‘Tiny Pretty Things’: Netflix’ balletserie kunne have været den nye ‘Big Little Lies’
Neveah Stroyer (Kylie Jefferson) optages på en prestigefyldt balletskole i Chicago. Egentlig havde hun fået afslag – men der er kommet en åbning. Skolens rising star, Cassie, er nemlig måske/måske ikke blevet myrdet, da en mystisk fremmed i hættetrøje skubbede hende ud over kanten, da hun dansede rundt i hvid kjole på skolens tag.
Det er her, ’Tiny Pretty Things’ tager sit afsæt: Da Cassie falder, ganske langsomt, ud fra fjerde sal, til lyden af den første af mange voiceovers om klichéprægede balletfloskler som metaforer for livet selv. Og der er dermed lagt op til den type krimi, som vi kender fra lunkne, men drønpopulære ’Pretty Little Liars’ fra 2010 – og fra helt fantastiske ’Big Little Lies’ fra 2017.
Fordi ’Tiny Pretty Things’ vitterligt har alt, hvad der skal til for at plante sig solidt i dét hul, ’Big Little Lies’ efterlod efter sæson 2 – mord og gore i et miljø af smukke, rige mennesker – har det undret mig, at den ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed i Danmark.
Men når man så ser serien, forstår man det bedre – det er svært at komme videre end den første halve time af første afsnit. Lynhurtigt ridses de helt klassiske highschool-drama-komponenter op: Bette Whitlaw (Casimere Jolette) er skolens nye Queen B, hvis livsvej er banet af hendes mere talentfulde storesøster, og Neveah er skolens nye underdog, som hurtigt til alles overraskelse viser sig at blive medie-darling efter et interview, hvor hun udråbes til ballettens fremtid.
Bettes hunk af en kæreste har det ikke helt så nemt, som han burde, den skrappe rektor er måske lidt rigeligt involveret i business, der ikke er en del af jobbeskrivelsen, Intriger, en politibetjent med bias, barndomstraumer. Og så videre. Balletten som kunstforms lægges igen under kniven, selvom jeg egentlig synes, at balletverdenen har lidt nok under brutale fiktive og dokumentariske fremstillinger.
Når man bevæger sig længere ind i serien, begynder man at blive revet mere med. Ikke af det primære plot – jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan Cassie døde, og jeg kunne ikke blive mindre chokeret, når der for femte gang på fire afsnit kommer et plottwist – men fordi der bliver plads til andre fine ting.
Et gennemgående tema er balancegangen mellem venskab og konkurrence. Lige så kortvarige, som øjeblikkene af dybfølt kærlighed mellem to elever er, lige så lidt tøver de med at stikke bedstevennen i ryggen, når det er til egen fordel.
Det er en brutalitet, som ubehageligt mange måske kan genkende, og der er noget ægte i den skam, der titter frem, når den ene karakter efter den anden, mest for at overbevise sig selv, tøvende siger: »Jeg er altså ikke noget dårligt menneske…«
Det bedste i ’Tiny Pretty Things’ er dansen. De smukke koreografier vises ofte i næsten fuld længde, og der er simpelthen ikke meget, der er lige så lækkert som en velproduceret dansescene med dygtige dansere.
At man har castet professionelle dansere i stedet for knalddygtige skuespillere, er et godt valg, for jeg tror alligevel ikke, at bedre skuespil kunne have vejet op for de problemer, der er i manuskriptet. Dansen giver til gengæld serien det særpræg, den ellers havde manglet.
Episodeinstruktørerne har svært ved at ramme en æstetisk fællesnævner. Mellem afsnit fire og fem går klippestilen fra at være organisk og intuitiv til eksperimenterende og hektisk.
Værst er imidlertid hovedpersonen, Neveah, som man aldrig forstår. Hun skifter personlighed fra det ene øjeblik til det andet, og min sympati kom faktisk mere til at ligge hos Bette, fordi man i det mindste lærer hende at kende.
Kort sagt:
’Tiny Pretty Things’ lægger op til, at man skal komme for dramaet. Men hvis man bliver, vil det være for dansen.