Fem film fra 60’erne, du kan (og skal) streame nu

Vi er nået til sidste del af vores streamingjagt på filmklassikerne, der har influeret utallige moderne instruktører og franchises – men som kan være særdeles vanskelige at opstøve online herhjemme. Denne gang dykker vi ned i 60’erne, som Quentin Tarantino og Jordan Peele låner ivrigt fra.
Fem film fra 60’erne, du kan (og skal) streame nu
Anthony Perkins i ‘Psycho’.

FILMHISTORIE FOR BEGYNDERE – DEL 3. Efter at have anbefalet filmperler fra 40’erne og 50’erne i de forgangne uger runder vi her tidsrejsen af med et besøg i 60’erne, der bød på revolutionerede nybrud i amerikansk og europæisk film.

De før så magtfulde studier, der siden filmens spæde fødsel havde dikteret tone og moral i Hollywood, måtte endelig slippet grebet over for den voksende import af udenlandske film (der ingenlunde fulgte Hollywoods dydighedscensur) og en ny generation af amerikanske, samfundskritiske instruktører, der kastede genrekonventionerne op i luften.

Martin Scorsese, Steven Spielberg og Francis Ford Coppola begyndte alle så småt at røre på sig i 60’ernes smeltedigel af kreativitet, mens Mike Nichols, John Schlesinger, Dennis Hopper og Stanley Kubrick skabte toneangivende værker, der kommenterede på tidsånden med henholdsvis ‘The Graduate’, ‘Midnight Cowboy’, ‘Easy Rider’ og ‘2001: A Space Odyssey’.

Hvordan udvælger man fem titler fra så eksplosivt et filmårti? Hvad med Steve McQueen og Robert Redford? Hvor er krigssatiren ‘Doctor Strangelove’ for slet ikke at tale om det franske nybølgegeni Jean-Luc Godard?

Der kan umuligt blive plads til alle, men hvor Godard er faldet ene og alene på grund af det kedelige faktum, at hans film stort set ikke kan streames i Danmark, er vi for resten gået med film, hvis indflydelse ikke alene er tydelig i vor tid, men som også fortsat holder skruen i vandet på ren underholdningsværdi (‘2001: A Space Odyssey’ gør sig alt andet lige bedst på det store lærred, og Kubricks mest tilgængelige hit efter moderne smagsløg skal immervæk findes i de følgende årtier.

Et voila: Her får du fem 60’er-titler, der forhåbentligt kan give blod på tanden til at gå på nærmere opdagelse i filmkunstens skattekiste.

Henry Fonda i ‘Once Upon a Time in the West.

Quentin Tarantinos kærlighed: ‘Once Upon a Time in the West’

Faderen af spaghettiwesternfilmen og Tarantinos idol, italienske Sergio Leone, er en af de største skikkelser i filmhistorien, hvis ’Once Upon a Time in the West’ og ’The Good, The Bad and The Ugly’ giver filmaficionadoer våde øjne af begejstret nostalgi, så snart Ennio Morricones hårrejsende gode scores spiller op (billetterne til komponistens koncert i København i 2016 blev ikke overraskende revet væk).

Som navnet antyder, blev spaghettiwesterns hovedsageligt optaget i Europa, og det gjaldt også for ’Once Upon a Time in the West’, der primært filmede på location i Rom og Spanien (med en kort afstikker til Monument Valley i Utah). Egentlig havde Leone slet ikke tænkt sig at lave flere westerns efter ’The Good, The Bad and The Ugly’ fra ’66, men Hollywood pressede på – og da Paramount-studiet til sidst smed en ordentlig pose penge plus Leones favoritskuespiller Henry Fonda på bordet, blev filmmanden overtalt.

Leone allierede sig med de to tidligere filmkritikere Dario Argento (som senere instruerede horror-kultklassikeren ’Suspiria’) og Bernardo Bertolucci (’The Last Tango in Paris’), og sammen brugte de et helt år på intensiv research og genrefilmnørderi forud for optagelserne.

Historien er en krudttønde af hævntørst og forræderi i kampen om et stykke land, Sweetwater, som en industrimagnat forsøger at tilrane sig ved hjælp af den koldblodige lejesvend Frank (Fonda i en overraskende skurkerolle), der støder sammen med skurken Cheyenne (Jason Robards). Hvert et billede er et støvet, stemningsmættet kunstværk i sig selv, og filmens kyniske tone holder seeren i et jerngreb frem til den sidste neglebidende duel.

Hvad der startede som en hyldest til genren, blev en af dens største triumfer med en atmosfære og scenografi, der ekkoer klart og tydeligt i film som ’Inglourious Basterds’ og ’The Assassination of Jesse James’.

Kan ses på iTunes, SF Anytime og Blockbuster.

Catherine Deneuve i ‘Pigen med paraplyerne’.

Franske ‘La La Land’-vibes: ‘Pigen med paraplyerne’

I begyndelsen af 60’erne havde den franske instruktør Jacques Demy så mange problemer med at få sin debutspillefilm ‘Lola’ realiseret i musicalform, at han til sidst måtte droppe farver, kostumer og sangnumre på grund af manglende finansiering.

Den uimodståelige ‘Pigen med paraplyerne’ (originalt ‘Les parapluies de Cherbourg’, 1964) var tæt på at lide samme skæbne. »Det er en sød historie – men kan du ikke lave den i sort-hvid? Og kan de ikke bare sige replikkerne?«, foreslog én producent, inden den mere visionære nybølgeproducer Mag Bodard sprang på Demys originale idé om et kærlighedsdrama, hvor alle replikker synges som en filmisk opera.

‘Pigen med paraplyerne’ handler om et ungt elskende par, der skilles af ydre omstændigheder i den lille kystby Cherbourg i Normandiet i 1957. Geneviève (Catherine Deneuve på raketfart mod stjernerne) arbejder i sin mors paraplybutik, Guy (Nino Castelnuovo) er bilmekaniker. Men parrets planer om at gifte sig afbrydes abrupt, da Guy bliver indkaldt til Algierkrigen.

Filmen endte som en publikumsbasker i Frankrig og blev belønnet med Guldpalmen i Cannes, fem Oscar-nomineringer og en Hollywood-invitation til Demy. I dag anses den som et hovedværk i filmhistorien, og så var den – sammen med ’Singin’ in the Rain’– en af Damien Chazelles helt store forbilleder for ’La La Land’. Ligesom også Wes Anderson og, jep, ‘Mean Girls’ har hentet inspiration i filmens farvepalet og scenografi.

Kan ses på Filmstriben, iTunes og Blockbuster.

Janet Leigh i ‘Psycho’.

Alle slasherfilms forbillede: ‘Psycho’

’Scream’, ’I Know What You Did Last Summer’, ’Happy Death Day’, ’Halloween’… Uden stjernepsykopaten Norman Bates og hans køkkenkniv, ingen slasherfilmgenre. Og selvom Alfred Hitchcocks mesterværk har lige præcis 60 år på bagen i år (tillykke!), er det umuligt ikke at blive suget ind i dens klaustrofobiske univers, hvor garnet strammes om filmhistoriens første ægte scream queen (sorry, Jamie Lee Curtis).

I frustration over, at hun og kæresten Sam ikke har råd til at gifte sig, stjæler sekretæren Marion (spillet af Janet Leigh) lettere impulsivt en større sum penge fra sin chef, lejer en bil og stikker afsted på Californiens landeveje, på vej mod byen, hvor Sam bor. Om aftenen bliver hun imidlertid fanget i et gedigent uvejr og søger ly på det afsidesliggende Bates Motel for en enkelt overnatning, hvor den unge ejer Normans (Anthony Perkins) overdrevne hjælpsomhed er sødt akavet. Duoen bonder over late night-sandwiches, inden Marion går til ro – men først vil hun lige tage et bad…

Hitchcock skød ’Psycho’ i sort-hvid for at undgå censur over de mere blodige scener, men filmens cocktail af dødeligt begær, udenomsægteskabelig sex (instruktøren gav pokker i tidens antiseksualitetsdogmer) og psykisk sygdom skræmte ikke desto mindre bukserne af både Hollywood og publikummer verden over.

Hitchcock fik biograferne til at insistere på, at ingen blev lukket ind efter filmens start, men flere besøgende forlod til gengæld visningerne undervejs, dybt chokerede, akkurat som forargede publikummer forrige år udvandrede fra Lars von Triers ’The House That Jack Built’ i Cannes (ingen tvivl om, hvilken af de to titler er bedst, dog).

Men ’Psycho’ er mere end sine gys: Filmens fotografering og billedbeskæring er stærkt innovativ, suspense-opbygningen er hypnotisk, og særligt Perkins, som op til da havde været en af Hollywoods romantiske leading men, spiller formidabelt (Norman-karakteren kom til at følge ham resten af livet).

Dit forhold til bruseforhæng bliver aldrig det samme efter overnatningen på Bates Motel.

Kan ses på Blockbuster og Youtube.

Anne Bancroft og Dustin Hoffman i ‘The Graduate’.

Here’s to you, Mrs. Robinson: ‘The Graduate’

Filmen, der kickstartede Dustin Hoffmans karriere og gjorde (35-årige!) Anne Bancroft til alle forførende MILF’s moder, er en lige så essentiel dannelsesfortælling i amerikansk filmkultur, som ’Catcher in the Rye’ er det i litteraturen.

Hoffman spiller 21-årige Benjamin Braddock, der bruger sommeren efter college på at flyde rundt i poolen og afværge spørgsmål om, hvad han nu har tænkt sig at stille op med sit liv. Fremtidsovervejelserne/frustrationen over manglen på samme bliver brat distraheret, da Benjamin forføres af den magnetiske, midaldrende Mrs. Robinson, og en hed affære tager fart.

Men så forelsker den unge mand sig i femme fatalens datter.

’The Graduate’ fra ’67 er baseret på romanen af samme navn af Charles Webb og instrueret af Mike Nichols, som to år forinden havde bjergtaget Hollywood med debutfilmen ’Who’s Afraid of Virginia Woolf?’ med Elizabeth Taylor og Richard Burton – en kraftpræstation, der fik kritikere til at hylde Nichols som »den nye Orson Welles«.

Ikke desto mindre kæmpede Nichols indledningsvist for at få finansiering til ’The Graduate’, der paradoksalt endte som et kæmpe boxoffice-hit og blev nomineret til syv Oscars (Nichols vandt statuetten for Bedste instruktør og skabte sidenhen blandt andre ’Catch-22’, ’Working Girl’, ‘The Birdcage’ og ’Charlie Wilson’s War’).

I retningsløse, karriere-apatiske Hoffman introducerede ’The Graduate’ en ny type leading man i Hollywood, der blev et ikon for forvirrede unge på den svære tærskel til voksenlivet, særligt på et tidspunkt, hvor det amerikanske samfund gennemgik enorme forandringer, og Vietnam-krigen rasede (selvom denne dårligt nævnes i ’The Graduate’).  Alt imens Simon & Garfunkels karriere naturligvis fik et enormt boost med soundtrack-singlen ’Mrs. Robinson’.

Fun fact: Jennifer Aniston-komedien ’Rumour Has It’ er et spin-off af ’The Graduate’, hvori Kevin Costner spiller manden, der angiveligt gav inspiration til Benjamin-karakteren.

Kan ses på iTunes.

Duane Jones i ‘Night of the Living Dead’.

Racegyset, der inspirerede Jordan Peele: ‘The Night of the Living Dead’

I den anden ende af gyserskalaen fra ’Psycho’s stramme koncept og stilistisk labre eksekvering kravlede George A. Romeros ’Night of the Living’ Dead’ i ’68 op fra graven for at influere samtlige zombiefilm sidenhen, med en skarp dosis racesatire, der har sat sit tydelige præg på Jordan Peeles nyklassiker ’Get Out’.

Romero fik mainstreampublikummer til at væmmes over den hidtil usete grad af grafisk vold på lærredet, men instruktøren opgraderede samtidig zombiefiguren til en analogi over samfundspolitiske spændinger og råddenskaben under den amerikanske ’drøm’, idet de levende døde i ’Night of the Living Dead’ repræsenterer en hvid folkemængde, klar til at lynche den sorte hovedperson, Ben (Duane Jones).

Til trods for de sort-hvide billeder (valgt af budgetmæssige årsager) er filmen stadig ovenud creepy, og særligt med de aktuelle protester in mente fremstår fortællingen som en tidløs kommentar på, hvordan USA’s racistiske fortid trækker grumme tråde til den moderne ‘forstadsidyl’.

Kan ses på Viaplay, Amazon Prime og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af