Der er sket et voldsomt skred i familiedynamikken blandt Byrde-ægteparret i den Emmy-vindende Netflix-serie ’Ozark’. I første sæson førte manden Marty (Jason Bateman) resten af familien ind i den kriminelle underverden og til regionen Ozark for at hvidvaske penge for det mexicanske Navarro-kartel. Men konen Wendy (Laura Linney) har over to sæsoner fået blod på tanden og tvang endelig i finalen til sæson 2 Marty til at blive i Ozark og bibeholde samarbejdet med deres lyssky ’aktionærer’.
Tredje sæson handler om det fortsatte magtspil mellem kone og mand, der på hver deres måde prøver at fremme og beskytte familieenheden.
Et gammelt ordsprog lyder, at bag enhver succesfuld mand gemmer der sig en stærk kvinde. Det er nok det, man ville kalde et baghåndet kompliment, som i dagens lys mest læses som: Vi vil hellere hylde middelmådige mænd end belyse talentfulde kvinder.
’Ozark’ er langt fra ene om at dyrke denne kønsdynamik. Den ligger til grund for mange af tv-mediets mest anerkendte serier i det nye århundrede. Her er én karakter blevet dyrket mere end nogen anden: Den standhaftige familiemand transformeret til et amoralsk monster på jagt efter magt og mammon.
Der er den sleske lothario Don Draper i ’Mad Men’, som styrer og manipulerer reklamebranchen såvel som hjemmelivet efter sit eget velbefindende. Den cancerramte kemifolkeskolelærer Walter White i ’Breaking Bad’, som begynder et meth-imperium under alteregoet Heisenberg. Sheriffen Rick Grimes i ’The Walking Dead’, der efter zombie-apokalypsen håndhæver sin lederposition med en fascistoid jernhånd. Og senest Marty Burke i ’Ozark’, der roder kernefamilien ud i den kriminelle løbebane, da han bliver taget med hånden i kagedåsen og et bjerg af kartelpenge.
Men bag alle disse mænd står en hustru, som er klar til at prikke hul i deres ego, spænde ben for deres foretagender eller sågar prøve sig på mandens kriminelle hjemmebane.
Konflikten giver på sin vis mening. Fortællingerne om alle disse mandlige antihelte handler i sidste ende om den brovtende alfa- og familiemand, som får fingrene i klemme. Tematikken blev etableret af David Chases mafia- og familiedrama ’The Sopranos’ fra 1999, hvor bossen Tonys forhold til sin hustru Carmela også stod centralt.
Så hvilken bedre modstander til denne arketypiske mand end den utålmodige kvinde i køkkenet, som efter skuffelse på skuffelse trækker en streg i sandet? Resten skriver jo nærmest sig selv… Eller hvad?
Forhadte hustruer
Mens de mange mænd har nydt ikonisk status, så nævnes deres bedre halvdel sjældent med andet end hadebeskeder fra tvære fanskarer.
Skuespilleren Anna Gunn bag hustruen Skyler i ’Breaking Bad’ beskrev i 2013 i New York Times sin rolle som Walters evige modpol således:
»Konsensus blandt dem, som hader Skyler, er klar: Hun er en ball-and-chain, kedsommelig, en hystade, en irriterende kælling af en hustru«.
Skyler er da også fra begyndelsen skrevet som en antagonist i serien. I første sæson opfører hun sig både overfladisk og forkælet og negligerer sin underdanige husbonds behov og følelser. Da hun opdager Walters kriminelle foretagender, truer hun først med at tage familien væk fra ham. Senere arbejder hun sammen med Walter, men selv her underminerer hun konstant hans autoritet og status.
Men at visse fans hader en karakter, kan ikke nødvendigvis kastes 100 procent over på serieskaberne. I sin klumme gjorde Anna Gunn det klart, at hadet mod Skyler belyser et underliggende had mod selvstændige kvinder. Og Vince Gilligan har udtalt til Digital Spy, at han anser Skyler for at være seriens mest undervurderede karakter.
Fans’ fortolkning og forfatterens intention kan således ikke sammenkædes én-til-én. Alligevel er der et mønster at spore. I ’The Walking Dead’ er Ricks kone Lori karakteriseret som ondsindet og hævngerrig – og som én, der hurtigt finder sammen med Ricks bedste ven, da hun tror, husbonden er død.
Og i første sæson af ’Fargo’ er tendensen sat på spidsen, da Martin Freemans Minnesota-mandsling sender den grotesk kontrollerende kone i en tidlig grav i en scene, der mere spiller på lattermusklerne end tragedien.
’Ozark’: Et skridt frem, to tilbage
Serieskaberne bag ’Ozark’, Bill Dubuque og Mark Williams, prøver tydeligvis at spille på denne veltrådte familiedynamik, og den nyeste, tredje sæson er netop blevet rost for konen Wendys heel-turn som diabolsk manipulator.
De to kønstraditionelle roller byttes rundt. Marty Byrde føler sig klemt mellem sit ansvar for sin familie og kartellet, mens Wendy breaker bad og arbejder sammen med kartellederen Navarro for egen vindings skyld. Da Marty bekymret spørger til hendes kriminelle foretagender i tredje afsnit, ignorerer hun ham blot og kakler ondsindet, mens hun sipper til sin vin. Det er hendes tur til at have bukserne på.
I hvad, der virker til at være en direkte finger i siden på folk, som netop hader disse forhadte konekarakterer, anråber en desperat Marty til deres parterapisession, at Wendy er en »power hungry bitch«, hvorefter hun stormer ud af rummet. Så kan det ikke sættes mere på spidsen.
Problemet med ’Ozark’ sæson 3 er dog, at den virker mere interesseret i at kurere symptomerne end selve sygdommen. Wendy er således langt fra så forhadt en karakter som Lori, Skyler eller for den sags skyld Carmela Soprano – patient zero, når det kommer til forhadte husfruer.
Men Wendy fungerer udelukkende som en forhindring for sin mands forbudte foretagender. Og hendes konfliktsøgende natur i sæson 3 virker netop som det: En måde at fremme konflikt i en serie, der koger tynd suppe på en interessant, men ikke langtidsholdbar præmis.
Ligegyldigt om hun er handlekraftig som Wendy eller en modelhustru med et liv i skyggen af sin mand i 50’erne som Betty Draper i ’Mad Men’, fremkommer problemet stadig, at hustruen til antihelten ikke forholder sig til noget, der står uden for hans umiddelbare sfære.
Så hvordan kommer vi videre herfra?
Hyklerisk – i egen ret
’Breaking Bad’-skaber Vince Gilligans evne til at lære af sine tidligere fejltrin er værd at bemærke.
I sin overlegne spinoff-serie ’Better Call Saul’ har han helt åbenlyst taget ved lære af faldgruberne omkring Skyler. Her følger vi Walter Whites karismatiske pho-advokat Saul Goodman (Bob Odenkirk) fra hans dage som en sølle hustler med civilnavnet Jimmy McGill til rollen som front for mexicanske narkokarteller.
Også her kommer Jimmys primære modstand fra hans kvindelige modpart Kim (Rhea Seehorn) – en ambitiøs, stædig advokat, der har et blødt punkt for den viltre fuck-up. Men i modsætning til mange andre serier agerer Kim ikke i periferien af den mandlige antihelt. Hun har sine egne forhold, ambitioner og agendaer.
I tredje sæson er hendes hovedsagelige bekymring at holde hovedet over vand, mens hun prøver sig som selvstændig advokat. Den gængse konflikt – kone mod mand, besværlig hystade mod egenhændig møgsvin – er hermed smidt ud ad vinduet.
Endnu tydeligere er denne fornyede energi i Jesse Armstrongs mesterlige familiedrama ’Succession’. Her er datteren til mediemogulen Logan Roy, Shiv (Sarah Snook), den klassiske bossbitch, da hun konstant tramper på sin mand Tom (fænomenale Matthew Macfadyen) for egen vindings skyld.
Men i modsætning til Wendy i ’Ozark’ er fokusset på Shivs eget hykleri snarere end på hendes rolle som mandens modstander. Som tidligere politisk strateg vælger Shiv koldt at blande sig i familiens horrible affære i sæson 2 for at vinde grund hos sin magtbegærlige tyran af en far.
Shiv er ond. Hun er modbydeligt kynisk og ærgerrig. Men hendes svagheder stammer fra hende selv og reflekterer hendes enorme privilegium som milliardær, der langt overstiger hendes position som en kvinde i en mands verden. Så meget desto mere er det rørende, når serien fremhæver dynamikken mellem mand og kone, som da Tom i anden sæsons monumentale finaleafsnit konfronterer sin kone med hendes manglende støtte og empati.
Det virker som vejen frem: Kvindekarakterer, der har deres egne drifter og ængstelighed. Alt det, der var så fængslende ved Tony Soprano, Walter White og Don Draper i første omgang.