‘You’ sæson 4 del 2: Nu må antihelten godt gå hjem og lægge sig
»I have this thing where I get older but just never wiser«, lyder første linje af Taylor Swifts antihelte-anthem ‘Anti-Hero’.
Nummeret, der spiller i det sidste afsnit af fjerde sæson ‘You’, indkapsler perfekt denne sæson af Netflix’ populære stalker-serie. Serien er blevet en sæson ældre, men ikke meget klogere. Det er gentagelsens kunst – og mens jeg under de første fem afsnit kunne se igennem fingre med det, er jeg træt og overmæt efter en dramatisk, men ufarlig sæsonfinale.
Fortidens synder indhenter den uhyggeligt charmerende stalker Joe Goldberg (Penn Badgley), der har leget skjul i det britiske som litteraturprofessor på et universitet i London. Trods et ihærdigt forsøg på at overkomme sine morderiske tendenser er der dømt dødt løb for Joe. Han afsløres som seriemorder i en grad, der overrasker ham selv, og den store konflikt er nu, om han kan nå at dække sine spor og flygte videre til et nyt liv endnu en gang.
Første del af sæsonen så jeg med stor glæde, fordi jeg hovedsageligt var der for the vibes. Det var herligt at se en krølhåret Badgley gå rundt i London i tweedjakker, referere ‘Notting Hill’ og bladre i en bog i ny og næ. I takt med at serien skal nå sin ende, går stemningen dog i baggrunden til fordel for et handlingsforløb, der bliver mere og mere vandet.
Sæsonfinalen tager en psykologisk drejning. Det er på tide, at Joe kigger indad og selv gennemskuer, hvor meget han manipulerer sit eget narrativ. I hans verden er det nemlig aldrig selvforskyldt, når han endnu en gang svinger skovlen og graver et lig ned. Den psykologiske dimension optræder dog igennem et slidt og overbrugt twist. Det ramler sammen med den originalitet, som Joes gennemgående voice-overs ellers har givet serien.
Voice-overen, der er seriens dna, er endda på ferie i et helt afsnit. I stedet følger vi Marianne (Tati Gabrielle), der var Joes udkårne i den forrige sæson. På den måde kommer vi helt ud af Joes hoved og ser ham som den sindssyge gerningsmand, han egentlig er. Normalt, når voice-overen er i brug, optræder han som 90 procent cutie og 10 procent klammert. Nu ser vi ham udefra som 100 procent psykopat.
Derfor er det ekstra svært at fatte sympati for ham igen, når voice-overen er retur i de efterfølgende afsnit. Og det er jo ellers magien ved anti-helten. Man hepper på en person, man ikke burde. Afsnittet bliver derfor en smule malplaceret. Det varmer op til, at han, en gang for alle, skal væltes af piedestalen. Hvilket bare ikke sker.
Joe nærmer sig konklusionen med endnu et Taylor Swift-citat: »It’s me. I’m the problem, it’s me«. Så tydelig selvindsigt har han ikke haft i tidligere sæsoner. Men forløsningen udebliver, fordi Joe stadigvæk ikke helt kommer til at stå til regnskab for sine handlinger.
Jeg er derfor enig, når Swift synger, at »It must be exhausting always rooting for the anti-hero«. Jeg er faktisk ret udmattet af at se Joe slippe afsted med sine grusomheder. Konceptet bag ‘You’ er at se ham grise sig til i nye forbrydelser og så i en kombination af heldige sammenfald og privilegier blive vasket ren.
Men interessen svinder ind, når han gang på gang mødes af få og små konsekvenser. Han er ikke nok ude og skide, før han kommer på sporet igen, og det er efterhånden svært at holde med en antihelt, der ikke møder ordentlig modstand.
Kort sagt:
Joes evne til ubemærket at valse igennem tilværelsen med en spade over skulderen klar til at begrave flere lig er snart uinteressant. Selv en antihelt har brug for modstand, for at man kan blive ved med at heppe på ham.