’Joe’
Nicolas Cage har en højst eklektisk filmkarriere bag sig, der byder på både fejl- og pletskud. ’Joe’ hører så absolut til sidstnævnte kategori, hvor både Cage og David Gordon Green, filmens instruktør, er i topform.
Cage spiller en tidligere straffefange, der i mødet med en 15-årig dreng bliver sat på prøve af livet. Vi er i samme univers som i Jeff Nichols’ ligeledes fremragende ’Mud’, der også udforskede et sært venskabsforhold mellem voksne og børn. Faktisk spiller Tye Sheridan påvirkelig yngling i begge film – og begge gange med bravour.
Ligesom Nicolas Cage har instruktør David Gordon Green haft en svingende karriere, fra den sublimt sanselige ’George Washington’ til bagatelkomedier som ’Your Highness’. Men nu går det hele op i en højere enhed for makkerparret.
’Joe’ kan ses ved en forpremiere i Gloria på søndag og får ordinær dansk biografpremiere 21. august.
’Om heste og mænd’
Islandske Benedikt Erlingsson vækker i sin debutfilm ’Om heste og mænd’ mindelser om Roy Anderssons absurde univers.
De har den tørre deadpan-komik, de skønne billeder og den episodiske opbygning tilfælles. Derfor kan det også være svært at sætte ord på, hvad filmen egentlig handler om. Hvilket måske også er underordnet, for dens styrke ligger i de storladne, lyriske landskabsbilleder og dens kulsorte, svært vellykkede humor, som understreger, at islandsk film virkelig kan være sjovere end gennemsnittet.
Filmen er bygget op om en række små historier, der udforsker forholdet mellem mænd og deres heste, omringet af Islands smukke bjerge. Erlingsson har en baggrund som skuespiller, blandt andet i Lars von Triers ’Direktøren for det hele’, men debuterer her med en tragikomisk komedie, der ikke ligner noget, du har set før.
Læs også: Anmeldelse af ’Om heste og mænd’
’22 Jump Street’
De er ikke 21 længere. Men grinede du af ’21 Jump Street’ vil du med garanti grine endnu højere af ’22 Jump Street’. De to undercover-betjente Schmidt og Jenko, i skikkelse af en fedladen Jonah Hill og badejernet Channing Tatum, bliver sendt på en identisk mission i toeren – om end turen denne gang går til college.
De to instruktører, Phil Lord og Christopher Miller, spækker filmen med metaironiske replikker, der fortæller, at sequels altid er dyrere og dårligere. Dyrere har den nye film højst sandsynlig været, men til gengæld har kvaliteten også fulgt med. Der er ikke et kedeligt øjeblik i selskab med det umage makkerpar.
Er du i humør til et godt grin på søndag, skal du ikke snyde dig selv for endnu en omgang med tvivlsomt politiarbejde og platsjove jokes. ’22 Jump Street’ er sommerens bedste komedie.
Læs også: Anmeldelse af ’22 Jump Street’
’Forelsket i New York’
Vi vægrer os egentlig lidt ved at anbefale en film med en så bovlam titel som ’Forelsket i New York’, men originaltitlen er ’Begin Again’, og det indkapsler i højere grad den søde og underspillede fortælling, instruktør John Carney udfolder.
Carney brød igennem med den fine og originale håndholdte musical ’Once’, der foregik i Irland, og nu kører han et nogenlunde lignende format igennem i New York.
Keira Knightley spiller en ung sangerinde, der rejser til det store æble med sin kæreste, der får et hurtigt gennembrud og dropper hende. Hun er ved at pakke sydfrugterne sammen og opgive musikdrømmene, da hun møder en semi-falleret producer (Mark Ruffalo), som ser et lys i hende. Og sammen begiver de sig ud i at producere et album i New Yorks gader, renset fra kunstig studieproduktion og kommercielle ambitioner.
Der er måske noget lidt for æterisk let over ’Forelsket i New York’, men man kommer ikke uden om, at det er en særdeles charmerende film, der flot viger uden om mange af de værste klicheer. Man kan ikke lade være med at forlade biografen en lille smule glad i låget.
Læs også: Anmeldelse af ’Forelsket i New York’
’Når vinden rejser sig’
Hayao Miyazaki har de seneste årtier fortryllet alle, der har den mindste smule barnlighed og naivitet i sig, med sine magiske universer. Mesterværkerne er mange – fra ’Porco Rosso’ og ’Min nabo Totoro’ til ’Chihiro og heksene’ og ’Det levende slot’. Og det gør derfor ondt langt ind i sjælen, at ’Når vinden rejser sig’ bliver Miyazakis allersidste film.
Filmen handler om den japanske dreng Jiro, der drømmer om at blive pilot. Der er blot det problem, at han er nærsynet. Pilotdrømmene bliver derfor skiftet ud med en ingeniørfremtid, da Jiro beslutter sig for at designe det perfekte fly. Og tag ikke fejl, for på trods af at fortællingen er tegnet, er der ingen øvre aldersgrænse for at nyde filmens lyriske univers, der er lige dele varm og tragisk. En fortælling om kreativitet, kærlighed og ofringer.
Se Miyazakis svanesang i biograferne, mens du stadig kan nå det!
Læs også: Anmeldelse af ’Når vinden rejser sig’
’Enough Said’
Vi har allerede fortalt meget om denne films kvaliteter her på sitet – men nok er endnu ikke sagt.
Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini bærer ’Enough Said’ fremad i kraft af deres naturalistiske og overbevisende skuespil som de to lidt-mere-end-midaldrende mennesker, som skal finde sig selv efter forliste ægteskaber og deres børns snarlige flytten hjemmefra.
Det er noget så sjældent som en rom-com for voksne, og her er knap så mange brusende crescendoer og spektakulære kærlighedserklæringer, som genren normalt tilbyder. Til gengæld er der masser af hjerte og ikke mindst særdeles mange oprigtige grin, både takket være Julia Louis-Dreyfus’ uforlignelige komiske timing og en række fantastiske bipersoner ført an af Toni Colette, Ben Falcone og Catherine Keener.
Filmen giver rig mulighed for at smile gennem tårer, men er i sidste ende en optimistisk kærlighedserklæring til livet– bittersødt i betragtning af Gandolfinis efterfølgende og alt for tidlige død.
Læs også: Anmeldelse af ’Enough Said’
’Don Fabijans bekendelser’
Kroatiske film er så absolut ikke det, vi ser mest af på disse breddegrader. Så når en af slagsen slipper igennem nettet, er der grund til at forvente en vis kvalitet.
Humoren i Venko Bresans ’Don Fabijans bekendelser’ er begsort, og man tager sig selv i at grine, selvom man måske burde græde, når præsten Don Fabijan (Kresimir Mikic) prikker hul på alle kondomerne i landsbyen for at forøge fødselsraten.
Missionen lykkes, og i starten betyder babyboomet liv og glade dage for idealisten Fabijan. Snart må han dog erkende, at det har konsekvenser at lege Gud med folks præservativer. Det bliver til en effektiv satire på den katolske kirkes holdning til andre menneskers kroppe. Her spiddes den absurde verdensopfattelse, der kommer sig af at sætte tro over fornuft, og det gør ’Don Fabijans bekendelser’ til en både morsom og lærerig oplevelse.
Læs også: Anmeldelse af ’Don Fabijans bekendelser’