Stemningen i Netflix-staben er lige så lav som aktiekursen, jokede en anonym medarbejder tragikomisk over for The Hollywood Reporter i en artikel forleden.
Den før så urørlige streaminggigant har krise malet ud over hovedkontoret i Los Gatos, efter de for første gang i 10 år tabte abonnenter i 2022’s første tre måneder. Og værre endnu: At de regner med at tabe yderligere to millioner frem mod juli.
Aktiekursen styrtdykkede med 35 procent – 50 milliarder dollars – på en dag og faldt derfra yderligere til 47 procents nedgang fra før udmeldingen.
Både Hollywood og streamingkonkurrenterne havde svært ved at styre deres skadefro over, at den ofte så kåde og kække distruptor (»vores nærmeste konkurrent er søvn«) kom eftertrykkeligt ned på jorden.
Men krisen er alligevel reel nok, hvilket altså afspejler sig internt på medarbejderholdet i en virksomhed, der altid har ledet efter princippet om, at alle medarbejdere – fra gulvet til hjørnekontorerne – skal udskiftes med øjeblikkelig virkning, hvis der er en bedre mand/kvinde til jobbet.
Hvilket lige nu kan oversættes til, at stort set alle sidder løst i deres sæder, hvilket kan oversættes til en uundgåelig uro i hele organisationen af den slags, der sjældent er gunstig for arbejdet.
Netflix har da også hurtigt taget flere skridt for at afbøde den kritiske situation. 150 medarbejdere er blevet afskediget (to procent af hele staben), især i de teams, der stod for filmproduktionen, og særligt i afdelingerne for liveaction-familiefilm og independent-film.
Og pludselig åbnede Netflix-stifter Reed Hastings op over for en reklamemodel på tjenesten, som han ellers altid har forsværget. Når Netlix rykker ind i ikke-vestlige lande, hvor abonnementsprisen kan være uoverskuelig for mange, har man brug for en reklamefinansieret, billig eller gratismodel i stedet, er vurderingen tilsyneladende.
Større, færre, bedre
Men der er også andre kovendinger i sigte, som kan få mere direkte betydning for os seere.
Nedskæringerne betyder, at flere film og serier er blevet og vil blive droppet, og som The Hollywood Reporter har rapporteret, vil Netflix ændre hele deres strategi for filmområdet ud fra devisen »større, bedre, færre«.
Det kan umiddelbart lyde positivt, at Netflix stopper samlebåndsproduktionen af absolut forglemmelige metervarer, som kan tænkes at spille en væsentlig rolle for deres abonnementsflugt. Men samtidig forlyder det, at de dage, hvor tjenesten generøst kastede hundredvis af millioner dollars efter prestigeprojekter for kompromisløse auteurs som Martin Scorseses ’The Irishman’, er talte.
Man må forestille sig, at de stadig vil prioritere film, der kan bringe dem ind i Oscar-kapløbet – det vil den erfarne filmchef Scott Stuber utvivlsomt kæmpe for – men løbet kan meget vel være kørt for de originale film på mellembudget, der ikke er awards-kandidater, og som Netflix ellers tidligere var kendt for at satse på. Nu leder Netflix efter sikre blockbusters, akkurat som fantasiforladte Hollywood, som de ellers lagde ud med at adskille sig fra.
Der vil altså blive skruet på menuen de kommende måneder og år. På godt og ondt. Nogle har påpeget, at kvaliteten på Netflix’ originals dykkede, efter den erfarne producer Cindy Holland, der har været med næsten fra virksomhedens fødsel, blev fyret i 2020. Og jeg forestiller mig, at Netflix selv er klar over, at niveauet skal hæves, hvis man skal modstå konkurrencen.
Men om man tør forlade sig mere på intuitive fornemmelser for kvalitet end på algoritmen, når man er allermest presset i bund som i øjeblikket, kan man til gengæld have sine tvivl om.
At binge eller ikke at binge
Også på en anden måde mærker seerne allerede nu, at Netflix er nødt til at ændre de gamle vaner: Nemlig i forhold til deres velkendte binge-model.
En Netflix-chef afviste forleden under et panel i Los Angeles, at man på femte og sidste sæson ’Stranger Things’ vil gå over til at udgive ét afsnit ad gangen, fordi det vil være en for abrupt ændring for fans, der har været vant til at se seriens sæsoner ud i én køre.
Men man skal ikke kigge længere end på den aktuelle ’Stranger Things’ sæson 4 for at se, at det er et princip, Netflix er klar til at bøje.
Som bekendt kunne man se de første syv afsnit af sæson 4 med det samme, mens man skal vente til 1. juli med at få de sidste to afsnits afslutning på herlighederne. Man behøver ikke være medieforsker for at gennemskue, at bagtanken er at holde på abonnenterne over to måneder via en af tjenestens største tilløbsstykker overhovedet.
Netflix har altid talt dunder for bingemodellen ud fra det argument, at seerne skal kunne se, hvad de vil, hvornår de vil – et afgørende parameter for at adskille tjenesten fra de gammeldags tv-kanaler.
Men efterhånden er det også blevet tydeligt, at modellen har sine svagheder i et hårdere og hårdere konkurrencelandskab. Mens vi talte om ’Succession’ eller ’The Undoing’ uge for uge, dør samtalen om Netflix-serierne – selv de gigantiske som ’Stranger Things’ – ofte ud nærmest øjeblikkeligt, og der er langt mellem hittene a la ’Squid Game’, der bare vokser og vokser med word of mouth over flere måneder.
Netflix’ insisteren på deres binge-princip virker til at være mere stolt og stædigt end fornuftigt for forretningen, men til gengæld opererer de så mere og mere med opdelte sæsoner, så de alligevel får spredt glæderne lidt ud. En maskering af, at man er nødt til at tilpasse sig en ny tid, men uden at tabe ansigt ….
Den slags ændringer vil vi utvivlsomt komme til at se flere og flere af fra Netflix’ side de kommende år. Kongen af savannen har vist svaghedstegn, og nu er de nødt til at gentænke strategien for at fastholde tronen.
Spørgsmålet er, om seerne bliver vindere takket være færre, men bedre film og serier eller tabere med mistet fleksibilitet og en mere ensartet palet af indhold.
I sidste tilfælde er der heldigvis mange andre tjenester at kaste sine penge efter.