Da den islandske mesterkomponist Jóhann Jóhannsson tragisk døde i en alder af 48 i 2018, måtte hans samarbejdspartnere tage stilling til, hvad de skulle stille op med hans ufærdige hjertebarn, ‘Last and First Men’, der skulle være hans første film som instruktør.
Den danskboende norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen var en del af det hold, der besluttede at færdiggøre filmen – sammen med blandt andet den danske klipper Mark Bukdahl, komponist Yair Elazar Glotman og producer Thor S. Sigurjonsson.
‘Last and First Men’ er en essayfilm, der mediterer over verdens dystre fremtid gennem en blanding af Jóhannssons hypnotiske musik, Grøvlens billeder af cementmonumenter på Balkan fra Anden Verdenskrig og Tilda Swintons voiceover, baseret på Olaf Stapledons scifi-roman ‘Last and First Men’ fra 1930 om menneskehedens sidste dage. Swintons stemme taler fra en fjern fremtid, hvor alt liv på Jorden er uddødt, og kun monumenterne står tilbage.
»En meditativ og smuk science fiction-film om menneskets undergang«, lyder beskrivelsen fra vores anmelder, som giver filmen fem stjerner i forbindelse med den danske premiere på det digitale CPH:DOX.
Inden da fik filmen i sidste måned verdenspremiere på Berlin Film Festival, hvor vi dagen efter mødte Sturla Brandth Grøvlen – en af dansk films hottest fotografnavne, der både har stået bag kameraet på danske film som Ali Abassis ‘Shelley‘, Michael Noers ‘Før Frosten‘ og Thomas Vinterbergs kommende ‘Druk’ og internationale titler som islandske Grímur Hákonarsons ‘Blandt mænd og får‘, tyske Sebastian Schippers ‘Victoria‘ og amerikanske Josephine Deckers ‘Shirley’ og Benh Zeitlins kommende ‘Wendy’.
Han var stadig rørt og overvældet over gårsdagens varme modtagelse i Jóhannssons hjemby.
»Det var meget følelsesladet at vise filmen, ikke mindst fordi Jóhanns familie var til stede. Vi har været gennem en lang proces under meget specielle omstændigheder, og vi har gjort alt, hvad vi kunne. Så endelig at vise den – og at det faktisk er en film – var en stor oplevelse«.
Hvornår startede projektet for dig?
»Det startede i 2014. Jeg optog min første spillefilm med Anders Morgenthaler, ‘I Am Here’, i Hamburg i 2013. Den lavede Jóhann musik til, så vi havde en connection, men havde aldrig mødtes. Da jeg efterfølgende var i Berlin for at forberede den tyske film ‘Victoria’, og Jóhann lige var flyttet herned, mødtes vi og drak en kop kaffe. Der fortalte han om det her projekt, han gerne ville lave, og det lød super spændende. Et halvt år efter, i efteråret 2014, var vi på optagelser på Balkan«.
Hvad var det ved det, han præsenterede for dig, der gav dig lyst til at være med?
»Det var først og fremmest, fordi Jóhann var et fascinerende menneske med en tydelig kunstnerisk sjæl. Projektet var ret specielt med sin opdeling i musik, billeder og en science-fiction-fortælling, som er skrevet i 1930. Jeg gik på kunstakademiet i Norge, inden jeg gik på Den Danske Filmskole, og projektet mindede mig om måden, man konceptualiserer kunstprojekter på, ikke måden man laver film på. Der var ikke noget manuskript, og det var en meget procesorienteret film. Det syntes jeg var spændende«.
Lå teksten ikke som et manuskript?
»Jo, Johann havde bearbejdet teksten baseret på de sidste to kapitler og noget fra første kapitel i bogen. Men vi vidste ikke, hvordan den skulle passe sammen med billederne og musikken. Og vi havde ikke nogen plan for optagelserne«.
Hvordan greb I det så an?
»Jóhann, en kameraassistent, en chauffør, en producerassistent og jeg tog til Balkan, hvor vi kørte rundt i en lille varevogn. Det var ligesom at være på turné. Vi stod tidligt op om morgenen og kørte efter de forskellige monumenter, som vi filmede hele dagen. Og så videre næste dag.
Jóhann og jeg gik ud med hvert vores kamera om morgenen og samlede billederne om aftenen. På den måde storyboardede vi filmen, mens vil lavede den. Det var en dokumentarisk tankegang, en indsamling af materiale. Først meget senere koblede vi billederne sammen med musikken og fortællingen. Det var en lang proces med at få de tre elementer til at komplementere hinanden og skabe en spænding«.
Hvad var din strategi i forhold til at filme monumenterne?
»Vores mål var at skabe en hypnotisk stemning. Vi arbejdede med langsomme zooms og prøvede at ophæve fornemmelsen af tyngdekraft og geografi, så tilskueren ikke vidste, om de kiggede opad eller nedad eller vendte på hovedet. Målet var at give en vægtløs tilstand – vi forholdt os til monumenterne, som om de var rumskibe, og prøvede at skabe bevægelse, så det så ud, som om det er monumenterne, der bevæger sig og ikke kameraet«.
Hvad betyder monumenterne for dig?
»Mens vi optog filmen, forholdt jeg mig mest til at skabe en fiktionsfortælling og en udenomjordisk science fiction-verden.
Jeg var selvfølgelig bevidst om, at monumenterne har en stærk historisk betydning, fordi det er mindesmærker fra blandt andet koncentrationslejre og slagmarker fra Anden Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig besluttede det kommunistiske regime at bygge monumenterne for at skabe en fælles hukommelse om, hvad der skete. Det resonerer med bogen ‘Last and First Men’, som også forholder sig til både fremtiden og fortiden.
Mindesmærkerne beretter om fortiden, men er også et forsøg på at skabe en fælles ny fremtid. Det er symbolet på en utopi om at samle mange forskellige etniciteter i et uroligt område i Europa, hvilket lykkedes, men i sidste ende fejlede med krigen på Balkan i 1990’erne. På den måde synes jeg, at teksten komplementerer de komplekse dynamikker på Balkan, som jeg dog ikke var lige så bevidst om eller havde samme historiske viden om som Jóhann«.
Hvad skete der efter optagelserne i 2014?
»Mens vi var ude at filme monumenter, fik Jóhann et telefonopkald om, at han var blevet Golden Globe-nomineret for ‘The Theory of Everything‘. Han vandt prisen et par måneder senere, og så eksploderede det for ham. Allerede inden var han et stort komponistnavn, men nu blev han for alvor sat på kortet i Hollywood og fik pludselig rigtigt meget arbejde. Derfor tog det lang tid for ham at få tid til at sætte sig ned og fordybe sig i det her projekt.
Da han døde i februar for to år siden, var vi et sted, hvor vores klipper Mark Bukdahl var nået virkelig langt med at samle filmen, og vi tænkte, at vi måske kunne have en færdig film den følgende sommer.
Så døde Jóhann meget pludseligt. Det var ekstremt sørgeligt. Hele holdet gik gennem en sorgproces i længere tid, men var enige om, at filmen selvfølgelig skulle ud. Det var også vigtigt for Jóhanns familie. Vi diskuterede, om filmen skulle ud i sin daværende form, men fandt frem til, at det ville være forkert at udgive en ufærdig version. Og så gik vi i gang med at arbejde, så godt vi kunne ud fra den retning, Jóhann havde udstukket«.
Var I nervøse for at gøre noget ‘forkert’ med en anden mands film?
»Vi var pissenervøse. Det føltes som en umulig opgave. Men vi talte om, at vi ikke hele tiden kunne sidde og prøve at regne ud, hvad Jóhann ville have gjort i alle situationer, men at vi måtte stole på, at han havde valgt at arbejde med os, fordi han kunne lide vores kunstneriske talent. Så vi valgte at følge vores egen kunstneriske smag. Heldigvis havde værket en tydelig retning, som vi kunne følge. Vi skulle ikke opfinde den dybe tallerken, men bare gøre filmen skarpere«.
Hvad manglede filmen på det tidspunkt?
»Vi sad med en film, som var lidt for lang og ikke helt i balance rytmisk. Jóhann havde efterladt nogle nye idéer i filmen, som ingen havde set før, og som vi skulle forholde os til. Meget af musikken var ikke optaget og var snarere skitser end færdigt musik. Bare det at finde ud af, hvor musikken stammede fra, i forhold til Copyright, var et kæmpe arbejde. Og så skulle den indspilles og gøres skarpere. Det brugte Jóhanns samarbejdspartner Yair Elazar Glotman et år på«.
Hvordan har du det med filmen i dag?
»Jeg er mega glad og mega stolt. Det er meget følelsesladet. Der er et sted i filmen, hvor jeg altid græder, og det blev fordoblet ved premieren i går. Det er hen mod slutningen af filmen, hvor Tilda siger, at hele menneskets levetid er en lille fodnote i universets liv. Der er noget storladent i det udsagn, som rammer mig. Det får mig til at føle mig både meget lille og meget betydningsfuld«.