ANALYSE. På den ene side har vi et Sheffield-band dannet i 70’erne, som slog igennem i 90’erne med melodiøs britpop fra øverste hylde, der var både samfundssatirisk og selvransagende. De gik hvert til sit i 2002.
På den anden side har vi et brødrepar fra Virginia Beach, der blev dannet i 90’erne, og som for alvor gjorde sig bemærket, da de med producerduoen The Neptunes i ryggen begyndte at udgive noget af samtidens mest hårdkogte coke-rap, samme år som førnævnte rockband gik i opløsning. Kun otte år efter deres gennembrud gik de dog også hvert til sit.
Der har gennem årene ikke været meget, der forener Pulp og Clipse, udover at de gik i opløsning og sporadisk fra tid til anden havde små genforeninger. Men i 2025 fik de noget nyt til fælles: De har nemlig stået bag to af årets allerbedste udgivelser efter albumpauser på mere end et årti – i Pulps tilfælde endda mere end to årtier.
Comebacket er ikke en let disciplin. I 2015 så vi en lange række af comeback-forsøg, og kvaliteten var mildest talt svingende. Det er svært at gøre sig selv interessant igen, når musikkens verden jo ikke har stået stille i den tid, man har været væk – og når man også som menneske og kunstner står et andet sted, end man gjorde, da man oprindeligt var fremme.
Mange comeback-forsøg ender med at lyde enten som fortidslevn eller som forsøg på at jage trends i håbet på atter at være aktuel – som da Dr. Dre i 2015 forsøgte at rappe over trap-produktioner på sit første album i 16 år.
Alligevel har både Clipse og Pulp ramt hovedet på sømmet og skabt værker, der tåler at stå side om side med bagkatalogets glansstunder. Men hvordan?
Forstå, hvad der gjorde jer spændende
Hverken Clipses ‘Let God Sort Em Out’ eller Pulps ‘More’ kan reduceres til gentagelser af fortidens glansstunder. Men de forstår, hvilke styrker fra storhedstiden de skal holde fast i.
På ‘Let God Sort Em Out’ har Clipse eksempelvis sørget for at fortsætte samarbejdet med Pharrell Williams som producer, og ligesom på de oprindelige Clipse-album leverer han nogle af sine mest spartanske beats, der er lige så minimalistiske, som de er voldsomme.
Minimalismen giver rapperne plads til at udfolde sig som albummets egentlige hovedpersoner, og ligesom i 00’erne får deres coke-rap de slagkraftige produktioner til at lyde endnu hårdere.
Pulps ‘More’ er produceret af James Ford, der ikke tidligere har produceret for Pulp, men som gennem sit arbejde med navne som Blur, The Last Dinner Party, Florence and the Machine og ikke mindst Arctic Monkeys absolut har vist sig værdig til at skabe et rockunivers, der er lige så pompøst, som det er tænksomt – hvilket jo også var tilfældet på Pulps hovedværker fra 90’erne.
Dynamikken mellem Clipse-medlemmerne Malice og Pusha T slår lige så mange gnister, som den altid har gjort. Brødreparret matcher hinandens energi og tilgang til såvel flows som lyrik på en måde, der gør, at de næsten bliver en fælles organisme. De lyder lige så blodtørstige, som de gjorde for 20 år siden, når de rapper om at uddele »Mike Tyson blow to the face«.
Jarvis Cocker fra Pulp skriver sange med samme grad af humor og bid, som de havde for 30 år siden: »Factories lie empty / Manufacturing emptiness«, synger Cocker på den nye ‘The Hymn of the North’.
… men husk også at kigge fremad
Vi befinder os dog ikke længere i 90’erne eller 00’erne, så selv hvis man kan finde frem til kerneværdierne fra den oprindelige storhedstid, skal man selvfølgelig også have noget nyt at byde på.
Mange comeback-udgivelser tager derfor det fornuftige, men også lidt forudsigelige træk, at de laver sange om at være blevet ældre. Kunstnere som Will Smith, Billy Idol og førnævnte Dr. Dre har alle sange på deres knap så vellykkede comeback-album, der beskriver, at tingene har ændret sig, men Clipse og Pulp er villige til også at lyde som om, ting har ændret sig.
Clipse både åbner og afslutter deres seneste album med noget så uhørt som gospel-indflydelser – noget, der får deres mest introspektive udgivelse til dato til også at lyde af, at Clipse er et andet sted i deres liv.
På samme vis er ‘More’ (trods sin titel) ikke blot mere af samme skuffe for Pulp. James Fords spændstige, dynamiske produktioner lyder helt i trit med samtidens bedste engelske artrock.
Ømme ballader som ‘Partial Eclipse’ og ‘Farmers Market’ viser en nyfunden forsigtighed, mens lukkeren ‘A Sunset’ forener Pulps glæde for teatralske armbevægelser med rustik country-sentimentalitet – et genre-mashup, der vidner om fortsat store ambitioner for gruppen.
Succesen skyldes måske også, at hverken Pusha T, Pharrell Williams eller Jarvis Cocker har været væk, blot fordi Clipse og Pulp har været på pause. Både Cocker og Pusha har stærke soloudgivelser på samvittigheden, og begge har gjort en dyd ud af altid at højne ambitionsniveauet.
Pharrell har tilsvarende set, hvordan hiphopproduktion har udviklet sig, og han har sørget for at gøre sin lyd tungere og mere drabelig i lyset af, at ‘Let God Sort Em Out’ skal eksistere i en verden, hvor ‘Whole Lotta Red’, ‘Yeezus’, og mangt et Denzel Curry-projekt på hver sin måde har redefineret, hvad man snakker om, når man snakker om hård hiphop.
Det er lektioner, som er vigtige at holde fast i, nærmest uanset genren. Mange af de bedste comeback-album i nyere tid forstår netop at genfinde magien uden at sidde fast i fortiden: Sidste års ‘Songs of a Lost World’ af The Cure, A Tribe Called Quests 2016-afskedsseance ‘We Got It From Here’, D’Angelos ‘Black Messiah’, The Avalanches’ ‘Wildflower’.
Hvis Oasis talte sandt, da de udmeldte, at der er et nyt album på vej, kan man kun håbe, at de kigger deres gamle britpop-kolleger over skuldrene.
Clipses ‘Let God Sort Em Out’ og Pulps ‘More’ er ude nu.