Amy Winehouse-film er allerede ét stort backlash, og det er der god grund til

Den kommende film om Amy Winehouses tragiske liv og karriere er kun lige gået i optagelse, men er allerede blevet kaldt »afskyelig« og har skabt oprør online. Er det en overreaktion eller positiv lærdom fra nylige skrækeksempler som ‘Blonde’?
Amy Winehouse-film er allerede ét stort backlash, og det er der god grund til
Marisa Abela under 'Back to Black'-optagelser i Camden i januar 2023. (Foto: GC Images/GC Images)

Hun har tårer i øjnene bag signaturlooket med katteeyeliner og bistadefrisure tungere end den næsten barnespinkle krop. Amy Winehouse er omringet af fotografer på gaden i London – et alt andet en uvant scenarie for den britiske sanger. 

Det er bare ikke Amy Winehouse selv, der vækker opsigt denne gang. 

Det er billeder af skuespilleren Marisa Abela (‘Industry’), som spiller den afdøde musiker i forbindelse med den kommende biopic ‘Back to Black’, der er opkaldt efter hitalbummet fra 2006. Winehouses anden og sidste udgivelse. 

Filmprojektet er kun lige gået i optagelse i begyndelsen af januar, men fra de første glimt ramte internettet, er projektet blevet haglet ned af alle fra Twitter-fans, der kaldte det »fucking afskyeligt« og ville tie det ihjel, til The Guardian og den indflydelsesrige Instagramprofil Diet Prada, der påpegede, at der heldigvis var så lang tid til premieren, at man kunne »nå at trække stikket«.

Men fortjener Winehouses historie ikke at blive fortalt? Fortjener publikum ikke at lære sangeren bedre at kende og få modspil til den tragiske mediestorm og menneskelige undergang, der udgjorde årene inden hendes sørgerlige død i 2011? 

Muligvis. 

Men fotografierne fra filmprojektet fik alle alarmklokkerne til at ringe hos stjernens fans, da netop den grædende papparazziforfulgte Amy vakte mistanke om, at misbruget og ydmygelserne endnu en gang ville overdøve alt andet. 

Det hjalp heller ikke på det, at Marisa Abelas Amy lignede en dårlig kopi. Og endnu mindre da det unge ‘Industry’-talent kejtet udtalte til Metro, at det havde været lærerig oplevelse at tabe sig som forberedelse og vakt overraskende »positive følelser« hos hende. 

Men giver det mening at gå i krig med en film, man ikke har set, og som ikke engang er lavet? 

Eller er backlashet eksempel på, at internettet faktisk gør oprør med rette mod at gentage fortidens fejl for at sælge biografbilletter? 

Man bliver i hvert fald nødt til at tage højde for de problematikker, der danner grundlag for ‘Back To Black’-debatten. 

En tragisk tegneseriefigur vækkes til live 

Ingen, der var i nærheden af et sladderblad i slut-00’erne, vil nogensinde glemme Winehouses konstante tilstedeværelse i dem.

Hvor hun med sprutflasken i hånden og plagede narkoøjne blev fremstillet som et næsten tegneserieagtigt symbol på rockstjernederouten.

Samtidig var den misbrugsramte Amy Winehouse og manden Blake Fielder-Civil (der introducerede hende til heroin) også hovedpersoner i ubehagelige sager om vold, anholdelser og overfald, der gav hende et virkelig dårligt ry.

Det er blandt andet en særligt ubehagelig scene, hvor Fielder-Civil blev arresteret i 2007, der bliver rusket bizart op i på de nye omdiskuterede set-billeder.

Selvom Amy Winehouse blev hyldet for sit enestående musikalske talent, kommer hendes tragedie let til at overskygge alt andet. 

For det er svært at forestille sig, hvad man skulle kunne fiske frem fra hendes alt for korte karriere, der ikke også viser hendes nedturen. Og viser man nedturen, er det svært at navigere uden om såkaldt traumeporno, hvor offerfortællingen er den samme triste rille. 

Fordi Winehouses succes var så unægteligt vævet sammen med billederne i pressen, ville det også føles som en bizar renskrivning ikke at inkludere det. Når der er tale om en stortanlagt kommerciel film instrueret af Sam Taylor-Johnson, hvis største succes er blockbusterfilmatiseringen af ‘Fifty Shades of Grey’, kan man godt frygte for nuancernes råderum. 

Mens den prominente instruktør Asif Kapadias Oscar-belønnede dokumentar ‘Amy’ fra 2015 blev rost for at vise mennesket og splittelsen hos den plagede kunstner, var det den stik modsatte fornemmelse, ‘Back to Black’ -filmens første billeder gav, hvor Winehouse er genkendeligt sølle.

Velsignelse fra kritiseret Winehouse-far 

Mens kritikken var udtalt, viste faren Mitch Winehouse omvendt opbakning på sin Instagram-profil. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For ‘Back to Black’-projektet er kommet i stand efter flere løse forsøg og har fået fuld rettighedshavende opbakning fra sangerens familie.

Selvom velsignelse og indflydelse fra familien på papiret lyder som et godt og respektfuldt udgangspunkt for at fortælle en afdød kunstners historie, er der god grund til at finde det problematisk i Amy Winehouses tilfælde. 

For faren Mitch Winehouse spillede gennem hele Amys karriere en kompleks og kontroversiel rolle, hvilket også var en central pointe i ‘Amy’-dokumentaren. Her blev Mitch Winehouse fremstillet som en grisk og udnyttende figur i hendes liv. Et portæt, han modsatte sig på højtråbende mediemanér og kaldte »vildledende«. 

Han er dog løbende blevet anklaget for at malke sit datters talent for egen vinding. 

Mens Amy genererede chok-overskrifter, udtalte han sig flittigt til medierne og havde sit eget tv-program, der gjorde det let at tro, at han fokuserede på selv at skabe sig et navn på hendes bekostning. Han udgav desuden et soloalbum i 2010, bestsellerbogen ‘Amy, My Daughter’ allerede et år efter datterens død, og så sent som i 2018 var han klar til at sende datteren på turné genoplivet som hologram, hvilket vakte stor kritik og har været udskudt siden. 

Farens indblanding er derfor en anden god grund til bekymring for, at ‘Back to Black’ vil rippe op i Amy Winehouses eftermæle blot for at give genoprejsning til de helt forkerte. 

#FreeBritney og ‘Blonde’ har gjort os klogere 

Før Winehouses tragiske død i 2011 blev det betragtet som en morsom anekdote, at hendes publikum råbte »go« i stedet for »no«, når hun optrådte med hittet ‘Rehab’. 

Dog har sager som #FreeBritney ændret definitivt på, hvordan vi forholder os til celebrities som mennesker, deres fejltrin, kroppe, privatliv og ikke mindst deres køn.

En udvikling der også har fået os til at se med nye øjne på flere af 00’eres fallen angels som Lindsay Lohan og Paris Hilton, mens den unge generation af Hollywood-stjerner sætter grænser som aldrig før. 

‘Blonde’. (Foto: Netflix)

Så sent som i efteråret blev Andrew Dominiks ‘Blonde’ mødt af stor kritik for at misbruge Marilyn Monroes person og myte i en film, der lavede hendes traumer til en gyser. Hvor Ana de Armas portrætterede Hollywood-legenden som et magtesløst barn, der blev voldtaget af sine omgivelser i sin levetid, for 60 år efter sin død igen at få sin livshistorie voldtaget for en mandlig kunstners pointe. 

Filmfortællingen om Amy Winehouse er langt fra færdig, og derfor er det ikke muligt at konkludere, hvorvidt den formår at tegne et ærefuldt portræt af stjernen.

Men meget tyder på, at offentligheden er blevet mere opmærksomme på, hvor svært det er at gøre sig klog på, hvorfor kendte mennesker knækker. Hvad det vil sige at være et offer, og at sammenbrud aldrig er så simple, som de fremstår i pressen. 

Derfor føles det trods alt som et fremskridt, når internettet raser mod dem, der holder kameraet med omtanke for kvinden på billedet i stedet. 

Er alle biopics gravtyveri? 

At afskrive alle biografiske fortællinger ville være en grov undervurdering af filmmediets mulighed for at skabe nuancerede historier og bringe nye vinkler på ellers hævdvundne dele af historien. Men det er alligevel et stort fremskridt, når der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvem der fortæller hvad og med hvilke intentioner. 

Selvom den har fået både ros og kritik på vejen, har ‘The Crown’ på sin egen bredde Netflix-facon dimensioneret hele verdens syn på det britiske kongehus i populærkulturen på godt og ondt. 

Pablo Larrain gik helt ind i hovedet på Prinsesse Diana i ‘Spencer’, så det var både kunstnerisk interessant og et relevant moderne blik på hendes historie og skæbne. 

Amy Winehouse. (Foto: Chris Christoforou/Redferns)

Dog viser titler fra den seneste tid som Whitney Houston-biopicen ‘I Wanna Dance With Somebody, ‘Blonde’ samt sidste års kontroversielle sextape-serie ‘Pam & Tommy’, at der stadig er god grund til at diskutere kendte personers filmiske efterliv. 

Biopics er som regel garanter for store publikum og billetsalg, og Oscar-akademiet er kendt for at bifalde skuespillernes forvandlinger til kendte skikkelser. Det viser Ana de Armas ene svale af en Oscar-nominering til ‘Blonde’. 

Der er ikke meget, der tyder på, at Hollywood kommer til at holde deres filmatiseringsgriske fingre fra døde berømtheder lige foreløbig. Men reaktionen på ‘Back To Black’ viser, at publikum heldigvis er begyndt at sige fra. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af