’Unge Ahmed’: Kan man kurere en ung terroristspire?

Hvad stiller man op med radikaliserede unge muslimer i Vesten? Kan man ’kurere’ en terroristspire med socialdemokratisk forståelse og tålmodighed? Eller er en teenager, der har helliget sig den hellige krig, en tabt sag?

De betændte spørgsmål stiller de belgiske socialrealistiske mestre, Dardenne-brødrene, i deres kontroversielle, tankevækkende, stramt fortalte og nervepirrende drama ‘Unge Ahmed’, der vandt instruktørprisen på sidste års Cannes-festival. Filmen er på mange måder lige så radikal som sin 13-årige hovedperson, Ahmed (Idir Ben Addi), der tilsyneladende nærmest fra den ene dag til den anden er blevet radikaliseret af sin imam, Youssouf (Othmane Moumen). Den er nemlig ikke ude i et (pladder)humanistisk ærinde om at forstå, hvorfor Ahmed er blevet ekstremist. I stedet er den optaget af, hvorvidt samfundet kan resocialisere ham.

Jeg havde lyst til at smække den selvretfærdige og bedrevidende Ahmed en flad fra første scene, hvor han nægter at give hånd til sin søde og engagerede kvindelige lærer, Inès (Myriem Akheddiou) og dernæst går hjem og taler respektløst til sin mor (Claire Bodson) og søster. Moren drikker for meget, og søsteren klæder sig som en luder, mener den 13-årige. Han er en svær hovedperson at holde af, ikke mindst fordi Idir Ben Addi spiller ham med totalt stenansigt. Vi er hele tiden i tvivl om, hvad han tænker og føler, og det er frustrerende, men også spændende.

Tidligt i filmen forsøger Ahmed at stikke Inès ned, opildnet af imamen, der har udnævnt hende til kætter, fordi hun underviser i arabisk gennem sekulære sangtekster frem for koranen. Overfaldsforsøget sender Ahmed på en ungdomsinstitution, hvor flinke socialarbejdere forsøger at nå ham med løbetræning, gårdarbejde og psykologsamtaler, samtidig med at de respekterer hans religiøse praksis. Ahmed er en mønsterungdomskriminel, der tilsyneladende tager imod systemets udstrakte hånd og forbedrer sig. Men han er også en snu rad, der er god til at lyve og tale pædagogerne efter munden.

Han manipulerer tydeligvis sine omgivelser, og man sidder hele tiden med hjertet i halsen over, hvad han kan finde på. Men måske er der alligevel noget, der siver ind gennem hans panser af stålsatte overbevisninger. Ikke mindst gennem den jævnaldrende søde lyshårede gårddatter Louise (Victoria Bluck), der viser ham interesse og vækker nye følelser i ham.

Jeg hungrede efter mere indsigt i Ahmeds psykologi, men beundrer samtidig Dardenne-brødrenes insisteren på at holde diskussionen på et strukturelt ideologisk niveau. Desværre kammer slutningen over i utroværdigt og letkøbt melodrama, og det trækker en stjerne fra.

---

Kort sagt:
Dardenne-brødrenes Cannes-vinder diskuterer spændende og tankevækkende, om vi som samfund kan bekæmpe ekstremisme med kærlighed og pædagogik gennem historien om en modigt tvetydig radikaliseret muslimsk teenager.