’The Kitchen’: Daniel Kaluuyas dystopiske instruktørdebut emmer af liv og forudsigelighed
Du kender ham som svigersøn i alvorlig fare, ranchejer med et ufo-problem, højtstående Wakanda-kriger og (Oscar-vindende) borgerrettighedsforkæmper.
Nu springer den 34-årige Hollywood-stjerne Daniel Kaluuya sud som instruktør.
Det gør han sammen med medinstruktør Kibwe Tavares i den Netflix-eksklusive science fiction-film ’The Kitchen’, der har barndomsvennen og ’Top Boy’-stjernen Kane Robinson – også kendt som grime-rapperen Kano – i hovedrollen.
’The Kitchen’ er en dystopisk arbejderklassefortælling, der foregår i og omkring et fiktivt London-kvarter af samme navn med primært sorte indbyggere.
Visuelt synes denne fremtid ikke særligt fjern. Det håndholdte kamera viser gadelivet i det slidte, men autentiske bymiljø, der ligner nutidens London, men hvor gadeboders neonfarvede skilte og projektioner lyser de grå betonmure op. Disse hektiske miljøskud vækker mindelser om scenerne på gadeplan i Ridley Scotts ’Blade Runner’.
The Kitchen er sidste bastion mod det gentrificerede, strømlinede og kontrollerede bysamfund, som omringer kvarteret. Ifølge staten har beboerne ikke ret til at bo i The Kitchen. Overvågningsdroner, daglige politi-raids og løftede knebler skal med tiden skubbe beboerne ud af området. Men indtil videre står de imod.
Hovedpersonen Izi (Robinson) pønser på at forlade sit barndomskvarter frivilligt – om end det er svært at sige farvel. Løbende popper der en notifikation op på hans mobil, der minder ham om, at han snart skal betale depositummet til sin nye lejlighed i Buena Vida-komplekset uden for The Kitchen.
Hans tvivl vokser, da han støder på drengen Benji (spillet af debutanten Jedaiah Bannerman) på sin arbejdsplads. Izi er ansat i bedemandsfirmaet Life After Life, hvor man i et »økogenopretningsprojekt« transformerer afdøde borgere til pottemuld. Her finder han ud af, at Benjis mor, som han engang kendte, er død.
Benji har aldrig mødt sin far og er nu forældreløs. Han knytter sig til Izi, der tøvende påtager sig faderrollen. »Er du min far?«, spørger Benji ligefremt, og man aner, at det nok godt kunne være tilfældet. Herfra er det store spørgsmål, om Izi alligevel kan vende The Kitchen – og Benji – ryggen?
Desværre er man som publikum ikke vildt investeret i dette spørgsmål. Fortællingen om enspænderen, der pludselig får ansvaret for et barn, er velkendt og lovligt forudsigelig. Samtidig udvikler plottet sig i et ujævnt tempo, der får ’The Kitchen’ til at føles en del længere end sine 107 minutter.
Træmænd med komplicerede, indestængte følelser kan man skabe meget vedkommende drama ud af. Tænk bare på hovedpersonens langsomt opblødende plejefar i sidste års ’The Quiet Girl’. Men Izi er simpelthen for entydigt tvær og indelukket en karakter til at vække interesse.
Jeg tror ikke, det er Kane Robinsons skyld, for hans hovedrollepræstation i ’Top Boy’ var ganske fortræffelig. Måske giver manuskriptet, skrevet af Kaluuya og Joe Murtagh (’Gangs of London’), ham bare ikke nok at arbejde med.
Kaluuya og Robinson har i et interview med The Guardian fortalt, at ’The Kitchen’ er inspireret af deres opvækst i Londons arbejderkvarterer. Det er muligvis derfor, at gadekulturen og fællesskabsfølelsen i filmens tæt befolkede boligområde træder meget mere frem end hovedpersonernes fortælling.
Undervejs er vi både vidne til en gadebandes stilede (motor)cykelopvisning og en fornøjelig rulleskøjtefest i en underjordisk natklub – med en linedance-lignende fælleskoreografi! Scenerne summer af liv.
En oplagt filmsammenligning, som Kaluuya og filmens medskabere måske også har hentet inspiration fra, er Spike Lees ’Do the Right Thing’ fra 1989, der ligeledes skildrer et broget og halvfattigt gademiljø – her dog særligt præget af Brooklyns racerelaterede interne spændinger.
Ligesom Samuel L. Jacksons radiovært Mr. Señor Love Daddy gør det i ’Do the Right Thing’, danner radioværten Lord Kitchener (gestaltet af Premier League-ikonet Ian Wright) i hvert fald ramme om fortællingen med daglige betragtninger om tilværelsen i kvarteret.
Når man sådan holder ’The Kitchen’ op mod Spike Lees klassiker, bliver førstnævntes mangler endnu mere tydelige.
For ’Do the Right Thing’s lokalmiljøskildring bygger dramaet op omkring et yderst mindeværdigt karaktergalleri, der stikker i mange forskellige retninger. Karaktererne i ’The Kitchen’s sprudlende gademiljø er derimod hurtigt glemt igen.
Kort sagt:
Daniel Kaluuyas instruktørdebut sprudler af liv – men fortællingen i midten af det hele er alt for forudsigelig og tålmodighedskrævende.