OBS: Denne artikel bedømmer udelukkende de forskellige batmænd, ikke filmene som helhed. Havde det været en rangering af bat-film, ville listen have set anderledes ud.
Nr. 6: George Clooney
’Batman & Robin’ aka. bat-filmenes helt egen neonliderlige ’Showgirls’ er en smeltdigel af dårlig smag, der fungerer bedst som rendyrket børneunderholdning for segmentet, der endnu ikke stiller spørgsmålstegn ved Arnold Schwarzeneggers åndsbollede oneliners, eller hvorfor Batman-dragten er udstyret med brystvorter.
I hovedrollen giver George Clooney den som alletiders mindst engagerede mørke ridder, der bogstaveligt talt blot har krydset gaden for at indspille sine scener i frokostpauserne på optagelserne af seriehittet ’Skadestuen’. Og som dermed også for størstedelen af Joel Schumachers makværk på syret vis synes at være in character som den sygeplejerske-glade børnelæge Dr. Ross.
I lighed med snart sagt alle andre involverede i produktionen, fra skuespillere til instruktør, har Clooney sidenhen undskyldt eftertrykkeligt.
‘Batman & Robin’ kan ses på HBO Max.
Nr. 5: Val Kilmer
I kølvandet på storroste præstationer i ’Tombstone’ og ’The Doors’ lignede Val Kilmers casting i Joel Schumachers ’Batman Forever’ umiddelbart en no-brainer.
Skuespilleren mestrede en interessant cockatil af arrogant charme med mørke undertoner og fremstod samtidig udadtil som en mere Hollywood-kommerciel leading man end Michael Keaton (der sammen med Tim Burton havde givet moderstudiet Warner Bros. nervøse tics oven på den alt andet end familievenlige ’Batman Returns’).
Desværre for Kilmer og biografpublikummer over 12 år udviklede ’Batman Forever’ sig dog ikke just til den storfilm, studiet havde tænkt sig, og der er en ukarakteristisk livløshed over skuespillerens performance, som havde han allerede vejret katastrofen, mens indspilningerne stod på.
Kilmer, som ikke overraskende takkede nej til flere bat-film, ser slet og ret ikke synderligt tilpas ud på settet – hvilket han da heller ikke var, som det fremgår af dokumentarfilmen ‘Val’. Og det hjælper ikke på stemningen, at det samlede, absurd stjernespækkede cast udstråler akut disharmoni i hinandens selskab (navnlig kunne Jim Carrey og Tommy Lee Jones ikke udstå hinanden).
‘Batman Forever’ kan ses på HBO Max.
Nr. 4: Christian Bale
Bare for lige at slå det fast igen, igen: Var dette en liste over de bedste ’Batman’-film som værker og ikke de individuelle skuespilpræstationer i titelrollen, ville rangeringen have set ganske anderledes ud.
For selvfølgelig er Christopher Nolans storværk ’The Dark Knight’ i en helt anden filmisk liga end alle Zach Snyders superheltebrag til sammen.
Nolans trilogi tilhører imidlertid i højere grad skurkene end den titulære helt, og skønt Bale legemliggør et gedigent kvalitetsspring fra Kilmers Batman, så gør den ufrivilligt komiske, endeløst parodierede bulder-stemmeføring ikke ligefrem skuespilleren nogen tjenester.
Bale udviser vanlig fysisk dedikation med en imponerende muskelmasse, der overbeviser om hævnerens stamina i nærkamp. Men når hans glatte Bruce Wayne ikke føles som en velopdragen spejling af Patrick Bateman i ’American Psycho’, savner skuespilleren paradoksalt en smule af selvsamme gnist og farlighed, der ellers kendetegner langt størstedelen af karrierens øvrige præstationer.
‘Batman Begins’, ‘The Dark Knight’ og ‘The Dark Knight Rises’ kan ses på HBO Max.
Nr. 3: Robert Pattinson
Der var nogen murren i krogene over Robert Pattinsons casting blandt dem, der af uransagelige årsager endnu ikke havde opdaget, at skuespilleren i et årti har markeret sig som et kompromisløst stortalent i blandt andet Robert Eggers ’The Lighthouse’, David Cronenbergs ’Cosmopolis’ og Safdie-brødrenes mesterlige krimi ’Good Time’ – filmen, der overbeviste instruktør Matt Reeves om, at han havde fundet sin Batman.
Men nu, hvor Pattinson endelig er aktuel på lærredet i ’The Batman’, må kritikken forstumme: Den 35-årige stjerne er vitterligt fremragende, når han fremelsker en figur, der sitrer af rastløshed for at udfylde tomrummet i sindet, men som også efter to år som kappeklædt hævner knuges af selvlede ved mistanken om, at hans anstrengelser muligvis kun gør ondt værre.
Ofte føles Pattinsons Batman som den yngre version af Ben Afflecks Bruce i Zack Snyders DC-film, skønt forbilledet ifølge Matt Reeves er en deprimeret udgave af Kurt Cobain!
Og selvom Pattinson dermed i segmenter trækker på samme mutte emo-kvaliteter, vi forbinder med hans tidligere roller, er der en dyb melankoli over portrættet, der harmonerer effektivt med filmens mere jordnære fremstilling af heltens fysiske evner.
‘The Batman’ kan ses i biografen nu. Læs Soundvenues anmeldelse her.
Nr. 2: Ben Affleck
Glem de mange Sadfleck-memes og Mor Martha-jokes: Det suverænt bedste træk, DC og Zack Snyder begik i Snyders polariserende regentperiode, var castingen af Ben Affleck som en rødvinsbællende, gråsprængt midtvejskrise-Batman.
Det værste var, at selvsamme DC efterfølgende spændte ben for Batflecks planlagte solofilm ved at fratage den dobbelte Oscar-vinder så meget kontrol over projektet – som han oprindeligt selv skulle skrive og instruere – at Affleck til sidst sprang fra (instruktørstolen blev overdraget til Matt Reeves og filmen muterede til ‘The Batman’).
Skuffelsen over dén misere i kulissen rykker dog ikke ved, at stjernen på naturstridig vis er en decideret forrygende flagermus i et par forrygende ringe film. Især gør Affleck stærkt indtryk i debuten ’Batman v Superman’, hvor hans hævner fremstår træt og tung, og med en så jernhård lige højre, at det får Bale til at ligne en fjerlet ballerina.
Det klæder både skuespiller og karakter at servere en anderledes bat-vinkel i spillefilmregi, der fremfor at dvæle ved oprindelseshistorien tager udgangspunkt i heltens efterår oven på to årtier som boksebold for Gothams værste (»Selv du blev for gammel til at dø ung«, bemærker Alfred sarkastisk).
Og Affleck kanaliserer effektivt et bittert ekko af sin ungdoms drengede charme ind i helteportrættet (joken er, at han snildt kunne have landet rollen back in the day), der uden mange ord lader os vide, at idealismen for længst er forvitret i skyggen af den meningsløse ondskab, Batman nat efter nat, år efter år, er blevet konfronteret med.
Det tror pokker, at der bliver kigget lidt dybt i flasken efter fyraften.
‘Batman v Superman’ og ‘Justice League’ kan ses på HBO Max.
Nr. 1: Michael Keaton
Foruden ramaskriget, da Heath Ledger blev annonceret som Jokeren, har få bat-castinger affødt så megen kontrovers, som da Tim Burton i slut-80’erne pegede på Michael Keaton til titelrollen i ‘Batman’.
Skuespilleren var på daværende tidspunkt mestendels kendt for komedier, men hans tour de force-præstation i Burtons egen ’Beetlejuice’ havde overbevist instruktøren om, at Keaton snildt kunne krydre tegneseriehumor med urovækkende galskab.
For helt ærligt: Det smager immervæk af en vis grad af psykopati, når en multimillionær klæder sig ud som flagermusehævner med kælderen fuld af fantasifulde gadgets.
Som ingen andre batmænd formår Keaton i ‘Batman’ og ‘Batman Returns’ at føje et frydefuldt underholdende, selvironisk metalag til præstationen, der ofte blinker indforstået til skeptiske publikummers superhelteaversioner, uden at det dog på nogen måde kompromitterer hans dedikation eller troværdighed i rollen.
Og hvad skuespilleren ikke har af pumpede, fysiske attributter, kompenserer han rigeligt for i sitrende uforudsigeligt temperament, når han sømløst skifter gear fra velpoleret intellektuel til spruttende stjernekaster:
Selv Jokeren i Jack Nicholsons skikkelse ser således en smule bekymret ud, da Bruce i civil griber en ildrager og brøler »You wanna get nuts?! Come on, let’s get nuts!« med mord i øjnene.
Det er en balancegang, der for mange, mindre nuancerede skuespillere kunne have givet indtryk af, at hovedrolleindehaveren ikke tog bat-arven synderligt seriøst. Men med sin naturlige vanvidskarisma er Keaton som en fisk i vandet i Burtons ikoniske mareridts-Gotham.
‘Batman’ og ‘Batman Returns’ kan ses på HBO Max.