I Maren Uthaugs ‘88%’ er pest, kræft og mænd sygdomme, der for længst er udryddet

ROMAN. Som reklamefremstød på Instagram har Maren Uthaug delt en besked, hun fik fra en mandlig læser, da hun i 2022 udgav romanen ‘11%’. Han skriver, at hun ikke fortjente at få De Gyldne Laurbær, og at han håber, han vil kunne lide den næste bog bedre. Hertil svarer Uthaug: »Det vil du ikke. Kh Maren«.

‘88%’ hedder den, og på bagsiden står der ikke andet end: »88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl.«

Hvis du ikke har læst ‘11%’, så har du måske læst om den, da den satte overskrifter i brand og kommentarspor i kog. Som et omvendt take på Margaret Atwoods klassiker ‘The Handmaid’s Tale’, har Uthaug skabt et univers, hvor kvinderne har overtaget samfundet, og mænd er buret inde på avlscentre og til rådighed for både pleasure og business; orgasmer og videreførelse af slægten. I kirken tilbedes Moderen af præstinder med slanger om halsen, og i den såkaldte Horrorpark kan man se statuer af stivnede mænd på heste til skræk og advarsel om verden, som den var engang.

I ’88%’ er der gået en generation siden sidst, gamle Medea bor stadig i slummen med sine krybdyr og W-linjen, hvis vigtigste præstinde nu er Wendy, har fået mandedamer ind i kirken, så de altid kan få renset sindet af en hellig orgasme.

Eneste nyt under Moderens sol er en han fra centret på Lolland, der nynner en mærkelig melodi og virker til at kunne danne relationer, selvom han (gisp) kun er en mand? Den ensomme vagt Purr kaster sin kærlighed på ham, da hun ikke ved, hvem hun ellers skal kaste den på: Wendy vil ikke være venner mere og er kun optaget af arven efter sin forsvundne mors døde elskerinde Kali, Medea snakker kun med sine krager.

Vi lærer også, at der findes øer, hvor mænd og kvinder lever side om side. Øboerne udgør 1%, som vi allerede ved bliver titlen på det tredje og sidste bind.

‘Fortælleglæde’ er måske et lidt fortærsket dansklærerbegreb, men når man læser ’88%’, kan man decideret høre forfatteren klukke, og jeg både begræder og elsker, at redaktøren lader til at have en rimelig laissez faire »så lad hende da«-holdning.

Her taler jeg for eksempel om katten Klitoris, der bliver ammet af sin ejer, om at der i matriarkatet ikke er salg i sæden fra kategorier »Adolf, Trump, Harvey eller Polanski«, samt det faktum, at de skaldede vagter på mandecentret tilhører klanen »britney’er«, hvis originale outfit består af en hoodie og hvide shorts, et samlet look vi da vist har set før i 2007?

Det er sjovt, men illusionen (og den ellers solide worldbuilding) brister, og det bliver ikke brugt til at andet end at overraske. Og så bliver jeg altså i tvivl, om jeg sidder i Comedy Zoo og lytter til punchlines om at pisse på patriarkatet, eller om jeg læser et ambitiøst værk, der både er satire, men også vil sige noget om politik og følelser?

Til gengæld overgiver jeg mig fuldstændig til romanens univers sammen med Inga, en nyankommen figur, der står for at holde de mange plottråde samlet samt de bedste afsnit i romanen.

Inga er en form for urkvinde, der kører rundt i slæde med et følge af krager, og som hjælper, hvor der er brug for hende. Via en række highlights fra Ingas mange liv som de mange kvindeskikkelser, hun gennem historien er blevet genfødt som, tager Uthaug os med på en lynhurtig gennemgang af kvindehistorien fra bronzealderpigen til #maveblusegate på skolen i Vejle med fuldstændig hulter-til-bulter nedslag, hvilket er sjovt, fordi den kølige sarkasme får patriarkatets vanvid til at stå så lysende klart:

»Verden var så heldig, at der for fjerde gang var en mandlig anatom, der fandt klitorissen for første gang.«

Gennemgangen minder lidt om forfatterens ‘En lykkelig slutning’ fra 2019, hvor læseren også fik en grundig og rimelig hulter-til-bulter indføring i dødens danske kulturhistorie.

Uthaugs morbide humor og frygtløshed i forhold til at lege historiker fungerer virkelig godt og har en lethed og fandenivoldskhed, vi ikke kender fra den ellers så pæne historiske roman herhjemme.

Litteratur bliver ikke meget vildere lige nu, skrev Information om den første bog og guess what? Det er den heller ikke blevet i mellemtiden.

---

Kort sagt:
Maren Uthaugs fandenivoldske trebindsværk har stadig internationalt format, men please ikke lad treeren kamme fuldstændigt over i punchlines, det er tankeeksperiment simpelthen for spændende (og sjovt) til.