De omkring 9.000 medlemmer af Oscar-akademiet bliver bedt om at holde deres stemmer tæt til kroppen. Det forstår man godt – for i teorien kunne man jo hurtigt gætte sig frem til årets vindere, hvis alle smed deres stemmesedler på Twitter.
Men det er en hæderkronet tradition, at branchemedier som The Hollywood Reporter giver et lille indblik i et akademimedlems hoved med en anonym gennemgang af vedkommendes syn på de nominerede i de forskellige kategorier. Det udgør et evigt interessant glimt af de ofte stærkt idiosynkratiske argumentationer, der kan ligge bag det endelige udfald.
Oscar-akademiet er de seneste år blevet mere og mere internationalt med cirka 20 procent ikke-amerikanske medlemmer. Og danskerne er godt repræsenteret. Et umiddelbart skøn er, at mindst 50 danskere hvert år kaster deres stemmer i puljen til for verdens største filmpris.
Og hvordan tænker de så forud for deres 24 krydser?
Vi går amerikanerne i bedene og præsenterer her et dansk akademimedlems tanker bag sine valg ved afstemningen, der lukkede i tirsdags. Og selvom vedkommende jo næppe er repræsentativ for alle de danske Oscar-logebrødre/-søstre, er resultatet en klar indikation af, at priserne og nomineringerne uundgåeligt vil blive mere internationale, efterhånden som flere udlændinge indlemmes i Hollywoods VIP-klub.
Jeg giver hermed ordet videre, og vi starter med hovedkategorien Bedste Film, som er den eneste kategori, hvor de stemmeberettigede rangerer alle nominerede film fra nummer 1 og derned af. I de øvrige kategorier peger man blot på sin vinder.
Bedste film
»Jeg har placeret ’Parasite’ øverst. Det er et mesterstykke på alle niveauer. Og samtidig synes jeg, det er fantastisk, at den har fået lov til at være med her i Bedste Film-kategorien – og at den muligvis kan vinde, hvilket er fuldstændigt mageløst. Men det er vitterligt også bare den bedste film.
Jeg tænkte lidt alternativt og puttede ’Joker’ som nummer 2. Jeg synes, det er en virkelig god film med en masse vigtigt indhold – jeg er på ’Joker’-holdet! Og samtidig synes jeg også, det er et bud på en mellembudgetfilm, der gør sig godt. Jeg synes virkelig, at Hollywood trænger til at lave mange flere af den slags film, hvor det ikke behøver koste 200 millioner dollars at producere en film, der kommer bredt ud.
Som nummer 3 har jeg ’Marriage Story’. En dybt rørende og brillant velspillet film med mange raffinementer i sig. Den føles som en indie-film, som får plads her i det gode selskab.
Først derefter har jeg ’1917’ – det er grove løjer! Jeg kunne godt lide den, men jeg synes også, den har nogle problemer. Jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg nogle gange en følelse af, at… altså der var jo flyvemaskiner dengang, hvorfor kunne de ikke bare flyve afsted, og så var filmen overstået på to et halvt minut!? Ej, men samtidig er der en personlig vinkel i den, som giver den noget særligt: hele Sam Mendes’ historie med hans egen bedstefar og at lave en film på det niveau med den form for kunstnerisk udtryk, hvor man har taget en klar chance. Den har bare nogle svagheder – for eksempel er der alt for meget musik i filmen.
Så havde jeg ’Jojo Rabbit’. Som er original og skæv, men hvor jeg også savnede nogle følelsesmæssige mellemregninger. Jeg kommer ikke helt så tæt på, som jeg gerne ville. Ham drengen er dog skide god.
Så kommer ’Ford v Ferrari’. Virkelig underholdende – vellavet, klassisk Hollywood. Men også en film, der sikkert ikke kommer til at vinde en eneste pris. I sidste ende mangler den nok lige den sidste kant for at være noget helt særligt.
Dernæst havde jeg ’The Irishman’. Jeg synes, det var en god film, men også lidt filmisk uambitiøs – altså bortset fra længden! Jeg forstår ikke, hvorfor Robert De Niro i en gammel krop skal spille en ung mand. Hvorfor ikke bare få Leonardo DiCaprio eller en anden ind og spille ham som ung? Men sidste del af filmen var jeg ret rørt af, hvor det nærmest bliver en dødsmesse. Jeg synes, at de mere gangsteragtige dele var Scorsese by numbers, og selvom han er en så visuel fortæller, var det løst, som om det bare skulle gøre sig godt på Netflix. Hvilket det jo også skulle…
Så er vi ved Tarantino og ’Once Upon a Time in Hollywood’. Jeg synes ikke, den mand har lavet en ordentligt pacet film, siden Sally Menke (Tarantinos klipper til og med ’Inglourious Basterds’, red.) døde. Så er det sagt. Der var mange gode ting i filmen, men den var ret ujævn. Rekreationen af tiden var sindssygt imponerende.
Til sidst er der ’Little Women’, som jeg kedede mig lidt over. Flot skuespil, alle pigerne er rigtigt gode. Musikken var ulidelig«.
Bedste instruktør
»Her har jeg sat kryds ved Doktor Parasite, Bong Joon-ho. Den film er kulminationen af alt det, han har lært gennem de meget forskellige film, han har lavet. Der er så mange niveauer i den, også instruktørmæssigt. Visualitet, personinstruktion, en sanselighed i film- og formsproget, som er så virtuost, så blæret. Jeg var meget sikker i den kategori«.
Bedste kvindelige hovedrolle
»Det tyder jo på, at Renée Zellweger løber med det hele for ’Judy’. Det var også en god præstation, men det bliver også en lille smule det med, at Hollywood stemmer på én, der spiller et stort Hollywood-ikon. Jeg savnede at blive mere overrasket under den film.
Hvis der var én, jeg blev overrasket over i år, var det Scarlett Johansson i ’Marriage Story’, så jeg har stemt på hende. Det var sådan: Wauw, hun er blevet voksen, hun er en virkelig dygtig skuespiller nu. Der var så mange nuancer og følelser i hendes spil. Jeg var meget berørt af hende.
Jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor der ikke er nogen af ’Parasite’-skuespillerne, der er nomineret i skuespilkategorierne. Det er en skandale!«
Bedste mandlige hovedrolle
»Jeg har valgt favoritten, Joaquin Phoenix (for ’Joker’, red.). Den præstation er out of this world. En mand, der går fuldstændigt ind i sin rolle med hud og hår – og ind i køleskabet og alt muligt. Jeg synes også, Adam Driver var virkelig god. Havde det ikke lige været Joaquins år, var jeg gået med ham. Og så synes jeg faktisk, ’The Two Popes’ er ret god, selvom der ikke er så meget hype om den. Jonathan Pryce er super dygtig. DiCaprio er jo også meget god, især i de der sammenbrudsscener med mange nuancer, men jeg tænkte ikke, wauw, nu nåede han op på et nyt niveau som i ’The Revenant’.
I øvrigt burde Adam Sandler være nomineret for ’Uncut Gems’, han gør noget, man ikke har set ham gøre før. Det skulle han have haft et cadeau for – og så havde vi måske sluppet for flere Adam Sandler-komedier«.
Bedste kvindelige birolle
»Jeg har været lidt frem og tilbage mellem, om jeg skulle vælge Laura Dern for ’Marriage Story’ eller Florence Pugh fra ’Little Women’, som er rigtigt god – i øvrigt også i ’Midsommar’, hun er en af de store opdagelser det seneste filmår.
Jeg ved godt, det nærmest er pinligt, men også her stemmer jeg på storfavoritten, Laura Dern. Hun er virkelig god i den rolle. Og jeg genså ’Little Women’ på det store lærred i USA. Som akademimedlem får man jo alle de der screeners hjem til, hvilket er fedt, men at se et kostumedrama på en skærm var ikke helt fair. Så jeg gik i biografen og oplevede den – og det var faktisk en dårlig oplevelse. Det var mere tv-agtigt, end jeg frygtede. Den er ikke dårlig, men kunne have været meget bedre«.
Bedste mandlige birolle
»Her har jeg ikke stemt på storfavoritten (Brad Pitt, red.). Årets mandlige birolle var for mig Joe Pesci i ’The Irishman’. Han var bare… fuck, det var bare fantastisk at have ham tilbage og opleve den der coolness og samtidig en sårbarhed, som han ikke har vist på samme måde før. Det var en overraskende nuanceret præstation, og karismamæssigt var han the powerhouse i den film.
Jeg ved godt, at 95 procent stemmer på Brad Pitt, og han er også god. Det var også sødt, at han tog sit navneskilt på til den der Oscar Luncheon! Han virker bare som et rigtigt sympatisk menneske. Når man ser dem i virkeligheden, kan man ofte fornemme, om de virker som en robot eller et rigtigt menneske, og Brad virker sgu som et menneske. Og det gode ved, at han vinder Oscar’en er, at han endnu engang kan holde en af årets bedste takketaler«.
Bedste originalmanuskript
»Der har jeg endnu engang stemt ’Parasite’. Det er vildt at have en så symbolladet fortælling, som virker så naturligt organisk. Det er blæret manuskriptskrivning. Og samtidig et manuskript, hvor der er tænkt over de filmiske dimensioner. Det er ikke bare ordene, der hele tiden afgør, hvordan scenerne udspiller sig«.
Bedste adapterede manuskript
»Jeg endte med at stemme på ’Jojo Rabbit’. Ikke nødvendigvis fordi det er det allermest vellykkede manus, men jeg synes, at der er en originalitet i det, som er fed. Det er en meget idéfyldt historie, og manden bag, hvis navn jeg knap nok kan udtale (Taika Waititi, red.), er en af de dejligt skæve eksistenser i Hollywood, som det er værd at støtte op om«.
Bedste klipning
»Nu begynder jeg at være kedelig – for det er også ’Parasite’! Den er stramt klippet, også fordi det er meget præcis historiefortælling, men der er også en sans for at skabe montager, hvilket tit kan være noget af det sværeste, når man har en fremadskridende fortælling med mange elementer – at så samtidig være filmisk og skabe montager, hvor filmen får sin egen abstrakte tid«.
Bedste fotografering
»Jeg var lige ved at sætte kryds ved ’The Lighthouse’, fordi jeg synes, den er blevet fuldstændigt overset. Jeg forstår ikke, hvorfor Willem Dafoe ikke er nomineret i birolle, og jeg forstår ikke, hvorfor den ikke er nomineret til en lydpris. Men jeg krøb alligevel til korset og valgte favoritten, Roger Deakins for ’1917’. Det er en magtdemonstration af, hvad man kan med et kamera«.
Bedste animationsfilm
»Jeg har stemt på ’I Lost My Body’, som er en fantastisk film med mange følelsesmæssige niveauer. Raffineret fortalt og animeret på en anderledes måde. Den portrætterer et voksenliv med mange nuancer, og jeg blev meget rørt. ’Toy Story 4’ løber sikkert med den – eller ’Missing Link’«.
Bedste internationale film
»Der er ikke så meget at rafle om. Det er næsten synd for de andre, for der er flere gode film der. Jeg kunne godt lide intensiteten i ’Les Miserables’, ’Honeyland’ er en smuk film, og det gør mig glad, at en dokumentar er nomineret i den kategori. Men det bliver selvfølgelig ’Parasite’«.
Bedste dokumentarfilm
»Som dansker synes jeg, man godt kan stemme på ’The Cave’ uden at skamme sig. Det er en meget stærk film. Men feltet i det hele taget er faktisk utroligt stærkt. Det er den mest spændende af alle Oscar-kategorierne. Der er kun én engelsksproget film, og den handler om ikke-amerikanere, som skal vise, hvad amerikanerne skal gøre (’American Factory’, red.). Alle filmene er virkelig gode, der er ingen halvbøvede musikfilm. Jeg tager hatten af for det dokumentar-branch, der har valgt det her felt. Helt objektivt ville det nok stå mellem ’The Cave’ og ’Honeyland’, men ’The Cave’ kan helt sikkert noget særligt som filmisk oplevelse. Det er vigtigt for mig, at film er en filmoplevelse, og det er ’The Cave’«.
Bedste produktionsdesign
»Når man bygger det der hus i ’Parasite’, skal man have en Oscar. Men jeg var tæt på at vælge ’Once Upon a Time in Hollywood’, for det production design er satme også blæret. Når man ser, hvordan L.A. ser ud nu, og så ser det L.A., de har banket sammen til filmen – det er suverænt«.
Bedste visuelle effekter
»Jeg gik lidt frem og tilbage mellem at give de kære Marvel-folk en pris (for ’Avengers: Endgame’, red.). Men i ’1917’ var de visuelle effekter også født ud af billederne på en måde, som fungerer enormt godt og elegant, det visuelle er gennemtænkt på alle niveauer. Så jeg endte med at stemme på ’1917’. Måske skulle jeg have stemt på Marvel«.
Bedste kostumedesign
»Jeg valgte ’Little Women’. Jeg synes, fotograferingen var kedelig, og dens måde at iscenesætte scenerne på var kedelig, men kostumerne var flotte og lidt anderledes i forhold til, hvad man normalt ser i kostumedramaer. Det var ikke så flashy, men havde sin egen tone og passede til de forskellige karakterer«.
Bedste makeup og hår
»Jeg valgte ’Joker’, ikke så meget for Joaquin Phoenix’ klovneansigt, men mere bare for hvordan jeg synes, at hele måden karaktererne virkede, som om de var i en film fra 70’erne, men også havde deres eget udtryk, var godt løst. Jeg synes, nogle gange de der makeup-priser går til det, der er mest flashy – som ’Maleficent’. Det er ikke så spændende som noget, hvor det føles, som om du kigger på et virkeligt menneske. I ’Joker’ lignede alle nogen, der kun havde sovet tre timer om natten«.
Bedste lydmiks
»I lydkategorierne savner jeg film som ’Uncut Gems’, ’The Lighthouse’ og også ’Waves’, som ikke er kommet til Danmark, men som er en vild film. Men her er jeg endt med at gå med den mest eventyrlystne, nemlig ’Ad Astra’, der i øvrigt også burde have været nomineret for visuelle effekter«.
Bedste lydklip
»Den gik til ’Joker’«.
Bedste score
»Thomas Newmans score til ’1917’ var ret godt, der var bare alt for meget af det. Han skal snart vinde sin Oscar, men det skal ikke være i år, for der er en islænding (Hildur Gudnadottir, red.), der har skrevet musik til ’Joker’, som er helt vildt originalt og ikke lyder som noget andet. Og så er det også fedt, at en kvinde for en gangs skyld markerer sig i den kategori«.
Bedste sang
»Det var svært. Sangene i ’Frozen 2’ var noget af det svagere. Jeg havde stemt på sangene fra etteren. Den nye Elton John-sang var… det var ikke lige der, han lavede sin nye klassiker. I stedet stemte jeg på Randy Newmans sang i ’Toy Story 4’. Han kan noget med at blande melankoli og varme, som også fungerer i den sang«.
Kortfilm-kategorierne
»Jeg stemte ikke i animerede kortfilm eller liveaction-kortfilm, for jeg har simpelthen ikke haft tid til at se filmene. I Kort Dokumentar stemte jeg på ’Walk Run Cha-Cha’. ’St. Louis Superman’ var dog også god.
Årets Oscar-show finder sted natten til mandag dansk tid. Se vores faste Oscar-eksperts forudsigelser her.