’Robolove’: Robotternes fremtidsudsigter er skræmmende i ny dokumentarfilm
CPH:DOX. ‘Do Androids Dream of Electric Sheep?’, spurgte Philip K. Dick i sin berømte roman fra 1968, der siden blev forvandlet til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ’Blade Runner’, hvor en ung og smækker Harrison Ford jagter menneskelignende robotter, androider.
Vi er ikke helt der, hvor kunstig intelligens sidder på et regnfuldt tag og filosoferer over sin eksistens, men udviklingen af robotter er hastigt fremskridende.
I Maria Arlamovksys CPH:DOX-aktuelle dokumentar ’Robolove’ får vi et indblik i, hvor skræmmende langt forskellige producenter er kommet i arbejdet med at kreere det næste skridt inden for menneskets udvikling. Og vidt forskellige synspunkter og motivationer driver de involverede.
Den japanske pioner Hiroshi Ishiguro har udviklet flere af de ypperste androider i verden, og filmen åbner med en sekvens, hvor han har en samtale med sit robot-modstykke, Geminoid-modellen.
»As far as scientific research is concerned, you, Geminoid, being a robot, are far more important. But when it comes to developing something new, then I’m probably more important«, postulerer Ishiguro.
»Soon it probably won’t matter which one of us is important«, messer siliconehovedet monotont tilbage, og glimt af dommedagsprofetier a la ‘Terminator’ flasher foran mit indre øje.
I den modsatte ende af spektret finder vi Matt McMullen og hans sexrobotter. Igen tilstræbes der en ekstrem realisme af de kunstige elskovskompagnonger, og det er da heller ikke utænkeligt, at det lige præcis er inden for denne afart, at de største fremskridt angående androiderne livagtighed kan findes.
Indtil videre bliver de forskellige robotter dog præprogrammeret med alskens oplysninger, så de kan identificere en passende respons, og dermed er vi endnu et stykke vej fra Roy Battys eksistentielle overvejelser i ’Blade Runner’.
Men ’Robolove’ viser med robotten BINA48, at vi ikke er mange kvantespring derfra. Modeleret efter en rigtig person og med dennes erindringer er det fascinerende at opleve, hvordan den kunstige intelligens er i stand til at svare på spørgsmål fra den virkelige Binas søn.
Er det muligt, at vi ikke er så langt fra at kunne leve videre i en virtuel verden, når vores fysiske krop giver op?
Instruktør Maria Arlamovsky bruger de 52 minutter, filmen varer, til at præsentere forskellige synspunkter uden selv at gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert.
Det vrimler ikke ligefrem med spektakulære visuelle øjeblikke, men der er nu alligevel noget lækkert over det, når kameraet bliver inviteret indenfor i Ulises Cortés serverfarm, der ligger i en gammel kirke. Clashet mellem de religiøse motiver i vinduerne og den konstante summen fra elektronikken italesætter på fortrinlig vis dilemmaet med, hvad der er etisk rigtigt, og hvad der er rigtigt i forhold til indtjening og videnskabelige fremskridt.
Hvilket virkelig bliver understreget, da man introduceres til Zenbo Hidaka, som har titlen »A.I.-ekspert, munk«. Han argumenterer for, at mennesker altid har haft en tendens til at give højerestående væsner, som diverse guder, menneskelige karakteristika, så de nemmere kan relatere sig til dem.
Den tanke er ekstra interessant med tanke på, at ordet robot kommer fra det tjekkiske »robota«, der betyder slave. Robotoprøret er måske lige rundt om hjørnet alligevel.
Kort sagt:
’Robolove’ er et fascinerende indblik i menneskets lyst til at skabe androider.