1. Total Netflix-triumf
I en årrække talte man om, at Netflix ikke var lukket ind i Emmy-varmen trods streamingtjenestens centrale plads i populærkulturen, men det er i hvert fald lavet om nu. 44 Emmy’er, vandt Netflix i år – mere end hvad nogen anden tjeneste/kanal har formået på en enkelt årgang siden 1974.
Hovedparten af sejrene gik til ’The Crown’ og ’Dronninggambit’, mens også de andre streamingtjenester kunne være fint tilfredse. HBO/HBO Max vandt 19 statuetter, Disney+ 14 og Apple TV+ 10 på de efterfølgende placeringer. De traditionelle tv-kanaler gik således – meget sigende – stort set tomhændede hjem (NBC vandt syv statuetter, hvoraf de fleste var for ’Saturday Night Live’).
2. Har I set serierne til ende, Emmy-typer?
Serielandskabet bliver som bekendt mere og mere uoverskueligt, men paradoksalt nok samler Emmy-akademiets kærlighed sig i stigende grad om enkelte titler. Ved gårsdagens show vandt ’The Crown’ således 11 priser, og det samme gjorde Apples komediehit ’Ted Lasso’. Sidste år vandt ’Schitt’s Creek’ tilsvarende alle priser i komediekategorien.
Og hvad skyldes det så? Den kyniske forklaring er, at akademimedlemmerne simpelthen har givet fortabt og faktisk ser ret få serier til ende, fordi der er så meget, de føler, de lige skal give en chance med et par afsnit. Med det resultat, at de kun loyalt følger med i deres få favoritter.
Denne kyniske version bakkes op af det faktum, at Claire Foy forleden vandt en Emmy i kategorien bedste gæsteoptræden, til trods for at hun kun er med i ét minut og 49 sekunder i sæson 4 af ’The Crown’. Et valg, der giver indtryk af et akademi, der har mistet overblikket.
Den mindre kyniske version er, at ’The Crown’, ’Ted Lasso’ og også ’Mare of Easttown’, der vandt tre priser i miniseriekategorien, simpelthen har savnet konkurrenter med tilstrækkelig styrke. Kigger man på felterne i bedste drama og komedie, var de i hvert fald knap så stærke som i tidligere år.
3. Miniserierne flekser musklerne
Mens kategorien for netop bedste dramaserie tidligere var Emmy-showets hovedpris, må den ære efterhånden tilskrives kategorien for bedste miniserie.
Det var nemlig her, at langt det meste ægte originalitet og vision var samlet med serierne ’I May Destroy You’, ’Mare of Easttown’, ’The Underground Railroad’, ’WandaVision’ og vinderen ’Dronninggambit’: Med andre ord de serier, der virkelig har sat dagsordenen det seneste års tid til halvandet. Her kan et dramaseriefelt med ’The Handmaid’s Tale’ og ’This Is Us’ (blandt andre), der for længst har overskredet sidste salgsdato, altså ikke være med.
Det er et godt billede på, at de mest spændende ting i serielandskabet for tiden kommer fra kompromisløse stemmer, der arbejder med nøje gennemtænkte, afsluttede fortællinger.
4. #EmmysSoWhite – med modifikationer
Det vakte opsigt, at der ingen ikke-hvide vindere var at finde i de 12 skuespilkategorier, der blev uddelt i nat – selvom der havde været rekordmange nominerede. Blandt andet var det uforståeligt for nogle, at tragisk afdøde Michael K. Williams (’Lovecraft Country’) tabte til Tobias Menzies (’The Crown’).
Med til historien hører dog, at tre ud af fire vindere i kategorien bedste gæsteoptræden, der blev uddelt forleden, var sorte: Courtney B. Vance (for ‘Lovecraft Country’), Dave Chapelle (for ‘SNL’) og Maya Rudolph (også for ‘SNL’).
Serieverdenen har generelt været langt foran filmverden, når det gælder mangfoldighedsspørgsmål, og Emmy har i nogle år kunnet pudse glorien, mens Oscar fik skældud. Ved årets Emmy-show var der da også for eksempel flere priser til kvindelige instruktører end tidligere.
Men på skuespilfronten så det unægtelig temmelig blegt ud i år.