Fansene fik sig lidt af et chok, da Ethel Cain i sidste uge udgav ‘Perverts’.
Væk var de iørefaldende melodier, de nærmest episke omkvæd og den varme, drømmeagtige glød, der lød som solbeskinnet frihed på de uendelige amerikanske motorveje. Væk var, ja, alt, der gjorde sange som ’American Teenager’ og ’A House in Nebraska’ så populære som stemningssættende baggrundsmusik i TikTok-videoer og Instagram-stories – og dermed alt, der gjorde Ethel Cain til en af indiescenens mest lovende stjernespirer.
Det, der på forgængeren ’Preachers Daughter’ lød som sødmefuld, æstetiseret melankoli, lyder på ’Perverts’ som mareridtsagtig rædsel og truende ondskab, og det, der før var deciderede sange, er for størstedelen af projektets vedkommende erstattet af lange, abstrakte støj- og dronekompositioner.
At dømme efter reaktionerne på sociale medier er det ikke nødvendigvis det, mange Ethel Cain-fans havde drømt om, og meget tyder på, at det er helt med vilje. »Jeg ville virkelig elske at have en meget mindre fanbase«, udtalte musikeren i et interview med The Guardian tilbage i 2023, hvor hun blandt andet beskrev opmærksomheden, hun havde fået på TikTok, som overvældende og sommetider ubehagelig.
På den måde skriver Cain sig ind i en lang og stolt tradition af musikere, der er fuldstændig ligeglade med, hvad lytterne vil have. Nogle gange fordi de helt bevidst ønsker at fremmedgøre dem, andre gange fordi inspirationen leder dem ned ad nye, ubetrådte stier. Her har vi samlet fem album fra de seneste 10 år, der ligesom ’Perverts’ gik i en helt anden retning end forventet.
Tidsrammen gør selvfølgelig, at vi går udenom en lang række ikoniske øjeblikke, som da John Lennon i 1968 introducerede sig selv som solokunstner med en halv times improviseret, dissonant båndmanipulation på kollageværket ’Unfinished Music No. 1: Two Virgins’, skabt i samarbejde med avantgardekunstneren – og hans fremtidige hustru – Yoko Ono.
Eller da Lou Reed i 1975 fulgte sin hidtil bedst sælgende plade, ’Sally Can’t Dance’, op med dobbeltalbummet ’Metal Machine Music’, der består af intet andet end guitarfeedback og på bedst tænkelige måde lyder som indersiden af et sort hul. Eller da Radiohead, efter med ’OK Computer’ at være blev udråbt til rockens frelsere, nærmest fuldstændig vendte ryggen til guitarmusikken på det atmosfæriske, elektroniske værk ’Kid A’.
Også i nyere tid findes der plader, som vi ikke fik plads til på listen, men som så sandelig også har formået at få fans til at føle sig både forvirrede og fremmedgjorte. Det gælder for eksempel samtlige af Lady Gagas jazzplader for ikke at tale om de mange rapper, der i tidens løb med mere eller mindre held har forsøgt sig med rockmusik.
Og hvis Solange nogensinde udgiver det tubaalbum, hun efter sigende arbejder på, bliver vi nok nødt til at revidere listen her.
André 3000 ’New Blue Sun’ (2023)
At den legendariske sydstatsrapper André 3000 efter to årtiers albumpause skulle vende tilbage med et 87 minutter langt new age-album – hans solodebut, vel at mærke – hvor han overhovedet ikke rapper, men derimod spiller fløjte, er der næppe nogen, der i deres vildeste fantasi havde drømt om. Det skulle da være de rejsende i Los Angeles International Airport.
At albummet faktisk er en succes er næsten endnu vildere, men det er det svært at komme udenom, at det er: ’New Blue Sun’ er et umådeligt detaljeret, farverigt album, der føles som en slags lindrende, musikalsk salve mod verdens ondskab. Og selvom der i begyndelse ganske vist var ikke så få skuffede Outkast-fans, der med nyheden om albummet fik sat næsen op efter igen at høre André 3000’s unikke stemme, endte det lykkeligt. Til næste måneds Grammys er ‘New Blue Sun’ trods alt nomineret til årets album.
Playboi Carti ‘Whole Lotta Red’ (2020)
Mens André 3000 så småt vendte sig mod ambient pastoralidyl, gik Playboi Carti på ’Whole Lotta Red’ i den diametralt modsatte retning. ’Whole Lotta Red’ er et brutalt album, hvor beatene smuldrer under lag af forvrængning, hvor bassen er så tung, at den føles decideret faretruende, og hvor hovedpersonen rapper med en stemme så hæs og nærmest skrigende, at den lyder mere beslægtet med metal end med hiphop.
Fem år senere står ’Whole Lotta Red’ som et generationsdefinerende værk, der har inspireret utallige efterligninger og lagt fundamentet for den ultrapopulære rage rap-genre, men da albummet udkom juleaften 2020, var sagen en ganske anden. De, der er også dengang var kronisk online, vil kunne huske, hvordan albummet delte vandene i en grad, som det sjældent er set siden Moses og Det Røde Hav. På ikke så få internetfora herskede borgerkrigslignende tilstande mellem dem, der kunne lide albummet, og dem, der ikke kunne.
Bon Iver ’22, a Million’ (2016)
Bon Ivers tredje album står tilbage som et af de mest radikale venstresving i nyere musikhistorie. Ikke fordi bandets take på electronica nødvendigvis er lige så revolutionerende, som det nogle gange bliver talt op til, men fordi alt lige fra de tørre elektroniske beats til de forvrængede synthesizere – for slet ikke at tale om de kryptiske, Aphex Twin-agtige sangtitler – var så fjernt fra den fintfølende indiefolk, Justin Vernon brød igennem med. Han havde ikke bare forladt skovhytten, han var rejst til en anden galakse.
Fansene var snotforvirrede lige fra dobbeltsinglen ’22 (Over Soon)’ og ’10 Deathbreast’ (eller ’22 (OVER S∞∞N)’ og ’10 d E A T h b R E a s T ⊠ ⊠’, hvis vi skal komme bandet lidt i møde), og de blev ikke mindre mundlamme, da det fulde album også viste sig at rumme straight up ambiente skæringer og en overflod af samples fra gospelgrupper og irske folkesangere.
Mange åndede lettede op, da Vernon sidste år vendte tilbage til rødderne på ep’en ’Sable’, men med tiden lærte selv de største skeptikere også at elske ’22, a Million’. Et levende bevis på, at man sagtens kan vende vrangen ud på sit eget musikalske univers, så længe man bevarer den emotionelle kerne.
Miley Cyrus ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’ (2015)
Bevares: Allerede dengang kendte vi Miley Cyrus som én, der gør fuldstændig, som hun vil, men da hun i 2015 gik udenom sit pladeselskab og helt gratis udgav dette halvanden time lange, besynderlige og i momenter fremragende samarbejde med de psykedeliske rockexcentrikere The Flaming Lips, var det alligevel lidt af et chok.
Albummet kom efter en periode, hvor Cyrus med hits som ’Wrecking Ball’ og ’We Can’t Stop’ var blevet kørt i stilling som den næste helt store popstjerne, og ’Miley Cyrus & Her Dead Petz’ lød ærligt talt lidt som et karriereselvmord.
Så galt gik det dog ikke. Og selvom albummet – der blandt andet gav os en ganske grænseoverskridende monolog om en »baby-snakkende« mand og en ekstremt dramatisk elegi til en guldfisk – fik en nærmest universelt dårlig modtagelse, huskes det i dag nok mest som et sjovt kuriosum, som er med til at gøre Miley Cyrus til den fascinerende karakter, hun er.
Arctic Monkeys ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ (2018)
Det burde ikke være kommet som den store overraskelse, at Arctic Monkeys rystede posen på deres sjette album, for lige siden de på ‘Humbug’ fra 2009 tog på ørkenvandring med Queens of the Stone Age-frontmand Josh Homme, er bandet gået nye veje stort set hver eneste gang, de har udgivet musik.
Ingen havde dog regnet med, at de veje nogensinde ville føre til … månen? Men jo, ’Tranquility Base Hotel & Casino’ er opkaldt efter den overflade, hvor Neil Armstrong i 1969 plantede sit flag, og som på Sheffield-kvartettens surrealistiske, sci-fi-inspirerede konceptalbum selvfølgelig også fungerer som et luksusresort for charterturister med hang til hasardspil.
At musikken ovenikøbet lander et sted mellem psykedelisk 60’er-pop og lounget, småjazzet artrock gjorde kun det hele endnu mere perplekst, ikke mindst fordi albummet fulgte i hælene på storsuccesen ’AM’. Fansene var ikke skuffede, de var forvirrede.
Men som Soundvenues Marie Ulrich Østergaard i sin anmeldelse formulerede det om frontmand Alex Turner: »Hvorfor egentlig forvente, at et så uomtvisteligt og karismatisk talent, som brød igennem på randen af sine teenageår, skulle bruge sine 20’ere på at stå stille?«.