SPOT09: Snospray – Space Invaders

Med deres legesyge lydbillede var Snospray blandt de mere muntre indslag på årets Spot-festival.

Sødladne og charmerende invaderede musikmageren Anders Arhøj og hans nye popprinsesse Signe Rosendal scenerummet i Filuren bagerst i Musikhuset med deres elektro-kitschede og helt igennem dansable rytmer og melodier. Al musikken blev afspillet fra en computer, mens de to i bedste electroclash-stil fyrede trin af fra danseskolernes hip hop undervisning i 80’erne og ind imellem havde besøg på scenen af to dansende kanin-agtige figurer uden øjne. Undervejs prydede et lækkert TI og C-64 inspireret videoshow bagtæppet og kompenserede for det manglende liveudtryk. Under et enkelt nummer, var grafikken afløst af en loopet videooptagelse fra en tur gennem en gennemgul rapsmark. Friskt og godt tænkt!

Heldigvis blev den ellers ret rendyrkede konceptuelle tilgang til showet brudt og blødt op af den charme og uskyldighed, der også i høj grad prægede udtrykket. Det nåede faktisk slet ikke at blive kedeligt. Nok var lydbilledet begrænset til blib-blob computerlyde, men stemningerne såvel som teksterne, der også prægede candyflosh-poppen, bød løbende på små overraskelser og interessante passager, som fantasien kunne lege med i. Ikke mindst de lækre reggae-twists, der flere gange piblede frem i numrene, var med til at give afveksling.

Som partyband, er Snospray den største og mest overbevisende overraskelse, jeg har oplevet længe. Hvad det så egentlig er, de vil med deres musik, udover at dyrke fascinationen af 80’erne, kunne nok være interessant at høre.

Foto: Søren Solkær Starbird

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af