Ventet Marvel-serie kommer snart på Disney+ – se den nye trailer til ‘WandaVision’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Egentlig skulle den have været ude i november, men premieredatoer kan man vist ikke helt regne med for tiden. Snart kommer en af mange eksklusive Marvel-serier imidlertid på streamingsatsningen Disney+, og i den forbindelse får vi også en splinterny trailer.

Som titlen indikerer, omhandler ‘WandaVision’ de to Marvel-karakterer Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany). Handlingen foregår efter ‘Avengers: Endgame’, hvor Vision som bekendt døde, og derfor er Wandas store sorg over tabet af partneren i fokus.

Ser man den nye trailer, vil den sorthvide stil, der efterligner 50’ernes sitcoms (inklusive dåselatteren), nok springe i øjnene. Det atypiske univers, hvor de to hovedpersoner lever en idyllisk forstadstilværelse med smil på læben og børn i favnen, er eftersigende en falsk virkelighed, som Wanda har skabt for at bearbejde traumet. Dén illusion kommer efter alt at dømme ikke til at holde for evigt.

På rollelisten får Olsen og Bettany selskab af blandt andre Kathryn Hahn, Kat Dennings, Randall Park og Teyonah Parris.

‘WandaVision’ kommer på Disney+ 15. januar 2021.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af