’Snemanden’
Tomas Alfredson havde ikke lavet en dårlig film i sin karriere. Faktisk kan både ’Lad den rette komme ind’ og ’Tinker Tailor Soldier Spy’ betegnes som nyklassikere, og det var utænkeligt, at svenskeren kunne falde så dybt, som han gjorde med filmatiseringen af Jo Nesbøs krimi. Michael Fassbenders politiefterforsker Harry Hole er på jagt efter en psykopatisk seriemorder, der efterlader en snemand på sine mordsteder, og det udvikler sig til en træt nordic noir med træge klicheer, tåbelige twists og utrolige plothuller. Som DR’s anmelder Per Juul Carlsen opsummerede det i sin 1-stjernede anmeldelse: What the fuck?
’War Machine’
Havde man regnet med, at Brad Pitt ville levere et komisk soldaterportræt a la ’Inglourious Basterds’ i Netflix-dramakomedien ’War Machine’, blev man slemt skuffet. Han er da sjov som general Glen ’Glenimal’ McMahon, en vaskeægte all-american cowboy, men han er også alt for karikeret. Krigssatiren fra ellers talentfulde David Michôd (’Animal Kingdom’, ’The Rover’) er baseret på virkelige hændelser og bevarer som udgangspunkt realismen, men kombinationen af drama og humor formår ikke at overbevise, som vores anmelder slog fast. I stedet står man tilbage med en svag mellemvare, der falder mellem to stole.
’American Made’
Tom Cruise kører fortsat sig selv i stilling til positionen som Hollywoods førende actionhelt med roller i adskillige stort opsatte blockbustere om året. Men med ’American Made’ håbede man imidlertid, at han ville excellere i en sjælden karakterrolle. Som vores anmelder skrev, er ’American Made’ imidlertid primært til gavn for Cruises eget enorme ego. Han spiller virkelighedens narkosmugler og undercoveragent Barry Seal, der indgår et spionagesamarbejde med CIA, hvor han fotograferer kommunistiske oprørsstyrker i Mellemamerika og samtidig tjener lidt ekstra ved at smugle narko over grænsen ved siden af. En spændende historie, der ender som et søvndyssende onemanshow på trods af en virkelig historie, som burde være sprængfyldt med nervepirrende scenarier.
’Suburbicon’
Ak, det kunne have været så godt. George Clooney og Coen-brødrene forenet i en sorthumoristisk samfundssatire med politiske aspirationer med et all-star cast bestående af Matt Damon, Julianne Moore og Oscar Isaac. Men nej. I stedet slog Clooney for alvor fast, at han stadig langt fra mestrer komikken og burde holde sig til sine tidligere så stærke politiske dramaer. ’Suburbicon’ står tilbage som en svag og sjælløs Coen-imitation – en rodebutik af en historie, der skøjter rundt mellem alt godt fra Coen-kataloget. Produktionsselskabet bag sigtede efter Oscars med en eftertragtet verdenspremiere på Venedig, men endte med et af årets mest eftertrykkelige kunstneriske og publikummæssige flop.
’Flatliners’
90’er-feberen kan mærkes i Hollywood. Den forklarer måske, hvorfor man valgte at reboote Joel Schumachers sci-fi-gyser om en gruppe lægestuderende og deres ’Leg med døden’, som den danske titel lyder. Filmen med de unge Julia Roberts og Kiefer Sutherland tjente godt nok ok med penge, men var ikke ligefrem var nogen kunstnerisk milepæl. Niels Arden Oplev (’Mænd der hader kvinder’) skulle træde meget forkert for ikke at forbedre originalen – og det gjorde han! Som vores anmelder skrev i sin 1-stjernede anmeldelse: »Det mest uhyggelige forbliver faktisk den hæslige handling igennem samtlige hovedrystende 110 ringe minutter«.
’Tulipanfeber’
Nogle gange kan man lugte en lort på lang afstand, men når den ser så fin ud og har stjerner som Alicia Vikander, Christoph Waltz og Dame Judi Dench, er det let at komme til at træde i den. Justin Chadwicks kostumedrama om en ménage à trois i 1600-tallets Holland blev holdt tilbage i flere år og klippet om i det uendelige af Harvey Weinstein, da han endnu kun var kendt som ekstremt usympatisk producer og distributør. Det endelige resultat er en klichefyldt, kønsløs og ligegyldig fortælling, og vores anmelder mente, at »de skulle have ladet den ligge på klippebordet«.
’Justice League’
Dem, der efter ’Wonder Woman’s sommersucces nærede forhåbninger om, at ’Justice League’ ville hæve DC-barren over makværket ’Batman v Superman’ forlod biografen lige så desillusionerede som Ben Afflecks deprimerede flagermus, da Zach Snyder og Joss Whedons snotforvirrede fællesprojekt snublede eklatant i egen kappe. Hvad der skulle have været DC’s svar på Marvels anmelderroste ’The Avengers’ blev en hundedyr, visuelt ræddelig joke, der uden et gran af selvironi droppede dialogbomber a la »Håb er som bilnøgler. Man tror, at de er væk, men man finder dem altid igen, hvis man roder lidt rundt«, og »Man mister noget, når man dør«.
»Når verdens sidste håb spyr visdomsord så dybe som et Trump-tweet, er vi alle fortabt«, skrev vores anmelder slukøret.
’Wonder Wheel’
Kan Woody Allen stadig lave gode film? The verdict is still out efter dette års skuffende ’Wonder Wheel’, der til trods for en scenestjælende præstation fra Kate Winslet (kan hun levere andet?) skrev sig ind i rækken af Allens lidt for mange tandløse nostalgitrip fra nyere tid. Denne gang var handlingen hensat til instruktørens barndoms la la land, Coney Island i 1950’ernes New York, og aspirerede – i stil med den noget mere vellykkede ’Cassandra’s Dream’ – efter at fortælle en stram lille græsk tragedie om Winslets fordømte Ginny/Medea, hvis liv går i limningen da hendes mands (Jim Belushi) voksne datter (Juno Temple) dukker op med mafiaen i hælene – og sender lange blikke efter Ginnys livredder-elsker (Justin Timberlake). ’Wonder Wheel’ kunne have været en tour de force om en kvindes deroute a la ’Blue Jasmine’. I stedet blev den et middelmådigt karrierekomma fra en filmmaestro, der synes at være løbet tør for originale ideer.
’Mother!’
»Sjældent har en filmskaber haft hovedet så langt oppe i egen røv som i ’Mother!’«, skrev filmskribent Lise Ulrich om Darren Aranofskys forvrøvlede fortælling om en hyldet kunstners (Javier Bardem) kreative kvababbelser, der får fatale konsekvenser for Jennifer Lawrences blide, Madonna-opofrende muse. ’Mother!’ ville så gerne provokere med sit tonale mashup af klassisk gys og forceret samfundskritik (hvordan i alverden kom flygtningekrise med i ligningen?!), men imploderede i kaosset af vildfarne ambitioner, der mest af alt udstillede instruktøren som kejseren uden klæder. Et skingrende egocentreret selvportræt af det lidende geni, der træder alt og alle under fode i værkets højhellige navn – men ikke desto mindre stadig en film, der delte vandene som få titler i år. Således også her på Soundvenue, hvor vores anmelder kvitterede med fem flotte stjerner, og kaldte Aronofskys feberdrøm for »en apokalyptisk lækkerbisken, som til fulde fortjener udråbstegnet i titlen«. Agree to disagree.
’The Mummy’
2017 blev året, hvor Tom Cruise, den tidligere charmekonge af det kommercielle Hollywood, tilsmudsede sin stjerne med hele to skuffende titler i en nedadgående karrierespiral, der styrer faretruende mod glemslens B-films tåger. Værst af de to var ’The Mummy’, Universal Studio’s forsøg på at genoplive den klassiske monsterfilm i franchiseform, der fik Brendan Frasers 90’er-eventyr af samme navn til at ligne en genistreg inden for genren. ’The Mummy’ var lige så tør og sjælløs som dens forbandede egyptiske skurkinde (Sofia Boutella), og selvom Cruise som vanligt kastede sig ud i halsbrækkende stunts kunne tandpastasmilets vovemod ikke distrahere fra, at ’The Mummy’ var en ørkenvandring udi i sløset dramaturgi og bedaget dialog. Og så har vi endda slet ikke nævnt Russel Crowes malplacerede, pinligt overspillede Jekyll/Mr. Hyde…
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1