’Walking Distance’
’Walking Distance’ ville have været en fremragende kortfilm på 20-30 minutter. Sådan én med et par visuelt opfindsomme ideer, småpoetiske øjeblikke og en simpel pointe. Det rækker fortællingen fint til, men som spillefilm er mexicanske Alejandro Guzman Alvarez’ debut lige det trægeste.
Det er med tunge skridt, at historien om den ekstremt overvægtige Federico (Luca Ortega) trasker af sted. Midaldrende, hjertesvag og lidt forsagt tilbringer han al sin tid i sin faldefærdige lejlighed. Spiser, hører radio, ser fjernsyn. Købmandsvarerne får han bragt til døren, mens han tjener lidt småpenge på at fremstille halskæder og armbånd af perler ved sit stuebord. De alt for mange kilo har gjort kroppen til et fængsel for Federico.
Bare det at tage en T-shirt på er en svedfremkaldende kraftanstrengelse. I filmens første, smukt fotograferede scene ser vi det udført. Den enorme, bleglyserøde ryg er abstrakte hudfolder på hudfolder. Federicos åndedræt er allerede besværet, inden han tager en dyb indånding og giver sig i kast med at iklæde den bare, skinnende overkrop en gammel T-shirt så stor som et lille festivaltelt. Som kameraet bevæger sig tættere på, lukkes vi sympatisk, men aldrig fordømmende ind i Federicos lille verden. Det er en at de største styrker ved ’Walking Distance’.
Federicos søvngængertilværelse oven på sin elskede mors død ændrer sig dog efter et besøg fra søsteren og den joviale svoger med det venlige overskæg. De viser feriebilleder, og samme aften graver Federico sit gamle kamera med en ufremkaldt film frem. Hvilke glade minder om en bedre tid mon der gemmer sig derpå? Nysgerrigheden vækker ham og får ham til at forlade lejligheden og vakle usikkert ud i den virkelige verden og helt hen til fotobutikken. Nok ligger den i gåafstand, men for Federico er en tur rundt om hjørnet at sammenligne med at forcere en bjergtinde.
Et langsomt, tonstungt skridt ad gangen kæmper han sig ud af sit korporlige fængsel.
I fotobutikken opstår et umage venskab med den mutte emoteenager Paulo (sjovt spillet af Joel Figueroa), der sælger Federico et digitalkamera. Gennem linsen ser han nu verden med friske, nye øjne. Og pludselig gør det ham ikke engang noget, at Paulo grovspiser alle småkagerne, da den ranglede knægt kigger forbi lejligheden til en kop kaffe. Kameraet, det aparte venskab og det nye blik på verden har givet Federico noget at leve for igen. Så kan småkager være småkager.
Luca Ortega, der også har skrevet det rigeligt sentimentale musik til filmen, er sympatisk og god i hovedrollen. Af og til spærrer han øjnene (lidt for) barnligt-naivt op, når han ser resultatet af sine kameraknipserier. Verden er jo smuk – og så har han bare gemt sig inde i sin lejlighed og i sin krop alle de år.
Den debuterende instruktør Alejandro Guzman Alvarez fortæller finurligt om end forsimplet. Det hele handler om perspektiv: Èn mands gåafstand er en anden mands bjergtinde. Mere er der ikke at hente i ’Walking Distance’.
Kort sagt:
’Walking Distance’ er en kortfilm i spillefilmlængde. Den gennemsympatiske og simple fortælling om vigtigheden af venskab og livsmod luner med sin varme karakterer, men mangler psykologisk dybde.