‘Olé, Olé, Olé – A Trip Across Latin America’: Ny Rolling Stones-doku transcenderer koncertfilmen
Der er i årenes løb lavet adskillige dokumentarer om The Rolling Stones. Med ‘Olé, Olé, Olé – A Trip Across Latin America’ følger Paul Dugdale, som blandt andet har lavet koncertfilm med One Direction og Coldplay, de aldrende rocklegender gennem Mellem- og Sydamerika på en turné, der bringer bandet til lande, de ikke tidligere har besøgt.
Keith Richards omtaler bandets fortsatte turnévirksomhed efter mere end 50 år som »vores Christopher Columbus-gen. Vi har stadigvæk behov for at udforske verden«.
Vi er med bandet, når de mødes i øvelokalet, når de party-crasher en privatfest i Peru, når Richards viser rundt i sin hotelsuite, og når Ronnie Wood spiller pool med de lokale. I disse scener fremstår de feterede verdensstjerner jordnære, og de giver indsigt i, hvad der driver dem, og hvordan de beriges af den lokale kultur.
Mick Jagger og Richards fortæller om tilblivelsen af ‘Honky Tonk Women’ i en landsby uden for Sao Paulo, hvorefter de fremfører sangen i en akustisk country-version. Ligesom vi hører om, hvordan den brasilianske samba definerede udtrykket på ‘Sympathy for the Devil’. Liveversioner af ‘Out of Control’, ‘Paint It Black’ og en gnistrende ‘(I Can’t Get No) Satisfaction’ demonstrerer, at Stones stadig har saft og kraft på scenen.
Et centralt spor i filmen er komplikationerne med at få gennemført koncerten i Havana. Produktionsholdet er mildest talt logistisk udfordret, når både Barack Obamas statsbesøg i Cuba (første gang en amerikansk præsident besøger landet i 80 år) og brokkeri fra paven truer med at bringe koncerten i fare, for ikke at tale om cubanernes manglende erfaring med at arrangere rockshows og begivenhedens godkendelse af Raúl Castro.
Men det lykkes som bekendt, og filmens klimaks er naturligvis koncerten på Ciudad Deportiva de la Habana. Forløsningen er stor, ikke blot for produktionsholdet, men i allerhøjeste grad også for det ekstatiske publikum, for hvem koncerten er en historisk begivenhed efter årtier, hvor man blev arresteret, hvis man hørte rockmusik. »Obama og Stones på en uge. Det føles virkelig, som om kæderne endelig er sprunget i stykker. Det er en overdosis af frihed!« lyder det fra en begejstret cubaner.
Netop Dugdales fokus på at give lokale stemmer taletid ekspanderer filmens udsyn og skaber et vedkommende nærvær. På Cuba møder vi desuden både en mekaniker med passion for amerikanske biler og en instrumentbygger, der har haft kvaler med handelsembargoen, ligesom vi i Mexico stifter bekendtskab med arrangørerne af landets første rockfestival, Avandaro.
I Argentina trives den såkaldte Rolingo-fankultur; en slags urban stamme, der mødes på gaderne, synger sange og arrangerer ‘Beggars Banquet’ tema-middage med mere. Sammenholdet omkring fandyrkelsen er stærkt og går heller ikke bandets næse forbi, idet Jagger mødes med to Rolingo’er backstage i Buenos Aires. I mødet med disse mennesker får vi indblik i, hvilken kraft og betydning rockmusik generelt og Stones’ sange i særdeleshed har haft i lande præget af militærjunta og censur.
‘Olé, Olé, Olé’ transcenderer således koncertfilmens format som mere end et nyt kapitel i historien om et af verdens største rockbands. For fans er det fascinerende at komme tæt på og høre, hvad der fortsat driver gruppen, og hvordan turnéen sætter et nyt flueben i en karriere, som har bragt dem kloden rundt adskillige gange.
Men Dugdales film er lige så meget en fortælling om musikkens berusende og emanciperende kraft i kulturer, hvor Rolling Stones’ sange vitterligt har gjort en forskel.
Kort sagt:
Paul Dugdale har leveret en vedkommende og nærværende dokumentarfilm, som transcenderer koncertfilmens typiske format. Foruden indsigt i, hvad der driver Rolling Stones efter mere end 50 år på landevejen, får vi indblik i kulturer i Mellem- og Sydamerika, for hvem rockmusik har haft en både berusende og emanciperende kraft.