’Big Time’: Glimrende introduktion til geniale Bjarke Ingels
Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels’ kometkarriere er velsagtens en af vor generations største succeshistorier. På noget, der ligner nul-komma-fem, arbejdede den i dag 42-årige arkitekt sig helt til tops. Sidste år var han sågar at finde på Time Magazines prestigefulde liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.
I Kaspar Astrup Schröders tålmodige portrætdokumentar ’Big Time’ følger vi Ingels og hans tegnestue BIG (Bjarke Ingels Group) over hele seks år. Fra de første, danske succesbyggerier på Amager til turen over Atlanten, hvor tegnestuen åbner filial i New York og lander det ene store projekt efter det andet. Det er kun ganske få arkitekter forundt at bidrage til det store æbles ikoniske Manhattan-skyline – og danske Bjarke Ingels er allerede selvskrevet i det eksklusive selskab.
Schröder, der også har arbejdet som klipper på en lang række danske spillefilm, har et virkelig godt øje for storbyens rum og iboende æstetik i form af skæve vinkler, guddommeligt lysindfald og symmetriske billedbeskæringer. I parkour-dokumentaren ’My Playground’ (2009) optræder Bjarke Ingels allerede som den visionære arkitekt, der med største selvfølgelighed indtænker sjov leg og socialt samvær i sine byggeprojekter.
Storbyen er ideelt set én stor legeplads, og den tydeligt legesyge Ingels er en karismatisk forkynder af det gode budskab. Hvorfor skulle man ikke lave en skibakke på ryggen af den koloenorme forbrændingsanstalt Amager Bakke? Og hvorfor skulle skorstenen ikke sende magiske røgringe op i luften en gang imellem? Puf, puf. Alene tanken får den drengede Ingels til at storsmile.
I virkeligheden ville den unge Bjarke Ingels slet ikke være arkitekt, men tegneserietegner. Uddannelsen på Kunstakademiets Arkitektskole var som udgangspunkt en blanding af tidsfordriv og retten sig efter forældrenes ønske om, at han fik sig en uddannelse. Og som dreng yndede Bjarke at klatre op på barndomshjemmets flade typehustag, hvorfra han havde den bedste udsigt over baghavens skrånende græsplæne og søen i Skodsborg.
I et par korte klip ser vi den voksne Bjarke Ingels på besøg hos forældrene i selvsamme hus. Han nærstuderer fotoalbummets billeder. Ikke af mennesker, men huset i sig selv. Indkørslen. Den snedækkede baghave. Taget. Udsigten. Så drikker han kaffe ved spisebordet og falder i søvn på sofaen med den allestedsnærværende smartphone på maven.
Senere i Schröders dokumentar ser vi ham misse med øjnene til endnu et af de tilsyneladende endeløse møder på tegnestuen. De øjeblikke i klassisk, observerende dokumentarstil leverer små sprækker af indsigt i en ellers yderst privat mands liv. Det er hårdt og opslidende arbejde at være en efterspurgt arkitekt på internationalt plan. Men det siger vel (ganske banalt) sig selv.
’Big Time’ er langtfra en intim dokumentarfilm, men takket være Kaspar Astrup Schröders vedholdenhed gennem seks år opstår der alligevel flere fine og ægte øjeblikke, der giver indsigt i den banebrydende arkitekts liv.
En kende mere kritisk tilgang til den portrætterede havde dog klædt filmen, der i lidt for høj grad dyrker Ingels som decideret wünderkind. Bygherrer, studieværter og kollegaer taler alle i rosende vendinger om ham, og det positive komplimentsbrusebad bliver næsten for meget af det gode.
Lige indtil Schröder klipper til et hvilket som helst af Ingels’ realiserede projekter, og du ser den ene geniale detalje efter den anden deroppe på lærredet.
Kort sagt:
Kaspar Astrup Schröders portræt af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels er en glimrende introduktion til en af det 21. århundredes største talenter inden for sit felt. Lidt færre komplimenter og lidt mere kritisk kant havde dog klædt ’Big Time’, der aldrig for alvor kommer helt tæt på Ingels.