SERIE: HOLDER DE I DAG? Marion Crane bliver stukket ned i badet, halvvejs gennem filmen. Darth Vader er Luke Skywalkers far. Citizen Kanes sidste ord, rosebud, henviste til en barndomskælk.
Der er få fortællekneb, der kan vække opmærksomhed om en film som et veltimet twist. Selv en middelmådig thriller som ’The Usual Suspects’ sikrede sig en plads i monokulturens filmkanon ved at trække tæppet væk under fødderne på publikum i sine sidste minutter. Vi filmgængere elsker at blive trukket rundt ved næsen, og med sommerfugle i maven træder vi gladeligt over filmskaberens velplacerede faldlem.
Der er dog også en bagside af medaljen, for mens det allenhellige twist for evigt bliver del af vores kollektive bevidsthed, trænges filmen som helhed mere i baggrunden. Alfred Hitchcock instruerede ganske vist én af filmhistoriens mest ikoniske dødsscener i ’Psycho’, men ingen taler nogensinde om, hvad der sker i anden halvdel af fortællingen.
Ingen film inkarnerer denne tendens bedre end M. Night Shyamalans gennembrud ’Den sjette sans’ fra 1999. Vi kender den alle som filmen, hvor den otteårige Cole Sear (Haley Jole Osment) under dække af hospitalslagenerne hvisker til sin børneterapeut Malcolm Crowe (Bruce Willis): »I see dead people«. Og vi ved alle, at Malcolm Crowe viser sig at være ét af de spøgelser, Cole hjemsøges af.
Twistet er så berømt, at det er blevet kendt som et shyamalansk twist. Nu, tyve år senere, fristes man let til at tro, at spøgelsesfilmen ikke var meget mere end et fikst tryllerick. Og det, kan man ved aktuelt gensyn konstatere, er en forbandet skam.
Den nye Spielberg
1999 var rigt på nyklassikere. I årtusindets sidste åndedræt bød Hollywood-maskineriet på unikummer som ’The Matrix’, ’The Blair Witch Project’, ’Eyes Wide Shut’ og ’The Insider’. Den indisk-amerikanske manuskriptforfatter og instruktør M. Night Shyamalan var et ubeskrevet blad i Hollywood, og hans to foregående film, ’Praying With Anger’ og ’Wide Awake’, havde intet væsen gjort af sig. Men med ’Den sjette sans’ sparkede han døren ind, som var han Steven Spielberg.
Det navn er ikke bare trukket tilfældigt op af hatten. Ligesom blockbuster-maestroen forstod M. Night Shyamalan at gøre overnaturlige koncepter personlige og dybt humanistiske gennem relaterbare karakterer. Bruce Willis’ arbejdsnarkoman af en familiemand er som taget ud af Spielberg-film som ’Close Encounters of a Third Kind’, mens melankolske Cole har mere end en smule til fælles med Elliot fra ’E.T.’ Også Toni Colette giver en milepælspræstation som Coles desperate enemor Lynn.
Shyamalan eleverede samtidig på mesterlig vis sit familiedrama ved at grave dybt i horror-skuffen. Hvad man først og fremmest glemmer om ’Den sjette sans’ er, at den er møghamrende uhyggelig. Det tager en god time, før spøgelserne kommer på skærmen, men selv inden da sælger Haley Joel Osment den usete trussel med sit hvalpelignende ansigt og sine tårekanaler, der konstant er på grænsen til at eksplodere.
Og få jumpscares kan siges at være mere chokerende end det gylpende pigespøgelse, der viser sig i Coles knaldrøde telt, som han bruger som fristed.
Den gedigne nedtur
Man var bestemt ikke blind for disse kvaliteter i 1999. Filmen blev nomineret til hele seks Oscar-statuetter, hvoraf én var for Haley Joel Osments skuespilpræstation. Og til dags dato er den eneste gyserfilm, som har tjent mere, filmatiseringen af én af Stephen Kings største romaner, ’It’.
Trods den dundrende succes har de seneste tyve år ikke været gode ved mange af de involverede. Børneskuespilleren Osment fulgte ’Den sjette sans’ op med den glemte Oscar-fiasko ’Pay It Forward’ samt Steven Spielbergs dybt splittende sci-fi-film ’A.I: Artificial Intelligence’ og forsvandt derefter mere eller mindre til Broadway-scenen som voksen, før han på det seneste har glimtet med fine småroller. M. Night Shyamalan kan siges at være den sidste instruktør, der fik gode hovedrollepræstationer ud af Bruce Willis, som efter opfølgeren ’Unbreakable’ primært forfaldt til direkte-til-dvd actionfilm og ’Die Hard’-efterfølgere.
Værst gik det dog for Shyamalan selv, der de seneste femten år har stået bag nogle af de mest notoriske Hollywood-fusere i nyere tid. ’Lady in the Water’, ’The Happening’ og ’The Last Airbender’ er ikke lavpunkter, som publikum tilgiver en auteur for lige med det første.
I retrospekt er mange af problemerne ved disse film sjovt nok at finde i ’Den sjette sans’ i en mindre grad. Karaktererne kan til tider være komplet groteske. Malcolm er eksempelvis klodens værste børneterapeut, som da han pludselig vælter sine ægteskabsproblemer over på sin otteårige patient. Dialogen er ofte opstyltet, som da Malcolms kone opsummerer hans karrierefokuserede liv med sætningen: »Du har ladet alt komme bagefter, inklusive mig«.
Men selvom Shyamalan gang på gang har prøvet at gentage succesen og sit diabolske sluttwist, mangler den hemmelige ingrediens i hans andre film. For twistet i ’The Sixth Sense’ er ikke godt, fordi det er overraskende, men på grund af opbygningen til det. Malcolm viser den sørgmodige Cole et magitrick, hvor han flytter en mønt fra sin hånd til jakkelommen og tilbage til sin hånd. Cole ser igennem tricket: Malcolm flyttede aldrig mønten fra hånden, han skjulte den blot.
Scenen er en fantastisk måde for M. Night Shyamalan at kommunikere sit twist. Han distraherer dig med én ting – her historien om et barn, der kan se spøgelser – så du ikke bemærker, hvad der var foran snuden på dig hele tiden: Børneterapeuten er et spøgelse.
I sidste ende er det distraktionen, ikke tricket, som er det mest imponerende ved ’Den sjette sans’. Her oplever vi et barn, der er fundamentalt alene, som har opgivet at række ud efter hjælp hos autoriteterne, sin mor og venner. Men som i sidste ende finder styrke i det, der gjorde ham alene og derigennem lærer sin terapeut at gøre det samme.
Så… holder den i dag?
I sin tid var ’Den sjette sans’ uden sidestykke. I dag står den stadig side om side med nogle af de mest brændende kreative gyserfilm fra denne gyldne æra som ’Us’, ’The Babadook’ og ’Hereditary’. Og hvis du troede, Toni Colettes bedste præstation er at finde i sidstnævnte, kan du roligt se eller gense M. Night Shyamalans gennembrud og tro om igen.
’Den sjette sans’ kan ses på Viaplay.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
’Avatar’ kom, så og sejrede – men hvordan holder den i dag?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Holder ’Borat’ og dens liflige humor i dag?
Kan Oscar-vinderen ’American Beauty’ med Kevin Spacey overleve et gensyn efter #Metoo?
Kan ’Lost in Translation’s syn på japanerne bære 2019-blikket?
Skræmmer ’The Blair Witch Project’ stadig, når vi ved, den er fake?
Skærer ’The Big Lebowski’ i hjertet, som den gjorde ved premieren?
Står ’Magnolia’ med Tom Cruises kvindehadercoach distancen i dag?