En skuespilkarriere kan udfolde sig på mange forskellige måder. Nogle får et brag af et gennembrud – for aldrig at kunne leve op til det derefter. Andre holder den kørende som verdensstjerner i årtier uden egentlig at lave synderligt gode film. Og andre igen synes at løfte hvert eneste projekt, de er med i, med en blanding af talent og næse for gode samarbejder og fortællinger.
Her fremhæver vi de skuespillere, der i øjeblikket tænder en særlig gnist i os. Det er skuespillere, som allerede har bevist deres værd i flere film eller serier og derved overbevist om, at de er alt andet end døgnfluer. De er godt i gang med at opbygge positioner som respekterede household names, der meget vel kan komme til at sætte deres præg på Hollywood i årtier, og hvis navn alene gør, at vi skærper opmærksomheden omkring de projekter, de er på vej i.
Så mens vi venter på, at biograferne åbner, og de magtfulde selskaber igen tør lade de store film se dagens lys, er hermed en salut til nogle af tidens mest spændende skuespilnavne, der peger frem mod en meget bedre fremtid.
Anya Taylor-Joy
Hun slog igennem med et brag som teenager med forbindelse til dæmoni i Robert Eggers arthouse-gyser ’The Witch’, en så særpræget præstation (fuldendt af Asters fokus på arkaisk dialekt), at det samtidig kunne være svært at vide, om hovedrolleindehaverens talent også kunne foldes ud i andre sammenhænge.
Det kunne det. Den 24-årige skuespiller med amerikansk, engelsk og argentinsk pas bærer Netflix-hittet ’Dronninggambit’ på sine smalle skuldre og er fuldkommen fascinerende og troværdig som skakgeniet, der både har bramfri ambitioner og tung fortid i bagagen. Har man set hende i de to titler – eventuelt krydret med lidt ’Peaky Blinders’ og Jane Austen-filmen ‘Emma’ – er man ikke et sekund i tvivl om, hvor stor en stjerne hun er.
Hun er på vej i tre af den kommende tids mest imødesete film: Edgar Wrights ’Last Night in Soho’, genforeningen med Eggers i ’The Northman’ (over for Claes Bang, Nicole Kidman og Alexander Skarsgård) og ’Silver Linings Playbook’-instruktør David O. Russells mildest talt stjernespækkede næste film (endnu uden titel) med Margot Robbie, Rami Malek, Robert De Niro, John David Washington og mange flere. Nå ja. Og så skal hun spille en vis titelrolle i George Millers ’Mad Max’-spinoff ’Furiosa’.
Vi kan næsten ikke vente!
Letitia Wright
Det myldrer frem med stærke skuespillernavne fra England i disse år, og et af de mest lysende talenter er 27-årige, britisk-guyanesiske Letitia Wright. Skuespilleren har medvirket i diverse tv-serier i henved et årti – heriblandt den første, undervurderede sæson af ’Top Boy’ – men det var ’Black Mirror’-afsnittet ’Black Museum’ fra sæson 4 i 2017, der fik Wrights internationale stjerne til at blinke hidsigt. I afsnittet (en rigtig meta-sag fra Charlie Brookers side) spillede Wright en ung kvinde, der får en rundvisning på et creepy museum, ejet af en endnu mere creepy gut.
Historien er et miskmask af halvbagte ideer, men Wrights brandkarismatiske udstråling og alternative ’final girl’-præstation resulterede ikke desto mindre i et gennembrud, der førte over i verdensstjernelanceringen i ’Black Panther’ året efter.
I rollen som Marvel-superhelten Black Panthers geni af en lillesøster, Shuri, stak Wright kækt af med hver en scene, hun medvirkede i, og cementerede yderligere sin status som nyudklækket fanfavorit i ’Avengers: Infinity War’ og ’Avengers: Endgame’. Efter Chadwick Bosemans tragiske død i 2020 bliver det Wright, der skal føre Black Panther-faklen videre i det fiktive afrikanske kongedømme Wakanda, men skuespilleren har ikke giftet sig eksklusivt ind i Hollywoods mainstreammaskineri:
Wrights til dato mest kunstnerisk vægtige rolle fik vi i sidste års banebrydende filmserie ’Small Axe’ fra instruktør Steve McQueen, der i fem værker hudfletter sorte skæbner i England i 70’erne og 80’erne. I ’Mangrove’ spiller Wright den virkelige Black Panther-leder (lidt af en sammentræf!) Altheia Jones, der anklages for at have opildnet til optøjer under en borgerrettighedsdemonstration, hvor politiet ublu forsøgte at knægte sorte stemmer. Og hun er en tornado af dirrende indignation og kampgejst, der brænder igennem på skærmen med en intensitet, der efterfølgende gør det vanskeligt at huske, hvem de andre skuespillere overhovedet var.
Coming up? Kenneth Brannaghs stjernespækkede krimimysterium ’Death on the Nile’ over for blandt andre Gal Gadot og Armie Hammer.
Lakeith Stanfield
Vi så ham første gang i en alvorlig rolle som ung mand med psykiske problemer i ’Short Term 12’ over for Brie Larson, men siden har det stået klart, at Lakeith Stanfield er en af den slags Hollywood-stjerner, der som en ny generations Bill Murray følger sin helt egen kurs. Han synes relativt indifferent over for penge og berømmelse og følger sin egen mavefornemmelse, både i de skæve projekter han forelsker sig i og den måde, han eksekverer rollerne på.
»Han har den specielle kvalitet, som kun en håndfuld mennesker på planeten har«, har instruktør Rian Johnson, der brugte Stanfield som politiefterforsker i ’Knives Out’, udtalt i et portræt i The Hollywood Reporter.
Glansrollen er stoneren Darius i ’Atlanta’, der svæver gennem verden efter sine egne spilleregler, men lige så god er han i ’Sorry to Bother You’ som den unge telefonsælger, der får stjernestatus, efter han begynder at bruge sin ’hvide stemme’.
At se ham dukke op i eksempelvis ’Get Out’, ’BoJack Horseman’ og ’Uncut Gems’ vidner om, at han tiltrækkes af de skæveste hjerner i Hollywood – eller at de tiltrækkes af hans tilbagelænede attitude og uudgrundelige mystik. Snart kan vi opleve den 29-årige amerikaner i et mere straight drama, ’Judas and the Black Messiah’, hvor han spiller et Black Panther-medlem, der bliver informant for FBI og derved sælger lederen Fred Hampton (spillet af Daniel Kaluuya) ud. En rolle, der slår fast, at Stanfield ikke kan sættes i bås.
Vanessa Kirby
Ganske vist var det medspilleren Claire Foy og hendes præstation som dronning Elizabeth, der indledningsvist løb med opmærksomheden i Netflix’ hundedyre storserie ‘The Crown’, men i anden sæson var det Vanessa Kirby, der i rollen som frustrerede, storrygende prinsesse Margaret stjal spotlyset. Og hun har holdt fast i det lige siden.
Før ’The Crown’ eksploderede i 2016, havde Kirby allerede medvirket i film som den romantiske komedie ’About Time’, bjergbestigerfilmen ’Everest’ (over for Jake Gyllenhaal) og Shia LaBeouf-dramaet ’The Necessary Death of Charlie Countryman’ (hvor også Mads Mikkelsen figurerede på rollelisten), men post-prinsessen er Kirby rykket hastigt op i Hollywood-hierakiet i ’Mission: Impossible: Fallout’ og ’Fast & Furious: Hobbs and Shaw’.
Blockbuster-opmærksomheden har imidlertid ikke distraheret 32-årige Kirby fra at kaste sig ud i spændende indieprojekter, hvoraf dette års Netflix-drama ’Pieces of a Woman’ – Kirbys største kunstneriske bedrift til dato – meget vel kan sende skuespilleren på Oscar-kurs.
I filmen om en kvinde, der på brutal vis mister sit barn under en hjemmefødsel, er Kirby slet og ret hårrejsende god, og ens mave snører sig sammen, når sorgen og selvleden lyser ud af øjnene på hende. Det er en rolle, der øjeblikkeligt har gjort Kirby til et navn, vi sidder på spring for at følge tæt, hvorfor vi glæder os meget til dramaet ’The World to Come’ (periodefilm om to kvinder, der forelsker sig) fra den unge norske instruktør Mona Fastvold såvel som den stjernespækkede ’The Brutalist’ fra instruktør Brady Corbet (ligeledes skrevet af Mona Fastvold, sjovt nok), hvor Kirby får selskab af Mark Rylance, Marion Cottilard og Joel Edgerton.
Nå ja, og så har Kirby da også lige hele to ’Mission: Impossible’-film mere på planen – så ved man, at man også har slået benene væk under Tom Cruise!
Jessie Buckley
Sjældent har en skuespiller ramt så mange opsigtsvækkende roller på så kort tid, at hun efter blot et par år i søgelyset allerede virker som en dreven karakterskuespiller, som vi har kendt i evigheder.
Mange så hende nok først enten i musikfilmen ’Wild Rose’, hvor hun trak flot på sin egen baggrund som sanger (hun blev i 2008 nummer to i det britiske talentshow ’I’d Do Anything’) i rollen som en skotsk countrysanger og enlig mor, eller som Lyudmilla i ’Chernobyl’, hustruen til en af de første brandmænd, der døde i kraftværkskatastrofen. I begge roller demonstrerer hun udsøgt følelsesmæssig indlevelse, og selvom hun taler engelsk (med østeuropæisk accent) i HBO-serien, er man fuldkommen overbevist om, at hun er en fattig ukrainsk kvinde, der kæmper for at forstå de uhyrligheder, der overgår hendes mand.
Siden har den 31-årige irske skuespiller vist brillant komisk timing i Charlie Kaufmans mindfuck ’I’m Thinking of Ending Things’ og som småpsykopatisk sygeplejerske med klassisk Coen-dialekt i ’Fargo’ sæson 4.
Cv’et viser foreløbigt en stærk fornemmelse for interessante projekter, og når man ser, at hun sættes i forbindelse med den kommende film fra Alex Garland (’Ex Machina’, ’Annihilation’), bliver man således slet ikke overrasket.
Noémie Merlant
Celine Sciamma kæler sådan for enhver sanselig detalje i de to bærende skuespilleres ansigter i ’Portræt af en kvinde i flammer’, at man ikke glemmer dem igen. Det ene ansigt tilhører den erfarne Adéle Haenel, som er den fornemme frue, der skal giftes væk – det andet tilhører Noémie Merlant, der med rollen som portrætmaleren Marianne fik et bragende gennembrud. Hun er mildest talt dragende i sit nysgerrige blik mod objektet for først hendes arbejde, siden hendes begær.
Det vil være mærkeligt, hvis den 32-årige franskmand ikke går en stor karriere i møde, og særligt ét af hendes fremtidige projekter vækker da også opsigt: Den kommende film fra manden bag ’Profeten’ og ’Smagen af rust af ben’, Jacques Audiard. Filmen hedder ’Les Olympiades’ og handler om et venskabs/kærlighedsforhold mellem tre kvinder og en fyr. Mon ikke den får premiere på selvsamme Cannes-festival, hvor ’Portræt af en kvinde i flammer’ så dagens lys for nu to år siden?
Robert Pattinson
Man kan måske tænke, at Robert Pattinson befinder sig i en anden liga end de øvrige på denne liste, og han er rigtignok den eneste superstjerne i mikset. Men ligesom de øvrige synes han på vej et sted hen mere end at være landet, om end hans vej ind på denne kurs har været markant anderledes end for nogen af de andre. Den 34-årige englænder kom som bekendt ud af ’Twilight’-serien med et behov for at genopfinde sig selv, og det er han i den grad lykkedes med via kompromisløse arthouseprojekter styret af anerkendte auteurs som Safdie-brødrene (’Good Time’), James Gray (’The Lost City of Z’), Claire Denis (’High Life’), David Cronenberg (’Maps to the Stars’, ’Cosmopolis’), Werner Herzog (’Queen of the Desert’) og Robert Eggers (’The Lighthouse’).
Ikke alle projekterne har været lige vellykkede, men Pattinson har vist uforfængeligt mod og uomtvisteligt talent, så han nu med integriteten i behold har kunnet træde tilbage ind i blockbusterland, først med ’Tenet’ og snart – forhåbentligt mere interessant – som den nye flagermusehelt i Matt Reeves’ ’The Batman’. Vi holder vejret og håber på, at hans udgave bliver et nybrud. Med Pattinsons meritter i baghovedet ville det ikke længere undre os.
Florence Pugh
Mangen en ung kvindelig skuespiller er brudt igennem i horrorgenren (jævnfør også Anya Taylor-Joy og Letitia Wright her på listen), og det var da også Ari Asters skrækindjagende svenskergys ’Midsommar’, der i 2019 for alvor gjorde imponerende alsidige Florence Pugh til et household name blandt det brede biografpublikum.
Pughs forrygende præstation i filmen er det stof, final girls-ikoner er gjort af (hendes perfekt afstemte formidling af karakterens snigende rædsel giver akut svedige håndflader undervejs), men faktisk var det i den skammeligt oversete, intet mindre end mesterlige ’Lady Macbeth’ tre år forinden, at Pugh for første gang foldede hele registret ud.
Instruktør William Oldroys’ periodedrama er ikke en genfortælling af Shakespeares stykke, men historien om en forbudt romance mellem en teenage-adelsfrue og en sort gårdarbejder, der udvikler sig til en psykologisk thriller – og at Pugh ikke blev Oscar-nomineret for sit isnende tour de force-spil er en mindre skandale. Nomineret blev hun til gengæld for Greta Gerwigs anderledes opløftende ’Little Women’ i 2019, hvori Pughs Amy udviklede sig fra blåøjet teenager til spirende livskløgtig kvinde (med et godt øje til Timothée Chalamet, forstå det, hvem der kan…), men i år smider Pugh periodedramaernes korsetter:
Skuespilleren gør nemlig sin debut i Marvel-universet i både ’Black Widow’ og Disney+-serien ’Hawkeye’, hvori hun spiller en slags lillesøster-skikkelse til Scarlett Johanssons Black Widow, og føjer umiddelbart herefter endnu en spændende horror-titel til cv’et i form af Olivia Wildes ’Don’t Worry Darling’.
Fik vi nævnt, at hun er blot 25 år?
Tessa Thompson
Det kræver sin skuespiller at improvisere sig til komisk guld ved siden af Chris Hemsworth, Tom Hiddleston og Jeff Goldblum i en af tidens største filmfranchises, men britiske Tessa Thompson (jep, endnu et engelsk eksporttalent!) løste opgaven til UG i Taika Waititis storroste Marvel-brag ’Thor: Ragnarok’ i 2018.
Filmen markerede Thompsons debut i blockbusterland, der kort efter genforenede hende med Hemsworth i det ganske anderledes skuffende ’Men in Black’-reboot – men lad ikke det ligge den 37-årige skuespiller til last, for Tessa Thompson begaver os flittigt med den ene skæve indiekuriositet efter den anden, fra sidste års Amazon Original-film ’Sylvie’s Love’ til Boots Rileys geniale ’Sorry to Bother You’ og Justin Simiens ’Dear White People’ fra 2014 (filmen, der lagde grunden for tv-serien af samme navn).
Thompson har en uigenkendeligt uimodståelig charme og naturlighed på lærredet, der sømløst trives på tværs af dramaer, komedier og thrillergenren – jævnfør også hendes kæresterolle overfor Michael B. Jordan i ’Creed’-filmene og Charlotte Hale i ’Westworld’ – men vi venter stadig på, hvornår Hollywood kaster det store soloprojekt hendes vej. Kanske dette års ’Passing’ kan bane vejen?
Filmen, der for nylig var en af de mest roste på årets Sundance-filmfestival (hvor den blev købt af Netflix), er instrueret af skuespiller Rebecca Hall og har Thompson og Ruth Negga i hovedrollerne som barndomsveninder, hvis relation tager en giftig drejning. Med på rollelisten er også Alexander Skarsgård og ’Moonlight’s André Holland, men det er Thompson, der er løbet med de største roser.
»Fint nok, men jeg gad nu godt se mere til superhelte-Tessa«, tænker du måske. Og så kan du jo glæde dig til, at hendes badass Valkyrie, der i ’Avengers: Endgame’ blev gjort til Asgaards nye leder af Thor, selvfølgelig vender tilbage i næste års ’Thor: Love & Thunder’.
Ana de Armas
Den cubansk-spanske skuespiller gjorde sig mindeværdigt bemærket som hologram i ’Blade Runner 2049’ og sygeplejersken Marta i centrum for ovennævnte ’Knives Out’. Men 2020 skulle have været hendes helt brede gennembrud med Bond-filmen ’No Time to Die’, der dog som bekendt er blevet udskudt igen og igen og igen.
Nu bliver 2021 så året, hvor hun vil være svær at komme uden om. Ud over 007 har hun sin første bærende hovedrolle som ingen ringere end Marylin Monroe i ’Blonde’ fra ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’-instruktør Andrew Dominik. Filmen er utvivlsomt én af de titler, som Netflix har Oscar-håb for til den kommende sæson, og umiddelbart virker Armas som et stærkt match til rollen som den ikoniske skuespiller.
Ikke ulig Monroe har Armas selv været castet som sexsymbol i starten af sin karriere, men i ’Knives Out’ fik hun lov til at vise en anden side af sit talent, som sandsynligvis (eller: forhåbentlig) vil sende karrieren i nye interessante retninger. Hun er også på vej i Russo-brødrenes kommende spionfilm ’The Gray Man’.