PROLOG
Han havde set stykket flere gange, end han kunne tælle. Det var en del af hans jødiske opdragelse, da han var dreng. Hver gang stykket kom til Baltimore, tog hans mor børnene med i teatret. Da der kom en Hollywood-filmatisering, tog hun dem med i biografen. Han havde endda soundtracket på vinyl.
Stykket er en af Broadways tidløse musicals, ’Spillemand på en tagryg’. Om en forarmet jødisk mælkemand, som under jødeforfølgelsen i Rusland forsøger at finde passende partier til sine døtre i den lille shtetl Anatevka, imens traditionerne og tiden eroderer under ham. Det var et smukt stykke, syntes drengen fra Baltimore. Sjovt, storslået og ubærligt trist på samme tid.
Et halvt menneskeliv senere sidder den nu 57-årige dreng i et karmoisinrødt plyssæde på Broadway, 300 kilometer fra Baltimore, og ser stykket for første gang i mere end 40 år. Og kan som svoren ateist konstatere, at som jødisk opdragelsesværktøj fejlede det fælt.
Alligevel sidder det i ham. Han kan stadig hvert et ord til hver en sang. Han kan huske alle jokesene, ikke kun punchlinen, men også tilløbet. Og mens han sidder og mimer med, vælder det hele op i ham. Han indser, at nej, ’Spillemand på en tagryg’ gjorde ham ikke til en god jøde, men det var alligevel med til at gøre ham til den Ira Glass, vi kender i dag.
Så begynder han at græde.
Akt 1: Drengestemmen fra Baltimore
Det er i virkeligheden ikke en særlig skøn stemme. Lidt nasal. Lidt nørdet. Lidt neurotisk på den dér rastløse Woody Allen-måde. Og i telefonen fra New York er den det hele meget mere. Den stammer mere. Udstøder nervøse fnis. Bryder af og begynder forfra. Spurter gennem sætninger og skræver over stavelser, som om der blev taget tid på interviewet.
Hvad der på en måde også gør. En halv time sharp, sagde sekretæren. Aftalerne trænges om pladsen i stemmens kalender, og indtil det sidste risikerede vi, at der ville dukke et eller andet uopsætteligt op, så stemmen måtte tage et rain check. Den havde også kun tid til to danske journalister i anledning af sit besøg på Københavns Radiobiograf Festival, som den åbner med et scoop-liveshow i Imperial den 14. april.
»It’s Ira«, siger den. Ira Glass, that is. Stemmen og manden bag en af USA’s mest populære radiodokumentarer og podcasts, som han skabte i 1995. Et halvt år senere fik den det navn, den er kendt under i dag: ’This American Life’. Det er faktisk 20 år siden den dag, vi taler sammen.
»Oh, really? Happy birthday mee«, udbryder han med med en simuleret lillepigebegejstring, som får stemmen til at knække over på det forlængede e.
Det var disse drengede indslag, som for 20 år siden fik kanalchefer rundt omkring til at spørge, hvornår ’This American Life’ egentlig ville få sig en voksen vært. For Ira Glass lød ikke, som radioværter plejede at gøre. Han var hverken myndig eller autoritativ, han talte ikke, som om han var i radioen, men som om han var til kaffeslabberas i lytterens dagligstue.
I det hele taget lød programmet ikke som noget andet i æteren. Det var et patchwork af nyhedsjournalistik, New Journalism og fiktion. Ira Glass og hans redaktion opsnuste historier så små, at ingen andre journalister ænsede dem, så det store i dem og gjorde det prosaiske poetisk. De researchede historierne som en journalist, men fortalte dem som en forfatter, så de blev levende, dragende og nærværende.
Og så bandt de historierne – eller ’akterne’, som de kalder dem – sammen under et ugens tema, fra de snurrige og lommefilosofiske til de mere seriøse nyhedsagtige.
Egentlig ikke synderligt revolutionerende i sig selv. ’This American Life’ havde bare ligesom sin egen klang. De opfandt ikke instrumentet, men de spillede det på en måde, så det afgav helt nye lyde. Måske er det derfor, at så mange af programmets lyttere stadig føler, at de er med i en lille lukket klub. Som om de har fundet en hemmelig hule, hvor Ira Glass og hans redaktion sidder om et bål og fortæller historier og vinker dem ind i varmen.
Man får lyst til at blive hængende, spidse ørerne, blive underholdt, inspireret eller klogere, føle eller forstå, grine eller græde og ofte det hele på én gang ad de helt almindelige mennesker og deres helt ualmindelige historier, som befolker programmet.
Men ’This American Life’ er ikke længere en hemmelig hule, det er et himmelstræbende fyrtårn. De har 2,2 millioner lyttere i radioen og halvanden million podcastdownloads hver uge. Når de ikke ligger nummer ét på iTunes, er det typisk, fordi ’Serial’, deres egen spinoff, kører. De har inspireret snart sagt alle programmer, der er værd at lytte til, fra ’Radiolab’, ’99% Invisible’ og ’The Moth’ til vores eget ’Third Ear’.
Det er næppe en overdrivelse at hævde, at Ira Glass har en større del af æren for radiomediets renæssance og podcastens popularitet end nogen anden.
Ira Glass havde ikke råd til en voksen vært, og i dag er kanalcheferne holdt op med at spørge. De ved godt, at den voksne aldrig kommer. Og de har vænnet sig til den pibende drengestemme fra Baltimore. Som nu udstøder et fnis, når folk fortæller den, at den har »such a great radio voice!«.
Akt 2: Forbyttet på fødegangen – fortællingens anatomi
Det er en historie så utrolig, at den kun kan være sand.
Martha Miller og Sue McDonald blev født den samme dag på det samme hospital og voksede op 20 kilometer fra hinanden i to landsbyer i Wisconsin. Deres forældre var ikke ligefrem nære venner, men de færdedes i de samme cirkler, og en gang imellem sås de indbyrdes.
Alligevel var Martha og Sues barndomsår vidt forskellige. Marthas far var præst og evangelisk prædikant, og hun voksede op i et hjem med mange regler og få grin. I Sues barndomshjem var der derimod højt til loftet. Hendes forældre var selskabelige og lattermilde og havde ofte venner på besøg.
Men de to piger havde dét til fælles, at de stak ud. Det var, som om de ikke passede ind. Ud af en søskendeflok på syv var Martha den eneste lyshårede og den eneste, der ikke brugte briller. Hun var åben og gemytlig og havde mange flere venner end sine søskende. Hun var også den eneste i familien, der fortalte jokes, og hendes ironi gik som regel hen over hovedet på de andre. Sue skilte sig også ud. Hun var høj, slank og mørkhåret i en trivelig, blond familie, og socialt havde hun det svært. Hun var reserveret, melankolsk og stærkt troende, stik modsat sin populære bror, som havde sit eget band.
De var begge gift med tre børn, da de endelig fik sandheden at vide. Kort efter deres 43-års-fødselsdag i 1994 modtog de begge et brev fra Marthas mor Mary Miller: De var blevet forbyttet på fødegangen. Var vokset op i det forkerte hjem. Marthas mor var i virkeligheden Sues mor, og Sues mor var i virkeligheden Marthas. Og det mest utilgivelige: Mary Miller havde vidst det hele tiden, lige siden hun fik ’sin’ baby med hjem fra hospitalet, og hun vejede et kilo mindre, end hun havde gjort ved fødslen.
Hun havde endda delagtiggjort nogle af de andre kirkegængere i sin hemmelighed. Det var noget, hele byen, også Marthas søskende, havde gået og hvisket om.
Det er historier af den støbning, som har gjort ’This American Life’ til dét, det er i dag. En intim og identificerbar fortælling, som sitrer af suspense, men som samtidig siger noget om dét at være menneske – for eksempel at vores genetiske programmering er så ubrydelig, at Martha Miller ligefrem ejede det samme oliemaleri som sine biologiske forældre, dem hun ikke var vokset op hos.
»For at fortælle en god historie har vi brug for nogen, man kan identificere sig med«, fortæller Ira Glass på telefonen.
»Uden identifikation er der ingen følelser. Hvis der er én person at identificere sig med, er det okay, og hvis der er flere, er det endnu bedre. Og så har vi brug for et plot, som skal være overraskende og føre til en eller anden tanke om verden. Den tanke skal være både overraskende og interessant. Uden de elementer duer det ikke. I de bedste historier er der også noget enormt og uløseligt i kernen af den. Jo mere der er på spil, des bedre er historien«.
Sådan en historie er ‘Switched at Birth’, som er fortalt af Jake Halpern og produceret af Sarah Koenig, der siden er blevet verdensberømt for ‘This American Life’-spinoffet ‘Serial’. Det er en temmelig monumental midtvejskrise for en sat 43-årig at skulle samle stumperne af sin sammenstyrtede identitet op og bygge forfra. Værst var det for Martha. For mens Mary Miller var lykkelig over endelig at være forenet med den datter, hun havde længtes efter hele sit liv, var Marthas biologiske forældre på vagt. De ville for alt i verden undgå, at Sue skulle føle sig forladt. Mary Miller var mindre hensynsfuld. Hun omtalte konsekvent sin ’adoptivdatter’ som ’Martha McDonald’, når hun skrev til hende. På et tidspunkt ville hun sågar have, at Martha og Sue skulle bytte navne.
Hvad Ira Glass ved om historiefortælling, ved han fra Roland Barthes. Ham læste han forslugent, dengang han studerede semiotik på det prestigiøse Brown University. Og han lærte, at al historiefortælling handler om at rejse spørgsmål i læserens bevidsthed. At ethvert forløb af begivenheder, hvor den ene ting fører til den næste – uanset hvor lille og undselig historien er – helt automatisk fremkalder spørgsmålet:
Hvad sker der nu?
Når han fortæller os, at en mand vågner ved lyden af splintret glas, vil vi vide, hvor lyden kom fra. Når han lister ned ad trappen med en blomstervase i højre hånd, vil vi spørge os selv, om han nu bliver overmandet af en indbrudstyv. Det er jo ret elementært, erkender Ira Glass, men han siger også, at netop dét spørgsmål er kongevejen til at skabe suspense og kildre modtagerens nysgerrighed: Hvad sker der nu?
»Det er en af grundene til, at de fleste af vores episoder springer direkte ud i plottet. Det trækker lytterne ind og giver dem lyst til at høre efter. Vi vil gerne opsluge dem i en drøm og få dem til at undre sig over, hvad der nu vil ske. Og det har vist sig at være en slående effektiv måde at fastholde folks opmærksomhed. At være bevidst om, hvornår og hvordan man bedst skaber narrativ suspense«, fortæller han.
’Switched at Birth’ er ifølge Ira Glass en af de episoder, hvor de har udnyttet den kraft bedst. Den er fortalt i to akter, og som lytter hader man Mary Miller rimelig intenst indtil halvvejs gennem andet akt.
Vi har hørt historien fra Marthas, Sues og Marthas biologiske mor Kays side, og især i Martha og Kays versioner er Mary skurken. Først til sidst hører vi fra Mary Miller selv, en 96-årig enke med rynken, knirkende stemme, der bevæget beretter om en livslang længsel og sine adskillige klodsede forsøg på med hentydninger at antyde dét, der var så svært at sige direkte.
Om hvordan hun delte sine bekymringer med sin dominerende mand, som affejede hende, fordi han ikke ville vanære den lokale læge. Om at hun var dødeligt syg i et halvt år efter fødslen, og at hun efterfølgende fandt det så meget sværere at skille et seks måneder gammelt barn fra sin mors bryst. Om hvordan hun aldrig har fortrudt at have opfostret Martha, fordi hun bragte glæde og latter ind i det strenge hjem. Om hvor ked hun er over det, der skete.
»Det er sådan en smuk struktur, fordi vi begynder med noget, der virker chokerende og uforklarligt. At en kvinde véd, at hendes barn blev forbyttet, og ikke siger noget i fire tiår. At hun lader sit barn vokse op hos en anden familie og venter, indtil børnene er ikke bare voksne, men meget voksne. Så smider hun den her bombe, som alle skal prøve at forholde sig til. Igennem hele episoden taler folk om hende, og som lytter har man meget stærke følelser. Og så til sidst kommer hun selv på banen og fortæller sin version, og den vender fuldstændig vores forventninger og følelser på hovedet. Hun viser sig at være en helt anden person med forståelige menneskelige motiver. Der er noget enormt elegant over den struktur«, synes Ira Glass.
»Det er sjovt. Vi har haft samarbejder med nogle virkeligt fremragende graverjournalister, og flere gange har det været en redaktionel udfordring, at de gerne ville gå efter skurken, mens vi gerne ville forstå, hvordan skurken var blevet en skurk. Jeg er ikke ude på at undskylde folk, der gør frygtelige ting. Men det er bare så meget mere interessant at forsøge at forstå, hvorfor sådan en person gør, som hun gør. Det, der gør enhver film, enhver sang, enhver bog kraftfuld er dens evne til at påkalde publikums empati, så deres følelser bliver aktiveret.
Så de kan forestille sig, hvordan de ville have det, hvis de var i den samme situation – hvordan de ville føle, hvis de var dén person. Selv den frygtelige person. Jeg tror ikke, mennesker er så komplekse, at vi ikke kan forstå, hvorfor de værste af os gør, som de gør. Jeg tror, de ting findes i os alle sammen«.
Akt 3: Arbejdsnarkomanen
Der er noget, der irriterer radioværtens kræsne ører.
»Taler du direkte i telefonen eller via højtaler? Du er meget mid-range og low-end, jeg føler, jeg skal anstrenge mig for at forstå dig«.
Jeg prøver at justere og stiller mit næste spørgsmål.
»Du lyder meget bedre nu! Måske flyttede du munden tættere på mikrofonen? Hold den dér i så fald. Ej, du må virkelig undskylde. Det er sådan en lydnørdsarbejdsskade at tænke på de her ting i totalt upassende sammenhænge. Anyway, hvad var dit spørgsmål?«
Det handlede faktisk om, hvordan man undgår arbejdsskader. Hvordan man undgår at blive magelig, når man har siddet på tronen i 20 år. Svaret er enkelt, siger Ira Glass. Man må ud på det dybe vand. Spænde ben for sig selv og male sig op i et hjørne.
Som dengang de indlogerede sig på en døgnåben diner i 24 timer og interviewede alt og alle, der kom ind ad døren. Eller dengang de fik deres forældre til at pitche idéer til programmet, som de så skulle lave, uanset hvor umulige de var. Eller hvad med dengang, redaktionen trak lod om ni amter i Georgia, og så skulle de lave den bedste historie, de kunne grave frem i deres amt, og Ira Glass endte med at afsløre en drug court-dommers drakoniske straffesystem, så hun måtte træde tilbage på grund af programmet. Han, som ellers slet ikke kan lide at gå efter skurken.
Når han bliver spurgt til sine yndlingsepisoder, er det dem, han plejer at nævne. Eksperimenterne er hemmeligheden bag hans sejlivethed, tror han. De holder ham på tæerne, skærper hans sanser.
»Det kan godt lyde lidt højpandet, men det er i virkeligheden mere selvisk, end det er noget andet«, forklarer han. »Vi, der laver programmet, hader bare at kede os. Vi kan ikke lide at gentage os selv. Vi laver det, vi kan lide. Vi laver historier, der interesserer os som redaktion, og så antager vi, at vores smag er normal. At hvis vi kan lide det, så kan andre også«.
’This American Life’ har altid været en klondike af genrer, stemninger og skæve personager. Men med årene er der blevet færre historier om testosteron, om superkræfter og om at være nisse i et Macy’s-indkøbscenter og flere om Guantanamo, global opvarmning og skoleskyderier. Det var efter 9/11, at verden pludselig virkede vigtigere for Ira Glass og hans redaktion. Samtidig havde verden fået internettet, som formelig flød over med personlige blogs, hvor folk krængede deres inderste hemmeligheder ud.
»Det virkede som en mindre påtrængende opgave at fortælle folks personlige fortællinger, når hele verden gjorde det. Samtidig havde vi lavet så mange af den slags historier, at vi havde lyst til at prøve noget nyt. Det var på tide at komme videre«, fortæller Ira Glass.
»Det var interessant for os at prøve at bruge det, vi havde lært, på de nyheder, som alle andre dækkede, og gøre det på vores måde med karakterer, scener, plot og følelser. At tage disse kæmpe mediehistorier og finde den lille historie inde i dem, så du lærte noget nyt eller følte noget, du ikke havde følt før. Det har altid handlet om at komme ud over de her korte lydbidder, vi er vant til at høre i nyhederne. Hvor alle ved, hvor de står, og hvad de mener om alting. At komme ned under det og nå frem til en dybere sandhed«.
Undervejs er Ira Glass gået hen og blevet et sexsymbol. Jeg forstår ikke hvordan, med hans blege, slaskede drengekrop, hans store sorte hornbriller og hans nørdede apparition. Det må være hans selvudslettende Hugh Grant’ske kejtethed. De har også næsten det samme hår. Og Ira var vist også lidt af en skørtejæger engang, har jeg læst.
Men i dag er han taget. Gift på 11. år. Børn har han aldrig fået, jeg tror ikke, han har haft tid. I gamle portrætinterviews er han beskrevet som en nærmest overmenneskelig workaholic, som kunne gå dage uden mad og søvn. Da han engang blev spurgt, hvilken superkraft han helst ville have, svarede han, at han gerne ville kunne gøre alting dobbelt så hurtigt. Men ville han holde fri i den overskydende tid, eller ville han bare lave dobbelt så meget arbejde?
Han uddelegerer mere, end han gjorde i starten, siger han, men så holder han til gengæld foredrag, turnerer med eksperimentelle danseforestillinger og producerer film. Hans arbejdsuge løber stadig nemt op i 60-70 timer.
»Tanken strejfer mig ugentligt, hvis ikke oftere, at hvis jeg ikke lavede andet end radioshowet, så ville jeg få set min kone mere, jeg ville kunne drikke mere… y’know, jeg ville få læst mere, jeg ville se min nevø mere – alle de her ting, jeg gerne ville bruge mere tid på. Og ummm … j-jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor det er blevet, som det er blevet«, siger han og famler for en gangs skyld efter ordene.
»Men når jeg vælger at turnere med en danseforestilling og alle de her andre ting, så gør jeg det af den simple grund, at jeg tror, det bliver sjovt. Det ville være at vende ryggen til livet ikke at prøve nye ting af, y’know. Nu har vi lige haft premiere på en film på Texas-festivalen South by Southwest, og det var en pain in the ass at arbejde på den, fordi jeg allerede har et job, men filmen er vidunderlig, og jeg er glad for at have haft den oplevelse. Jeg fik en mulighed for at lave en film sammen med nogle supertalentfulde mennesker. Jeg ved ikke… Hvem siger nej til det?«.
Måske har han alligevel et barn. Det hedder ’This American Life’. Og selvom det er 20 år, fuldvoksent og i stand til at klare sig selv, har han ikke tænkt dig at lade det flytte hjemmefra. Konen, nevøen og bøgerne må vente. Ira Glass har et radioprogram at passe.
Han siger, at det er lige så sjovt at lave, som det var for 20 år siden, og han siger det så overbevist, at jeg tror ham. Han er lige kommet ud fra et redaktionsmøde, hvor de brainede over det amerikanske præsidentvalg. Hvordan kunne man angribe det på en måde, som hverken de eller nogen andre havde gjort før? Hvad skal der ske nu?
»Når man har været i gang i 20 år, er det meget sværere at finde på noget nyt, man aldrig har gjort før. Og derfor er det spændende, når det lykkes. Det er lige så svært at lave programmet, som det altid har været. Det er svært at finde historier, der skinner så stærkt, som vi gerne vil have dem til. Det er i det hele taget bare af natur svært at lave noget, der føles som noget særligt. Og i takt med at vi er blevet skarpere som redaktion, er vores ambitioner også vokset. Så nu sigter vi bare endnu højere«, siger han.
Interviewet varer 36 minutter og 48 sekunder. Noget tyder på, at der alligevel er kommet lidt mere luft i den travle mands kalender.
EPILOG
Ira Glass græder gennem hele første akt. Han tænker på sin mor, som døde af brystkræft for 13 år siden, og på alle de gange, de så stykket sammen hjemme i Baltimore. Hvad ville hun tænke, hvis hun vidste, at han nu sad dér på Broadway og genså deres stykke og huskede hvert eneste ord?
Men det er ikke den eneste grund til, at han græder.
Han tænker også tilbage på dengang, han som ung journalist lavede nyheder for den landsdækkende radiokanal NPR. Og følte, at hans historier manglede et eller andet. En følelse.
»Og når jeg kigger tilbage, ser jeg nu, at den følelse, jeg ville have ind i historierne, var nøjagtigt dén. Jeg ville have, at de skulle være sjove. Jeg ville have, at de skulle være rørende. Jeg ville have, at de skulle føles små og personlige, men samtidig handle om noget, der var langt større end nogen af personerne i historien. Det er jo præcis ’Spillemand på en tagryg’. Det er sådan, den er struktureret og konstrueret. Der var noget ved æstetikken i de klassiske Broadway-musicals, som har præget alt, jeg laver i dag,” siger han i telefonen en måned senere.
»Så mens jeg sad og så det her stykke, fik jeg den her oplevelse af, at det var hér, det hele begyndte for mig. Det var den her følelse, jeg havde brugt hele mit liv på at forsøge at genskabe«.
Ira Glass
Amerikansk radiovært og -producer.
Født 1959 i Baltimore, Maryland.
Stemmen og manden bag ’This American Life’, en af de mest populære radiodokumentarer og podcasts i USA.
Har vundet adskillige priser og udmærkelser.
Tidligere vært på tv-udgaven af ’This American Life’.
Producer på ’This American Life’-spinoffet ’Serial’ samt flere film.
Besøger Danmark i forbindelse med Københavns Radiobiograf Festival, som han skyder i gang med et liveshow i Imperial den 14. april.
’This American Life’ – tre steder at starte:
1. ’Christmas and Commerce’ – en tidlig julespecial med hysterisk morsomme historier fra to af programmets bedste bidragydere, forfatterne David Sedaris og afdøde David Rakoff.
2. ’Switched at Birth’ – en gribende og rørende fortælling om to babyer, der blev forbyttet på fødegangen og først fandt ud af det som fuldvoksne kvinder, samt et fascinerende studie i arv versus miljø.
3. ’Harper High School, Part One’ og ’Part Two’ – øjenåbnende reportage i to dele fra en high school i et Chicago, hvor vold er hverdag, og bander er noget, du bliver født ind i.
Ira Glass kan under Københavns Radio Biograf Festival opleves live i Imperial på torsdag 11. april i Imperial (udsolgt) og i paneldebatten ‘Clash of Civilisations’ lørdag 16. april 14.00 (køb billet her).