KOMMENTAR. »Tag dig til hovedet hver dag for at sikre dig, at det stadig sidder der. Vi ved, hvor du bor, og vi får fat i dig«.
Sådan lød en af de skræmmende trusselsbeskeder, den amerikansk-irakiske skuespiller Suhail Dabbach modtog i kølvandet på premieren på Netflix-filmen ’Mosul’ sidste efterår. ’Mosul’ – der strøg til tops på streamingtjenestens top 10-lister verden over – var produceret af ‘Avengers’-duoen Joe og Anthony Russo og fortalte den virkelige historie om et irakisk SWAT-team, der udryddede ISIS-kæmpere for at hævne deres dræbte familiemedlemmer.
»Vi vidste, at filmen ville blive opfattet som provokerende af nogle, og at det potentielt kunne være farligt for de involverede. Vi sørgede for alle sikkerhedsforanstaltninger på settet«, fortalte Joe Russo til Deadline tidligere på måneden og beskrev, at ordet ISIS for eksempel blev fjernet fra alle manuskripter, der blev sendt frem og tilbage mellem skuespillerne i tilfælde af, at de skulle falde i de forkerte hænder under optagelserne i Irak og Marokko.
Men det afholdt ikke hadet fra at få frit løb, da filmen først blev tilgængelig, og Dabbach var ikke den eneste ’Mosul’-skuespiller, der modtog trusler eller fik hacket sine some-konti af anonyme gerningsmænd, der foregav at repræsentere ISIS.
»Det har bestemt været en ubehagelig oplevelse for skuespillerne at blive truet – det er aldrig rart at føle, at ens privatliv bliver invaderet, og det er rædselsvækkende at modtage dødstrusler fra anonyme kilder. Vi føler dog, at sagen er blevet professionelt håndteret af Netflix og vores egne sikkerhedsteams«, forklarede Joe Russo til Deadline.
Ifølge produceren har Netflix og selskabet AGBO, der har finansieret filmen, taget truslerne meget alvorligt og hyret internationale sikkerhedsfolk til at passe på filmholdet. Men skønt ’Mosul’-sagen i skrivende stund står som et af de mere ekstreme tilfælde af streamingkontroverser, og Netflix bakker helhjertet op om holdet bag, er det langtfra den første produktion fra tjenesten, der har skabt politisk uro.
De »forbudte« film
I forbindelse med ’The Crown’s fjerde sæson foreslog den britiske kulturminister Oliver Dowden i ramme alvor, at Netflix smækkede et »fiktionsmærkat« på serien, for at letpåvirkelige brugere ikke skulle forledes til at se seriens fiktionaliserede fremstilling af Charles og Dianas ægteskab som ren dokumentar. Et forslag, Netflix blankt afviste.
Til gengæld gik tjenesten med anderledes alvorlig mine med til at rette i nazi-dokumentarserien ’The Devil Next Door’, da polens premierminister Mateusz Morawiecki i 2019 skrev et stærkt fordømmende brev til Netflix om, at serien fejlagtigt »misleder folk til at tro«, at Polens regering var ansvarlig for etableringen af koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, hvor landet var besat af Tyskland.
Andetsteds i Netflix-kategorierne vakte det ramaskrig, da streamingtjenesten sidste år i et anfald af himmelråbende idioti reklamerede for dansedramaet ’Cuties’ med et ublu seksualiseret billede af dens mindreårige hovedroller, der fik i tusindevis af brugere til at kræve, at Netflix helt droppede filmen. Uagtet, at ’Cuties’ instruktør Maïmouna Doucouré forsøgte at forklare, at Netflix’ plakat ingenlunde reflekterede filmens intentioner, og at hun intet havde haft med billedvalget at gøre.
’Cuties’ ligger heldigvis stadig på Netflix, men det er der til gengæld en række andre titler, der ikke længere gør, afhængigt af hvor i verden man befinder sig, vel og mærke:
I vinteren 2020 publicerede Netflix for første gang en liste over film og serier, som de har fjernet fra kataloget i forskellige lande for at tækkes officiel kritik fra statslige organisationer, heriblandt Scorseses ’The Last Temptation of Christ’ i Singapore (hvor myndighederne løbende nedlægger forbud mod diverse »fornærmende« Netflix-titler), Kubricks ’Full Metal Jacket’ i Vietnam og Romeros ’Night of the Living Dead’ i Tyskland (!).
Saudi-relationerne strammer
Det mest opsigtsvækkende tilfælde af rendyrket politisk censur indtraf, da streaminggiganten i 2019 i Saudi Arabien fjernede et afsnit af talkshowet ’Patriot Act with Hasan Minhaj’, der fokuserede på netop Saudi Arabien og styrets forbrydelser imod menneskerettigheder, korruption og kongefamiliens involvering i drabet på journalisten Jamal Khashoggi.
Netflix’ beslutning blev voldsomt kritiseret på tværs af vestlige kulturmedier, men firmaets stifter og direktør Reed Hastings udtalte, at Netflix ikke er i »the truth to power business, we’re in the entertainment business«. Oversat til: Forvent ikke, at Netflix springer ud som moralens vogter.
Og dog…:
Da Netflix og Ava DuVernays racepolitiske dramaserie ’When They See Us’ (om fem virkelige, sorte drenge, der blev i 80’erne blev uskyldigt dømt for voldtægt) blev ramt af sagsanlæg fra individer i New Yorks anklage og -politimyndighed, der følte sig fremstillet som racister, kæmpede Netflix »den gode sag« for kunsten og budskabet i retten.
På samme vis forsvarede streamingtjenesten også filmen ’The Laundromat’, om Panama-papirernes afsløringer af, hvordan rigmænd slap afsted med at gemme enorme summer penge, da to advokater forsøgte at bremse filmen forud for premieren.
Men Saudi Arabien vil Netflix meget nødig træde over tæerne. Hvorfor tjenesten også reagerede prompte, da de modtog klagen over Hasan Minhaj fra Saudi Communication and Information Technology.
Netflix’ ærefrygt over for saudiernes vrede er også gået udover dokumentarfilminstruktøren Bryan Fogel, hvis Netflix-film ’Icarus’ vandt en Oscar for Bedste dokumentarfilm i 2018. Det mener Fogel i hvert fald selv, ifølge et nyt interview med Variety, idet hverken Netflix eller nogen anden af de store streamingtjenester har villet røre hans nyeste dokumentarfilm ’The Dissident’ med en ildtang.
Filmen handler om mordet på førnævnte Jamal Khashoggi og blev rost til skyerne ved premieren på Sundance-festivalen i 2020. Fogel fortæller, at både Netflix’ Reed Hastings og Hillary Clinton var blandt publikum, da filmen modtog stående, tårevædede ovationer, og at det kom totalt bag på ham, at ingen efterfølgende ville købe den til distribution.
Ej heller Amazon, hvis grundlægger Jeff Bezos ellers optræder i filmen, fordi Khashoggi arbejdede for The Washington Post, som Bezos ejer.
»Det her er et deprimerende og øjenåbnende øjeblik, som alle filmmagere, der ønsker at fortælle historier som denne, bør være opmærksomme på. De globale mediekonglomerater hjælper med at begrave film, der behandler den her slags emner, til trods for at deres brugere gerne vil have indholdet«, udtaler Fogel til Variety.
Brugernes stemme
Hvad vi ser som foruroligende censur af kulturen, ser streamingtjenesterne først og fremmest som forretning. Akkurat som så mange andre vestlige firmaer også skræddersyr deres eksportvarer efter individuelle landes kulturelle, politiske og religiøse klimaer. Hellere bøje af og tage skraldet fra kritikere (og en menneskerettighedsorganisation eller to…) end at stå fast på sin kunst position og risikere at miste et helt marked.
Disneys samarbejde med kinesiske myndigheder er notorisk (jævnfør blandt andet ‘Mulan’-optagelserne i Xinjiang-provinsen), og så sent som i sidste uge var det Amazon, der indvilgede i at klippe sin nye fiktionsserie ’Tandav’ om efter klager fra Indiens Ministry of Information and Broadcasting over, hvordan serien fremstiller Hindu-guder.
Men hvor sættes grænsen, når tendensen danner yderligere præcedens på tværs af streaminglandskabet, som den jo vil, uagtet hvilket politisk eller religiøst grundlag klagerne udspringer af?
Selvfølgelig må man skelne mellem sagerne: Dokumentarproduktioner bør selvsagt ikke indeholde grelle faktuelle fejl, og de færreste (med undtagelse af terroristerne selv måske) er nok uenige i, at terrororganisationer ikke skal diktere Netflix-indhold.
Den britiske kulturministers forkølede forsøg på at please Kronen (når nu denne aldrig udtaler sig offentligt om den slags bourgeois emner) var for sin vis ganske morsomt, og ’Cuties’-furoren blev forhåbentlig en lærestreg for de medievirksomheder, der ynder at seksualisere yngre stjerner i deres markedsføring såvel som (og det er straks mere tvivlsomt) de rabiate Twitter-krigere, der sendte trusler til instruktør Maïmouna Doucouré uden overhovedet at have set filmen.
Men den politiske censur, dén er først og fremmest ødelæggende ikke bare for kunsten, men for selve vores forståelse for verden, som kunsten spejler, hvis ikke forsøger at belyse 1:1 i dokumentarformaterne.
På disse breddegrader kan man tænke, at Netflix, Amazon og co.’s eftergivenhed da må udvikle sig til at blive et større problem for tjenesterne, der immervæk bryster sig af at lokke førsteklassestalent til med lovning om frie tøjler og højt til loftet, hvad angår budgetter og kunstnerisk frihed.
Man kunne således godt forestille en virkelighed, hvor prominente film- og serieskabere (læs: dem, der har råd) begyndte at takke nej til samarbejder med tjenester, der tækkes censur udstedt af mere eller mindre diktatoriske regimer. Men det mest realistiske fremtidsscenarie er desværre også det mest deprimerende, som Bryan Fogel er inde på:
Abonnementstal trumfer kunst og moralsk ansvar, og det vil alle dage være nemmere at erstatte en håndfuld aktivistisk inklinerede stjerner og instruktører end et par millioner betalende brugere i Mellemøsten, Indien and beyond.
Og derfor er det også op til alle os, de betalende brugere i resten af verden, at råbe vakt i gevær over for knæfaldene. Hver gang.