‘Delete Me’: Prisværdig norsk ungdomsserie ødelægger russebussens gode stemning
»Taber-knepper! Taber-knepper! Taber-knepper!«
Teenagere står i en tæt ring og råber, mens den populære Christian (Axel Bøyum) brølende i smerte tildeles 15 piskeslag for at have haft sex en pige, der var rangeret som et nul på drengenes lækker-liste.
Nullet er Marit (Thea Sofie Loch Næss), der græder hjerteskærende med sorte mascara-kinder ned i et bredvinklet kamera omgivet af en mareridtsagtig vanvidsfest af ensklædte afgangselever.
Den norske dramaserie ’Delete Me’ handler om enden på venskabet mellem synkronsvømmerduoen Marit og Marion, der i en rus af skam, jalousi og usikkerhed mister dem selv og hinanden. Marion lider under at være blevet gjort til offer for hævnporno af den mystiske profil SOFUS, og Marit er ulykkelig og ensom efter tabet af sin slyngveninde. Og så spoles der afsnit for afsnit tilbage, ét skridt nærmere en forklaring på, hvordan i alverden det dog kunne gå så galt.
Det virker overdrevet, hvor onde de jævnaldrende gymnasieelever er imod Marion, som vitterlig er blevet udsat for et overgreb. Når hun går ned ad gangen på sit gymnasie, råbes der »luder« efter hende, og hun udelukkes fra fællesskabet. Men tager man ikke ydmygelserne alt for bogstaveligt, fungerer det faktisk som en effektiv måde at skildre Marions konstant nærværende smerte og angst.
Udover krænkelsen kredser ’Delete Me’ også om en kompleks dynamik mellem de to hovedpersoner. Hvor man i begyndelsen har svært ved at se Marit som andet end en halvdårlig veninde, der siger alle de forkerte ting, skifter sympatien undervejs, og man forstår og hepper i tiltagende grad også på Marit. Konflikten mellem de to bliver en konflikt mellem to parter, der hverken er skurke eller helte. Det lyder banalt, men er ganske prisværdigt.
At lave en kaotisk serie om kaos ville kunne gå galt på så mange tidspunkter. Men i ’Delete Me’ virker det. Og ikke kun fordi den baglæns handling giver serien en krimiagtig kvalitet, hvor man som seer føler sig som en detektiv, der stykker brikkerne sammen. ’Delete Me’ er også bare smuk og velspillet. Kontrasten mellem de to liv, der balancerer på grænsen til kollaps, og stemningsklippene fra deres sport – fucking synkronsvømning, som jo giver en helt genial filmisk effekt – er vildt klog. Sportens smukke regelmæssighed gør det næsten udholdeligt at se med, når der klippes til russebussen.
Det ville være synd at sige, at ’Delete Me’ glorificerer den norske russekultur. Den vil dele vandene og blive beskyldt for at være moraliserende.
Men hvor er det bekræftende at se en scene, der er så ægte som den, hvor Marion har lokket Marit med til audition på russebussen Ass If, og Marit skal forsøge at navigere i det sociale spil, der udspiller sig, imens hun kejtet udfører udfordringer som »sut pik ud i luften, mens du leger med bollerne« og hånes for at være for kedelig.
Hvor er det bekræftende at se Marit sige fra over for drengenes sexistiske måde at omtale pigerne på og derefter blive skudt i skoene, at hun ødelægger den gode stemning.
Og så er der Fanny (Happy Jankell), den introverte hacktivist, der i al stilhed bruger sit gamingnetværk til at spore, hvem der har leaket den hævnporno, der går viralt, så retfærdigheden forhåbentligt en dag vil ske fyldest – alt imens hun agerer støtte for Marion, hvor hun har allermest brug for det.
Nok kan størstedelen af unge finde ud af slå tøjlerne løs og give den gas, uanset om der bliver lavet serier om, hvor fedt det er, eller ej. Men de, der ødelægger den gode stemning, har brug for en serie som ’Delete Me’. Det er jeg helt sikker på.
Kort sagt:
’Delete Me’ er en smerteligt tiltrængt serie, der portrætterer sine unge hovedpersoner med værdighed og sympati.
Anmeldt på baggrund af hele serien.