Der var på forhånd tårnhøje forventninger til filmsommeren 2025. Ængstelige forventninger, kan man måske endda tilføje.
For første gang efter corona-pandemien skulle vi nemlig have en filmsommer uden undskyldninger. Ingen bagvedlæggende årsager som en pandemi og en strejke til at forklare, hvorfor Hollywood ikke leverer varen, og hvorfor biografer over hele verden, inklusive Danmark, lider som konsekvens.
Men til gengæld, akkumuleret af disse kriseår, et kæmpe pres på, at amerikansk mainstreamfilm serverer sommerblockbusters, der kan trække folk i sæderne. Et pres forstærket af, at nogle af Hollywoods ellers største box office-garanter med Marvel i spidsen har vist svaghedstegn de senere år.
Med andre ord: Nu måtte det ikke gå galt!
Sommeren er et afgørende tidspunkt for hele filmens økosystem og har været det, siden Spielbergs ’Jaws’ i slutningen af 70’erne skabte kutyme for, at store eskapistiske mainstreamflicks skulle lægge gaderne øde i de varme måneder.
Det tunge ansvar lå i år på skuldrene af nye film fra D.C. og Marvel, som på forhånd blev vurderet som decideret skæbnebestemmende milepæle for de to på hver deres måde vaklende superheltebrands.
’Superman’ og ’The Fantastic Four’ blev suppleret af andre franchises, reboots og originale satsninger, som skulle vise, om de kunne stå distancen på et tidspunkt. Deres samlede skæbne kan være med til at afgøre, hvilke film Hollywood byder os i fremtiden.
Så nu hvor sommeren er ved at gå på hæld … hvordan gik det så?
Lad os starte med det kollektive lettelsens suk, der svæver hele vejen gennem denne helt overordnede pointe: Det har været en bragende god sommer for biograferne!
De endelige tal er endnu ikke opgjort, men kan meget vel vise sig at komme op og kysse niveauet fra før pandemien for første gang. Og langt de fleste store studiesatsninger er kommet tørskoet i land:
Fra foråret satte familiefilmene ’A Minecraft Movie’ og ’Lilo & Stitch’ barren højt. ’Superman’ er allerede den bedst sælgende film om den kappeklædte helt nogensinde, ’F1’ er blevet Apples største biografhit gennem tiden, og ’Fantastic Four’ er årets mest indtjenende Marvel-film. ’Jurassic World: Rebirth’ passerer måske ikke det gyldne mærke på én milliard dollars som de tidligere installationer i dinofranchisen, men overgås dog stadig kun af førnævnte ’Minecraft’ og ’Lilo & Stitch’ i det samlede billede.
Kun én af sommerens dyre satsninger kan stemples som et flop (den kommer vi til), og sammen med et triumftog for flere andre knap så stort anlagte film har det skabt fulde huse i biografer verden over.
Men hvad er det så, succeserne har lært os om, hvad folk vil have – og hvilke konsekvenser vil sommeren få for os alle sammen?
Her er overskrifterne:
1. Intet over familiefilmene
Årets to største film ud over den lokalt kinesiske megasucces ’Ne Zha 2’ er Disneys genindspilning af ’Lilo og Stitch’ og filmatiseringen af ’Minecraft’ med Jack Black og Jason Momoa. To pladser nede på listen finder man et andet liveaction-remake, ’How to Train Your Dragon’.
Det kan godt være, at Disney fik prygl for liveaction-udgaven af ’Snehvide’, men tallene taler for sig selv: Familierne bruger gerne penge på overhalinger af de gamle hits, som forældrene selv har et forhold til. Og det er således svært at bebrejde Disney for at blive ved med at lave dem. Både Lilo og dragefilmen var endda hæderlige.
Den vigtigste konklusion er dog den mere generelle, at af alle ’genrer’, som folk gerne vil kaste deres hårdt opsparede lønkroner efter, er film for hele familien den stærkeste.
Man kunne blot ønske sig, at familierne også blev tiltrukket af andet end ny vin på gamle flasker.
2. Nostalgien driver
Men meget apropos: Er der noget, der suger modne mennesker mod billetlugerne, er det oplevelser, som smager af det, de kender og elsker i forvejen.
Formel 1-filmen ’F1’ er det perfekte eksempel, en sportsfilm så nostalgisk modelleret efter ’Top Gun: Maverick’-succesen i alt fra fortælling til karakterer og visuelt udtryk, at det halve kunne være nok. En god gammeldags blockbuster med masser af fart og gang i den, flotte solbeskinnede billeder og lidt følelser undervejs, tilsat en vaskeægte superstjerne med samme patina som de mange mænd i biografsædet.
’Jurassic World: Rebirth’ er selvfølgelig også langt hen ad vejen et nostalgi-play, hvor langt væk fra Spielbergs originale mesterværk franchisen ellers er kommet, mens ’Superman’ med riffet på det gamle John Williams-score og den klassiske tolkning af figuren også havde et klart lag nostalgi indbygget. Selv ’Fantastic Four’ flirtede med nostalgi i sit retroudtryk.
Og endelig var der sommerens store komedie, rebootet af ’Naked Gun’, der i den grad også gik efter +40-målgruppen, der kunne huske de gamle spooffilm.
Nostalgi-malkningen er kommet for at blive.
3. Superheltene lever, men er ikke usårlige
’Superman’ var den ventede første film i James Gunn og Peter Safrans meget omtalte overhaling af D.C.-franchisen, og vi var mange, der drog et lettelsens suk over at opleve en medrivende, sjov og relativt nuanceret fortælling oven på Zack Snyders ulidelige dystre regime.
Det nye D.C. havde brug for en god start, og det fik de med ’Superman’, også økonomisk. Så må vi se, om man kan opretholde interessen med de kommende film, eller om det mest var nyhedens interesse og en generelt god buzz om det enkelte værk, der drev populariteten.
’Fantastic Four’ fik en generelt fin modtagelse som den bedste Marvel-film længe og har klaret sig godt ved billetlugerne. Det er dog samtidig en realitet, at vi er langt fra højderne fra de glade ’Avengers’-dage, og at den generelle tendens er, at interessen for Marvels superhelte er faldende. Filmen genopfandt heller ikke decideret formlen.
Den store test på, om udviklingen kan vendes, kommer ved premieren på ’Avengers: Doomsday’ næste år, men selvom man på ingen måde skal lægge superheltene i graven, er min personlige vurdering, at den nedadgående kurve er kommet for at blive overordnet set. Jeg tror – og håber sådan set også – at superheltenes storhedstid er ovre.
4. Hollywood prøver rent faktisk at lave gode film
Den gode nyhed som biografgænger er, at man mærker, at Hollywood satser langt stærkere på kvalitet end i mange år.
Det kan måske lyde fjollet – for prøver man ikke altid at lave de bedst mulige film?
Well … Marvel er et glimrende eksempel på, at kvantitet kom til at overtrumfe kvalitet, og Disney har selv været bevidste om, at der var brug for at skrue på knapperne for at modgå den stigende superheltetræthed blandt selv trofaste fans. Resultatet er færre film i biograferne (og færre serier på Disney+), men til gengæld øget fokus på at lave noget, der føles friskt. En film som ’Fantastic Four’ med en mere gennemført æstetik og fortælling end længe i Marvel-regi var en god start.
Det er svært at trække folk i biograferne i en streaming- og mobil-tid, og erkendelsen hos studierne er i stigende grad, at de ikke kan spise folk af med de mest gennemskuelige metervarer.
Meget kan man sige om ’F1’, men der er fantastisk produktionsværdi og analoge racerscener i den film, og om man så kan lide James Gunns ’Superman’ eller ej, er det useriøst at afskrive den som venstrehåndsarbejde.
’Barbie’ var med til at vise, hvilken alkymi der kan opstå, når man sætter en seriøst visionær instruktør sammen med et kommercielt brand, og den tendens, synes jeg, lover godt for studiernes arbejde med franchises fremover.
Samtidig higer mange af os naturligvis efter nyt blod oven på alle de gennemtæskede franchises …
5. Og der er efterspørgsel efter det nye …
Man skal helt ned på 12. pladsen på listen over årets mest sælgende film for at finde en titel, der ikke er baseret på en allerede eksisterende franchise. Den film er så også en sensation, der indgyder håb.
Ryan Cooglers ’Sinners’ havde et forunderligt flot run i især de amerikanske biografer, hvor dens popularitet helt uhørt nærmest ikke faldt fra åbningsweekenden til de kommende uger.
Det var en kæmpe lettelse for studiet bag, det ellers pressede Warner (der har haft en helt forrygende sommer – de stod også bag blandt andet ’Minecraft’, udrulningen af ’F1’ og senest ’Weapons’), men i den grad også for alle os andre. Her var en voldsomt underholdende film, der blandede vampyr-lore med en intelligent behandling af amerikansk historie, og som folk virkelig strømmede til.
Det er den slags, der får studierne til at blive ved med at give nøglerne til idérige kvalitetsbevidste filmkunstnere, selv når bundlinjen fylder alt.
6. … Så længe det er uhyggeligt
Ud over nostalgi, superhelte og familiefilm er der én genre, der virkelig bryder lydmuren i biograferne i disse år: Gys.
Horrorfilmene passer perfekt til biografens fællesskab, og samtidig er løfterne om twists, choks og andre uventede drejninger pirrende som få andre tilløbsstykker.
Det har ført til en så stor horrorproduktion i amerikansk film, at flere har spurgt sig selv, om markedet snart er ved at være mættet.
Men hvis alle os, der gerne vil se originale film, ikke har horror-filmene, hvad har vi så?
Ud over ’Sinners’ kom tidligere på sommeren den glimrende ’28 Years Later’, der jo ret beset også er en franchisefilm, men dog en usædvanlig én af slagsen.
Og den mest hypede aktuelle film er Zach Greggers vilde ’Weapons’, som har fået en forrygende biografåbning, også herhjemme, hvor den blev sidste uges mest sete film. I en mindre skala har Philippou-brødrenes ’Bring Her Back’ været en af sommerens mest roste og omtalte film, og i franchiseregi har også den nye ’Final Destination’-film, ’Bloodlines’, gjort det godt.
Bong Joon-hos sci-fi-film ’Mickey 17’ er årets bedst sælgende originale ikke-horrorfilm, og den var endda en skuffelse holdt op mod det kolossale budget.
Blandt originale ikke-horrorfilm har Celine Songs ’Materialists’ været sommerens kommercielle succeshistorie takket være en markedsføringskampagne med løftet om et hedt trekantsdrama med tre hotte skuespillere, som filmen desværre ikke kunne leve op til.
Jeg vil ikke ligefrem kalde vores tid en god æra for originale film, men på de rette budgetter anviser film som ’Sinners’ og ’Weapons’ vejen for modig og nytænkende filmkunst, som vi forhåbentligt kommer til at høste frugterne af de kommende år.
7. Men hvad med det ene flop? Det kommer her:
Men hvad var sommerens enlige flop, som jeg nævnte i begyndelsen?
Pixars ’Elio’ – desværre.
Pixar har i nu en årrække fået kritik for at satse mere og mere på deres allerede kendte franchises end at skabe de originale oplevelser, der skabte deres succes.
Men mens mange havde mest travlt med at afskrive animationsstudiet, blev ’Elementært’ pludselig en flot biografsucces, og ’Inderst Inde 2’ var årets mest sælgende film i 2024.
Så godt gik det ikke for ’Elio’, der kæmpede med alvorlige problemer under tilblivelsen og skuffede efter premieren i juni. Hvilket er noget seriøst møg.
For det er klart, at det skærper Disney-koncernens fokus endnu mere mod opfølgere til ’De utrolige’, ’Find Nemo’, ’Toy Story’ og alle Pixars andre gamle hits. Men hvor skal de nye franchises komme fra, hvis man ikke længere tør satse på det nye?