ÅRET DER GIK. I 2023 kårede vi en dokumentar – ’Apolonia, Apolonia’ – som årets bedste danske film.
Og det gør vi igen i år.
Det vidner naturligvis om den styrke, der findes i det danske dokumentarlandskab. Faktisk vil det danske filmår 2024 først og fremmest blive husket for en perlerække af dokumentariske oplevelser, for lige bag de to, der har klemt sig ind på vores top 5 nedenfor, trængte meget alsidigt vellykkede film som ’Ekko af kærlighed’, ’Livet og andre problemer’, ’Balomania og ’Vores fars sol’ sig på.
Men det siger så også noget om, at 2024 generelt var et magert år for danske spillefilm.
Selvom det var velsignende at se opbakningen til en sjælden dansk familiefilm i form af ’Børnene fra Sølvgade’, og film som ’Vogter’ og ’De lydløse’ overraskede positivt ved billetlugerne i anden halvdel af året, ser billetsalget ud til at lande et stykke under niveauet fra sidste år, som igen udgjorde en nedgang fra første næsten corona-fri år, 2022.
Det er måske ikke alarmerende – og dansk films samlede andel af det samlede billetsalg antyder, at publikum bestemt har appetit på de lokale film – men ingen danske film solgte over 400.000 billetter.
Mens 2023 udmærkede sig på diversitetsfronten, viste 2024, at man ikke skal juble for tidligt. Hovedrollerne i årets danske film var hvide som sne. Til gengæld markerede mange kvindelige instruktører sig godt i 2024-høsten, hvilket forplanter sig på vores top 5.
Samtidig var der langt mellem de overvældende kunstneriske oplevelser. I 2022 hed vores top 3 ’Speak No Evil’, ’Vanskabte land’ og ’Holy Spider’, alle kunstneriske højdespringere. Ingen af årets film nåede de tre films niveau. Og ingen instruktører med flere film på cv’et – som Frederik Louis Hviid (’De lydløse’), Michael Noer (’Birthday Girl’), Ulaa Salim (’For evigt’), Gustav Möller (’Vogter’) og Isabella Eklöf (’Kalak’) – overgik sig selv i år.
Der var mange udmærkede dimensioner i alle disse film, ligesom der var det i Jonas Risvigs energiske og stilistisk indbydende ungdomsdebut ’Kontra’ og i Mikkel Serups kompetente ’Kongekabale’-opfølger ’Mørkeland’.
Men i årets danske output man kan godt tillade sig at savne det virkelig ambitiøse vingefang, som samtidig formår at lande elegant og overbevisende. I årets udbud savnede vi flere danske film, der turde slå et slag i bolledejen, og hvor man mærkede, at de nærmest var ved at eksplodere af trang til at vise noget, sige noget, vække noget – tematisk, stilistisk eller fortællemæssigt.
Tre spillefilm med stærke dagsordener har dog fundet plads til vores liste, fordi de på hver deres måde både gik i vores følelsesmæssige nervebaner og fik fortælling og form til at gå op i en højere enhed.
5. ’Vejen hjem’
Nummer 5 og nummer 4 på listen er hinandens diametrale modsætninger. ’Kalak’ tager en historie, der sagtens kunne have haft bred folkelig appel med sit afsæt i Grønland, og gør den uforsonlig, introspektiv og barsk. ’Vejen hjem’ tager en potentielt uforsonlig og barsk historie – danske Syrienskrigere – og giver den bred folkelig appel med Nikolaj Lie Kaas i front.
Man kan sagtens synes, at der er gået lovlig meget klassisk dansk mainstream i denne fortælling om en fars kamp for at få sin konverterede søn ud af Islamisk Stats hænder, men omvendt må man også respektere, at det netop har været intentionen fra manuskriptforfatterne Nagieb Khaja og Jesper Fink og instruktør Charlotte Sielings side – og anerkende, at de faktisk er lykkedes med deres mission.
’Vejen hjem’ er nemlig en gribende fortælling om en far, der skal indse, at hans søn måske ikke kan reddes, flot løftet af en troværdig skildring af Syrien og de radikaliserede miljøer og mere end kompetent iscenesat af Sieling med god erfaring fra serier som ’Homeland’ og ’The Americans’ at trække på.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Kalak’
At Isabella Eklöf kan lave kompromisløst hårde overgrebsfortællinger, så man helst vil kigge væk, men alligevel ikke kan, viste Bodil-vinderen ’Holiday’ med Vic Carmen Sonne i al sin rystende tydelighed.
Derfor burde man måske ikke blive overrasket, når hendes filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman åbner med en eksplicit indstilling af en far, der giver et blowjob til sin voksne søn. Men det sætter alligevel scenen for en film, der ingenlunde er interesseret i at forstærke den danske romantisering af Grønland, men derimod gå dybt og frygtløst til det komplicerede forhold mellem Danmark og den snerige ø med historien om den danske sygeplejerske, der flytter til Nuuk og lader sig fascinere af den lokale kultur.
Resultatet er en kompleks film om kolonialisme og misbrugets arvelige traumer, der sine steder hæmmes af svingende skuespilpræstationer, men ikke desto mindre overbevisende præsenterer en side af Grønland – og danskerne – meget langt fra Nissebanden.
Kan ses på Filmstriben, Viaplay, Blockbuster og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Før stormen’
Det danske biografår har budt på den første reelle strømning af kunstnerisk vellykkede klimafilm, fra ’Hjortestien’ til ’Rød himmel’, og også fra den lokale muld har vi fået en filmoplevelse, der indkapsler klimaets voldsomme forandringer ud fra et uhyre specifikt hjørne af jordkloden.
Vi befinder os nemlig på den diminutive ø Mandø, hvor de 27 beboere lever et afsondret liv truet af de nye generationers flugt til fastlandet og de stigende vandstandenes ildevarslende kraft. Juan Palacios og medinstruktør Sofie Husum Johansen kommer tæt på flere af øens skæbner, særligt den uimodståelige ungkarl Gregers, der blev vraget af ’Landmand søger kærlighed’ og har svært ved at se, hvor romantikken skal komme fra.
’Før stormen’ er smukt iscenesat, så den med et skær af abstrakt poesi løfter sig fra det utroligt konkrete til en almenmenneskelig film om at stå helt alene i en verden i forandring.
Og så er den heldigvis også både rørende og morsom undervejs.
Kan ses på TV 2 Play. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Fuld af kærlighed’
Christina Rosendahl trak modigt og personligt på sine egne barndomsoplevelser med sin film om at være pårørende til en flintrende alkoholiker.
Og det kunne man mærke. For ’Fuld af kærlighed’ var som at være inde i hovedet på den 20-årige Sofia, der forsøger at glatte ud og gøre alle glade, mens hendes fars brandert eskalerer, og hendes mor ser alt for tilgivende til.
Historien er rig på film om misbrugere, men det var forfriskende interessant at opleve misbruget fra de pårørendes synsvinkel, for det er i mange tilfælde her, tragedien er størst. Rosendahl forløste det selvbiografiske udgangspunkt, så man både troede på den lille familie i parcelhuskvarteret og heppede på Sofia i hendes kamp for at gøre faren rask.
Man kan ikke helt ignorere, at ’Fuld af kærlighed’ har et klart budskab, den vil servere, og aspirationen om at hjælpe virkelighedens pårørende overskygger enkelte steder det kunstneriske udtryk, men Rosendahl gør immervæk sit for at skabe en både sanselig og visuel oplevelse ud af den relativt leverpostejsgrå danske virkelighed, fortællingen foregår i.
Stine Stengade og Lars Ranthe leverer nogle af karrierens bedste præstationer, mens Viilbjørk Malling Agger slår såret og sørgmodigt igennem i hovedrollen.
Kan ses på Blockbuster og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’The Son and the Moon’
Vi havde helt ærligt ikke forventet, at årets mest gribende og kunstnerisk stimulerende danske filmoplevelse skulle komme fra en dokumentar, der efter premieren på CPH:DOX-festivalen i marts skulle vises direkte på TV 2.
Og vi havde heller ikke forventet, at endnu en dansk dokumentar, hvor instruktøren vender kameraet mod sig selv, ville kunne efterlade afgørende aftryk i en verden, hvor der ellers er rigeligt at filme med kameraet vendt den anden vej.
Ikke desto mindre var Roja Pakaris ’The Son and the Moon’ (’Min arv bor dig’) simpelthen uafrystelig. Den filmskoleuddannede instruktør filmer sig selv og sin familie, mens hun er i behandling for knoglemarvskræft, og vi kommer helt tæt på, mens hendes lille søn Oskar har svært ved at knytte sig til sin mor, som han mest kender fra hospitalssengen.
Scenerne mellem de to slår den emotionelle bund ud af selv de mest hårdføre, men filmens sande kunst er den større historie, der elegant åbner sig i Rojas tanker om det, hun gerne vil efterlade sin søn, også selvom han måske ikke kommer til at huske hende.
Rojas egne barndomsminder fra Iran vækkes smidigt til live, mens hun anstrenger sig for at lære sin søn farsi og at interessere sig for sin mors families arv og kultur.
Derigennem hæver filmen sig over det snagende intime og bliver til en smuk skildring af alt det, vi gerne vil give videre til vores børn – og det, vi mere ufrivilligt giver videre, tvunget af omstændighederne.
’The Son and the Moon’ er et uforglemmeligt kærlighedsbrev fra en mor til en søn, og vi andre skal prise os lykkelige for, at vi fik lov at læse med.
Kan ses på TV 2 under titlen ‘Min arv bor i dig’. Læs Soundvenues anmeldelse.