’Ibiza’: Netflix-buddykomedie er spild af talent
Øen Ibiza overvejer at sagsøge Netflix for misrepræsentation, og det kan jeg godt forstå. Jeg har godt nok aldrig været der, men hvis det er lige så hjernedødt, som buddy-komedien ‘Ibiza’ fremstiller øen, skal jeg heller ikke derhen.
I filmen flyder øen over med stoffer, neonlys, afklædte kvinder, EDM, dårlig smag og halvimbecile og skumle lokale som taxachaufføren, der kører vores tre kvindelige karakterer på en omvej hjem til sig selv for at spille en sang og servere drinks for dem.
Ibiza kan dog trøste sig med, at kvindernes ophold i Barcelona eller New York ikke er meget mere appellerende.
Harper (Gillian Jacobs) keder sig i sit pr-job i New York og har en karikeret frygtelig chef (Michaela Watkins), der dog er flink nok til at afprøve Harpers potentiale ved at sende hende på en forretningsweekend til Barcelona for at lande en sangriaproducent som klient. Da Harper fortæller nyhederne til sine to bedste veninder, Nikki (Vanessa Bayer) og Leah (Phoebe Robinson), insisterer de på at tage med. Harper trænger til at løsne lidt op og få noget sex, mener de, så de vil sørge for at gøre turen til en fest.
Allerede dén præmis irriterer mig. Hvem tager for det første med deres veninde på forretningsrejse, for det andet fra New York til Barcelona for tre dage og for det tredje gør deres bedste for at spolere hendes arbejde ved at overtale hende til at feste hele natten og droppe et vigtigt møde for at forfølge en dj til Ibiza?
Det gør åbenbart en festglad tandlæge, der afpresser sin chef til fleksibilitet, og en »freelancer«. Hvilket er det eneste, vi lærer om de to veninder, inden turen går til Barcelona. Hvor det eneste, vi lærer om dem, er, at de virkelig godt kan lide at feste. Vanessa Bayer er ret sjov som rablende vandfald med et par gode slapstick-jokes, mens stakkels Phoebe Robinson fra komediepodcasten ‘2 Dope Queens’ mest bare er der. Hun får nærmest ikke et ord indført, bortset fra at hun som den klichéfyldte sassy black friend skaffer pigerne hash og glæder sig over scoremulighederne.
Karaktertegningen af Harper er ikke meget bedre. Gillian Jacobs er sød som akavet romcom-heltinde, men vi lærer hende aldrig rigtigt at kende eller forstår hendes motivation. Hun virker ikke som festabetypen, så hvad er pointen? Vil hun gerne miste sit arbejde? Hvad er det, hun leder efter?
Måske kærligheden, men filmens romcom-plot overbeviser heller ikke. På en klub i Barcelona møder Harper en skotsk dj, Leo (Richard Madden), som er vældig charmerende. Men at deres fem minutters interaktion er nok til at få hende til at sætte sit levebrød over styr for at flyve efter ham til Ibiza, hvor hun måske kan møde ham, er altså at strække den.
Filmen er bedst, når de tre kvinder bare hænger ud og snakker om løst og fast. Man tror på deres venskab, og det er dejligt at se tre kvinder, der ikke er i konflikt med hinanden, men hygger sig og har hinandens ryg.
Derimod er det ret trættende at se kvinderne tage stoffer og opføre sig ’vildt’ og promiskuøst – det har vi set hundrede gange efterhånden med sidste sommers polterabendfarce i ‘Girls Night Out’ som foreløbigt lavpunkt. Man bliver også ret træt af at se lange scener af høje mennesker, der danser til elektronisk musik. Det er muligvis sjovt, når man er der, men så sandelig ikke at se på.
Kort sagt:
Kvinde taler med dj i fem minutter og sætter sit arbejde over styr for at forfølge ham til Ibiza. Gillian Jacobs, Vanessa Bayer og Phoebe Robinson spilder deres talent på tom buddykomedie om tre kvinder, der fester i det spanske. Man skulle nok have været der for at sætte pris på den fest.