har udgivet albummet ‘143’, med mildest talt begrænset held har forsøgt at gøre comeback.
En efter en bliver de kørt i stilling blot for at maveplaske totalt. Det har ikke været et køn syn.
En ny, fremmet virkelighed
At ungdom er en uvurderlig valuta i populærmusikken, er næppe en nyhed. Det er ikke for ingenting, at Britney Spears blev introduceret iklædt skolepigeuniform.
Alligevel kunne det godt tyde på, at favorisering af unge stjerner kun er blevet mere markant i løbet af de sidste år, hvor Beyoncé nok er den sidste af 90’ernes og 00’ernes store stjerner, der konsekvent har formået at holde fast i sin popularitet. Det er der flere forklaringer på.
I takt med at popmusikkens arena endegyldigt har flyttet sig fra radio, tv og klassiske medier til fordel for sociale medier og streamingtjenester, er generationsskellet på mange måder blevet tydeligere.
Der er stort set ingen fælles referencer på tværs af generationer længere. Trends opstår og forsvinder igen før pladeselskaber og etablerede medier overhovedet når at reagere, og er man ikke selv på eksempelvis TikTok og er flydende i mediets interne koder og konstante, overvældende lag af intertekstualitet, er det nemt at stå forvirret tilbage på sidelinjen.
Cher var 52 år gammel, da hun med ‘Believe’ i 1998 var med til at tage popmusikken ind i fremtiden. I dag er der mange aldrende popkunstnere, der simpelthen ikke formår at afkode, hvor popkulturen bevæger sig hen.
Kunstnere som Jennifer Lopez og Justin Timberlake lader til helt at have givet op: Langt hen ad vejen lyder de begge på deres seneste plader, som om de ikke har hørt ny musik siden 2014.
Katy Perry har derimod måttet sande, at et ærligt forsøg på at følge med tidens trends ikke nødvendigvis er en bedre strategi.
Hvem er Katy Perry?
I musikvideoen til hendes på alle tænkelige måder katastrofale comebacksingle ‘Woman’s World’, der sank som en sten i det øjeblik, den var udgivet, står en ung kvinde og filmer sig selv danse en TikTok-dans, da Katy Perry pludseligt kommer flyvende i en helikopter og flår telefonen ud af hånden på hende.
»Who are you?«, råber den unge kvinde forvirret.
»I’m Katy Perry«, råber popstjernen.
Jeg forestiller mig mødet, hvor idéen er opstået: »Hvis vi placerer én, der filmer sig selv danse en TikTok-dans, i selve videoen, forstår folk nok, at også de skal filme sig selv danse til sangen«, har en jakkesætklædt pladeselskabschef sagt, hvorefter alle begejstret har samtykket.
Herefter: Lyden af klirrende champagneglas.
Uheldigvis er stort set alle i stand til at gennemskue det fuldstændigt ublu forsøg på iscenesat viralitet, og retrospektivt fremstår scenen nærmest som en slags freudiansk fortalelse, hvor Katy Perry indrømmer sin egen irrelevans blandt yngre lyttere: »Who are you?«, som den unge kvinde råber.
Popmusikkens uønskede personer
Den udvikling, der har skubbet de aldrende popkunstnere ud i periferien, handler dog ikke kun om skiftende trends og æstetiske udtryk. Derimod handler den også om et fravalg af en række karakterer, der ikke rigtig passer ind i tidsånden.
Mest åbenlyst gælder dette naturligvis Timberlake.
De seneste år har han fået kritik for at lade Janet Jackson tage skraldet efter nipplegate, og senest har hans image lidt et alvorligt knæk efter udgivelsen af ekskæresten Britney Spears’ selvbiografi, hvor hun beskriver, hvordan han pressede hende til at få en abort og derefter skildrede hende som en »cheating slut« i ’Cry Me A River’-videoen.
For mange fremstår han derfor i dag som symbol på en musikindustri gennemsyret af misogyni.
Mere overraskende er det, at tiden på sin vis også er løbet fra Lopez og Perry.
Perry, der i et nærmest sygeligt anfald af dårlig dømmekraft efter syv år valgte at vende tilbage til produceren bag hendes mest ikoniske sange, den vanærede hitmager Dr. Luke, der ellers var røget ud af det fine selskab efter popstjernen Keshas beskyldninger om seksuel og følelsesmæssig mishandling (anklager, han dog ikke er blevet dømt for).
Frugten af deres samarbejde? Kvindesagshymnen ‘Woman’s World’. Av.
Og Lopez, der som sådan ikke har gjort noget forkert, men som fremstår som antitesen til alt det, popstjerner gør og er i dag.
Popstjerner anno 2024 er åbne og relaterbare og taler om angst og psykiske udfordringer, mens de flirter med biseksualitet og flydende kønsudtryk.
Lopez, derimod, fremstår kølig og utilnærmelig, mens hun skriver sange om sit idylliske – omend, viste det sig, kortvarige – ægteskab til Ben Affleck. Hendes seneste plade var ikke meget mere end en reklame for det heteroseksuelle parforhold.
Survival of the fittest
En tredje forklaring på de aldrende stjerners hårde medfart er naturligvis musikkens kvalitet, som, hvis man skal tro konsensussen blandt anmeldere, i både Timberlakes, Perrys, og Lopez’ tilfælde er så lav, at den ville drukne i et børnebassin.
Jeg er dog ikke selv overbevist om den forklaring. Når alt kommer til alt, er der masser af musik, som er yderst populært uanset hvor meget anmeldere hader det.
Jeg tror ikke, at folk ville være interesseret i hverken Timberlake, Perry eller Lopez lige nu, selv hvis de lavede god musik. De er nemlig blevet noget, der er langt mere ødelæggende for en popstjernes karriere end et par middelmådige album: Utidssvarende og uncool.
Tidligere i år udgav Madonna – en popstjerne, der med stålsat, nærmest overmenneskelig viljestyrke har formået at holde sig relevant gennem årtier – en video, hvori hun med vanlig sans for dramatik italesætter netop denne tematik.
»De kalder mig dronningen af pop. Jeg ved, at det er et kompliment, men monarkiet er fortid. Det er jeg ikke. Jeg har ingen alder. Jeg er alle aldre«, lyder det her.
»Tæl mine præstationer, ikke antallet af år, jeg har levet på denne planet. Jeg genopfinder altid mig selv (…). Jeg tror, at det mest kontroversielle, jeg nogensinde har gjort, er at blive ved. Jeg har set mange stjerner dukke op og forsvinde. Men mit lys vil aldrig falme. Ikke alle kommer med til fremtiden… men jeg gør«.
This Film was made to thank my Brazilian fans for their love and devotion. It would not have been possible without the tireless support of @itau and my team -And the incredible vision of #jonasakerlund
We are made of the Future! 🤍 pic.twitter.com/BsUquqM997
— Madonna (@Madonna) February 21, 2024
Ifølge Madonna er popmusik en slags darwinistisk survival of the fittest. Nogle falder, mens andre består.
Lykkes man ikke – som Lopez, Timberlake og Perry – med at genopfinde sig selv på en tidssvarende måde, kommer man ikke med til fremtiden.
Sådan er poppens barske, uretfærdige virkelighed.