’Skyggejagt’: Biografaktuel hævnfilm står allerede i skyggen af Guldpalme-vinder
Jeg har altid haft en vis fascination for det sjældne fænomen, man kalder tvillingefilm:
To film med nært beslægtede plots, der udkommer kort efter hinanden og uundværgeligt sammenlignes – tænk magifilmene ’The Prestige’ og ’The Illusionist’ i 2006 eller ’Elvis’ over for ’Priscilla’.
Tvillingefilm kan være med til at krystallisere, hvad det ene værk gør særligt godt eller dårligt i forhold til det andet.
Og selvom sammenligningerne sjældent er retfærdige, er det alligevel svært at dy sig.
I tilfældet ’Skyggejagt’ af debutanten Jonathan Millet, der var udtaget til parallelprogrammet ved filmfestivalen i Cannes sidste år, er der god grund til, at den er blevet overskygget af Jafar Panahis Guldpalme-vinder ’It Was Just an Accident’ fra i år.
Begge handler om ofre for totalitære styrer, der kommer på sporet af de fangevogtere, som de mistænker for at have tortureret dem i henholdsvis Syrien og Iran. I begge film tvinges hovedkaraktererne til at vælge mellem hævn og tilgivelse – et valg, der kompliceres af en nagende tvivl, fordi de har haft bind for øjnene i fængslet og derfor ikke kan være sikre på, om de har fat i den rigtige.
Panahis film er en vital kritik af det iranske præstestyre, der konstant indfanger nye nuancer af, hvordan lokalsamfundet er gennemsyret af systemisk korruption, som gør naboer til fjender og driver dem mod selvtægt. Konstant medrivende, intellektuelt stimulerende og med et virtuost filmsprog, der udvider de lukkede biler, karaktererne opholder sig i, og skubber mod de thrillerkonventioner, filmen bruger.
Jeg havde ingen forventninger om, at en debutant skulle arbejde på samme niveau som en mester som Panahi, da jeg gik ind til ’Skyggejagt’. Alligevel var det bemærkelsesværdigt, hvordan Millets film i kontrast føltes mekanisk og lukket om sig selv – tynget af de genrekonventioner fra spionfilmen, den forsøger at forskubbe, men som ender med at diktere filmen.
Adam Bessa (’Extraction’-filmene) spiller Hamid, der har mistet sin kone og datter i bombardementerne i Aleppo og siden er blevet fængslet i Assad-regimets berygtede Sednaya-fængsel, hvor han blev tortureret inden sin løsladelse i 2014.
Han er nu del af en international selvtægtsgruppe på udkig efter syriske krigsforbrydere i skjul i Europa – herunder sin egen fangevogter Harfaz, som han får færten af i Strasbourg. Men er det virkelig ham, og hvor langt er Hamid villig til at gå for at opnå retfærdighed?
Langsomt piller instruktøren lag af sin indesluttede hovedkarakter, der udelukkende har hævnen tilbage at leve for. Intentionen er et slowburn-karakterstudie, men Millet har – som mange andre debuterende kunstfilminstruktører – en ærgerlig tendens til at skabe fremdrift gennem vidensfald, hvilket gør, at hans scener sjældent bliver interessante.
Hver ny erkendelse om Hamids fortid skriger plot point, og det forfladiger de sparsomme scener om hans eksiltilværelse i Frankrig, hvor han skal leve sit liv på vegne af alle, han har efterladt tilbage i Syrien. Lænket til fortiden.
Scenernes hovedformål er ofte at introducere en ny brik til publikums mentale puslespil af hovedkarakteren – en øvelse, der blegner under den skematiske fortællebue.
Der er flere gode filmiske ideer undervejs, som aldrig helt løfter sig: Det er for eksempel en pointe, at Hamid både er reduceret til og stiller spørgsmålstegn ved sine sanser, når han må bruge sin lugte- og høresans til at identificere Harfaz, fordi han ikke ved, hvordan han ser ud. Det tvinger Hamid til at komme meget tæt på ham, men Millet får ikke nær så meget suspense ud af det ’The Conversation’-agtige greb, som man kunne håbe.
Noget mindre subtilt er det, når Hamid mødes virtuelt med sin enhed i et skydespil, hvor rollerne er byttet om, så det er hans avatar, der bærer geværet, mens han planlægger sin fangevogters undergang. Er ofrerne dømt til at blive bødler?
Denne pointe videreudvikles i en scene, der er som taget ud af Michael Manns ’Heat’. Her sidder Hamid ansigt til ansigt med Harfaz ved et restaurantbord, og lighedstrækkene mellem dem hober sig op: De er jævnaldrende, syrere, studerende, traumatiserede, savner deres mødre. Man får fornemmelsen af, at de måske kunne have været venner, hvis deres liv havde formet sig anderledes.
Idéen er god, men desværre formøbler filmen karakternuancerne, den indre konflikt og selvransagelsen, fordi hver scene føles, som om den er på vej videre til den næste med sine glatte billeder og overfladiske handlinger.
Det er en pointe, at Hamids jagt efter retfærdighed er altopslugende og tvinger ham til at tilsidesætte alle nære relationer, hvilket giver karakteren meget lidt at spille bold med. Men så kunne filmen oplagt have sat mere ind på en dybdegående skildring af dynamikkerne i den ærgerligt uudforskede selvtægtsgruppe, han er en del af.
I stedet ender ’Skyggejagt’ med at fremstå uspecifik og karikeret.
Kort sagt:
En syrisk mand vil hævne sig på sin fangevogter i Jonathan Millets ujævne thriller, der formøbler sin medrivende præmis.