(Listen er opdateret 25. oktober)
’Drengen og hejren’
Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ blev en mirakuløst stor billetsællert i de danske biografer, men hvis man ikke fik den set på det store lærred – eller blot higer efter et gensyn, har fortællingen endelig ramt streaming.
Her sørger en dreng over sin netop afdøde mor under anden verdenskrig, hvor han flyttes til en ny by på landet finder trøst i en parallelverden, han opdager gennem en vild talende hejre.
‘Drengen og hejren’ er spækket med Miyazakis kendetegn med dens syrede magiske univers, følsomme coming of age-historie, voldsomme temaer og fantastisk smukke streg. Resultatet af årevis omhyggeligt håndtegnet arbejde.
‘Rebel Ridge’
»Det er længe siden, jeg har haft så højintens en filmoplevelse«, skrev Soundvenues anmelder om ’Rebel Ridge’, der skiller sig ud i den ellers fortærskede hævngenre.
Den unge mand Terry (fascinerende Aaron Pierre) er på vej på cykel med 36.000 dollars i kontanter, som han på ærlig vis har skaffet til at betale sin fængslede fætters kaution.
Da et par ondsindede poltibetjente stopper ham og konfiskerer pengene med (racistisk) mistanke om, at han sælger stoffer, må han se magtesløst til i frygt for at miste livet. Hjemme på stationen holder politichefen Sandy Burne (spillet totalt afstumpet af Don Johnson) hånden over dem. Senere sætter han sig dog for at få sin hævn på frydefuld vis.
»Det er længe siden, jeg har haft så højintens en filmoplevelse hjemme foran tv-skærmen. Fra første scene er der et kolossalt pres på Terry, som nægter at give op, men samtidig skal gøre alt, hvad han kan, for ikke at blive arresteret eller udsat for politivold«, skriver Soundvenues Morten Kildebæk i sin femstjernede anmeldelse.
’Godzilla Minus One’
»’Godzilla Minus One’ er uden tvivl den bedste Godzilla-film, jeg nogensinde har set, og måske endda en af de bedste monsterfilm, jeg nogensinde har set«, skrev Soundvenues anmelder om det seneste skud på stammen af den japanske monsterfranchise.
Handlingen foregår i de sidste dage af Anden Verdenskrig, hvor vi følger krigspiloten Koichi, der kommer hjem til et krigshærget Tokyo. Udover skyld over krigens traumer, begynder et monster også at true byen.
Det der især imponerer ved Takashi Yamazakis ‘Godzilla’, at den udover at levere et overlegent monsterbrag også er medrivende på et menneskeligt plan. Selvom Godzilla-historien er fortalt ekstremt mange gange, gør ’Godzilla Minus One’s på den personlige rejse den til noget helt specielt.
’Mad Max: Fury Road’
Ved indgangen til 2020-årtiet kårede det britiske filmmagasin Empire ‘Mad Max: Fury Road’ fra 2015 til den bedste film i det 21. århundrede. Ikke den bedste actionfilm – den bedste film. Det fortæller lidt om niveauet, at det fjerde kapitel i ‘Mad Max’-sagaen allerede har opnået klassikerstatus. Endnu vildere er det, at manden i instruktørstolen er den dengang 76-årige veteran George Miller, som ud over den originale ’Mad Max’-trilogi mest er kendt for ‘Babe den kække gris’ og ‘Happy Feet’.
Blot 10 procent af ‘Mad Max: Fury Road’ er lavet med CGI, og den to timer lange biljagt gennem en postapokalyptisk ørken efterlader publikum med følelsen af sand i munden og benzin pumpende gennem blodårerne. Frygtløse stuntmænd svæver akrobatisk hen over bilerne fra toppen af pæle, pansrede køretøjer bliver sprængt i stumper og stykker, og en gal guitarist hænger fra køleren af en motordreven dødsmaskine.
George Miller hævede barren for actiongenren og viste vejen for både gamle og unge instruktører. Og Charlize Therons enarmede kriger Furiosa i centrum er umulig at tage øjnene fra.
’Babylon’
Damien Chazelles ekstravagante epos om Hollywoods guldalder med Margot Robbie og Brad Pitt var alt, alt for meget. For lang, for excessiv, for bevidst om sin egen for meget-hed. Men også bare … fuldstændig vidunderlig.
Den følger den håbefulde mexicanske producer Manny (Diego Calva), der sammen med den kompromisløse skuespiller Nellie (Margot Robbie) forsøger at nå til tops i filmbranchen, hvor Jack Conrad (Brad Pitt) er den store mandlige stjerne. Som årene går krydses deres veje på tværs af skiftende magtforhold, stjernestatus og ægte kærlighed.
Sjældent har filmbyens og især filmoptagelsernes tiltrækningskraft været indfanget så levende som i de første 45 minutters ekstatiske kaos af fest, stoffer og sex efterfulgt af møgbesværlige indspilninger, hvor magien alligevel opstår i allersidste sekund, før solen går ned, og lyset forsvinder.
’Annihilation’
’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.
Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.
En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.
’His Three Daughters’
Netflix får megen røg for kvaliteten i deres filmproduktion, men nogle gange kan de godt genkende guld, når de står med det i hænderne. Streaminggiganten købte ’His Three Daughters’ for et større millionbeløb under sidste års Toronto-festival, og nu kan vi så alle grine og græde over den forrygende skuespiltrio Natasha Lyonne, Elizabeth Olsen og Carrie Coon i centrum for Azaze Jacobs film.
Trioen spiller tre søstre, som modvilligt må komme hinanden ved, da deres far ligger for døren, og Soundvenues Morten Kildebæk skriver i sin begejstrede anmeldelse:
»Med ’His Three Daughters’ har Jacobs begået sit hidtil mest velskrevne manuskript, der samtidig beriges med skuespiltrioens forrygende evner. Lyonne, Olsen og Coon indtager hver deres fejlbarlige søster med overbevisende og til tider morsom kompromisløshed«.
’Snefællesskabet’
Hvis du har set 90’er-filmen ‘Alive’ med Ethan Hawke, kender du måske allerede historien i Netflix-filmen ’Society of the Snow’. Begge er nemlig baserede på et af virkelighedens mest kendte flystyrt, hvor et rugbyhold fra Uruguy styrtede ned i Andes-bjergene i 1972 og måtte spise de døde for selv at overleve.
Men den spanske instruktør J.A. Bayona fortæller den voldsomme historie med en helt anden sans for gys og autenticitet.
»J.A. Bayona er tilbage i storform med fortællingen om det fællesskab, den empati og den selvopretholdelsesdrift, der fik de overlevende igennem 72 dage i de skånselsløse andelsbjerge«, skrev Soundvenues anmelder og kvitterede med fem stjerner.
‘Maestro’
Bradley Cooper kan noget helt særligt med musikfilmgenren, for uden helt at komme op på siden af hans instruktørdebut ’A Star Is Born’ overbeviser han igen med sin elegante og rørende fortælling om komponistlegenden Leonard Bernstein og dennes hustru, Felicia, der står i skyggen af sin geniale og skabsbiseksuelle mand.
Cooper udfordrer biopic-formularen akkurat nok til, at ’Maestro’ føles som et friskt og levende bidrag, og både han selv og Carey Mulligan leverer Oscar-værdige præstationer.
‘Nope’
’Nope’ er mere visionær sci-fi, end det er gys, mere Steven Spielberg end John Carpenter. Et søskendepar (Daniel Kaluuya og Keke Palmer) på en ranch i Californien opdager en mystisk entitet i luften, og snart går den vilde monsterjagt i en film, der uregerligt klipper til en gammel episode fra et tv-show, hvor en chimpanse går morderisk amok. Ikke alle tråde samles op – særligt Steven Yeuns forlystelsespark-ejer svæver uforløst – men det er til at leve med, når de opfindsomme indfald og visuelle bravurnumre er så mange, inklusive det fedeste rumvæsen siden ’Arrival’. Jordan Peele har endnu ikke skuffet.
‘Fair Play’
Netflix har punget ud med intet mindre end 20 millioner dollars for Chloe Dhomonts debutfilm. Hun er dog velbevandret i finanseliten som instruktør på serier som ’Suits’, ’Ballers’ og ’Billions’.
Alting virker til at være perfekt i Emily og Lukes liv. De er forelskede og smukke, og da vi møder dem i filmens start, bliver de forlovede midt i noget hedt fuldemandssex. De arbejder i den samme investeringsvirksomhed på Wall Street, hvor de dog bliver nødt til at holde deres forhold hemmeligt, hvilket dog kun lader til at bidrage til spædningen.
Men hele forholdet bliver sat på prøve, da en af dem pludselig bliver forfremmet ganske uventet.
’Fair Play’ er blevet kørt i stilling som et moderne svar på 80’erne og 90’ernes erotiske thrillers som ’Body Heat’ og ’Basic Instinct’, men i virkeligheden er den ikke helt så saftig, så meget som den er spændende og ubehageligt klaustrofobisk parforholdsdrama. Der ikke mindst bliver båret frem af det stærke skuespilpar bestående af ’Bridgerton’s Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich fra ’Solo: A Star Wars Story’.
‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’
Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).
Ferrell – som er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.
Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.
Thank you for the music, Ferrell!
PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…
‘The Hand of God’
Ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona spiller en vigtig birolle i den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentinos (‘Den store skønhed’) personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.
‘The Hand of God’ er Sorrentinos mest jordbundne film til dato, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på instruktørens virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut. En af 2021’s bedste film, simpelthen.
‘The Killer’
David Finchers ambivalente kunstneriske fascination af seriemordere løber som en rød tråd gennem hele hans filmografi og var omdrejningspunktet for Netflix-serien ’Mindhunter’. I ’The Killer’, skabt for streaminggiganten, zoomer han helt ind på en navnløs lejemorder, spillet af Michael Fassbender, der udførligt venter på sit mål i et efterladt WeWork-kontor i Paris, hvor han dogmatisk mediterer, dyrker yoga, filosoferer og lytter til The Smiths. Men da sigtekornet fejler ham, får han pludselig selv mordere på nakken og må give afkald på sin coolness.
David Fincher skærer fortællingen helt ind til benet med sin tilbagevenden til thrillergenren, og selvom resultatet muligvis ikke kan måle sig med Finchers bedste som ’Zodiac’, ’Gone Girl’ eller ’The Social Network’ er den stadig dybt seværdig.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.
‘Knives Out’:’Glass Onion: A Knives Out Mystery’
Selvom skeptikere var i tvivl, om Rian Johnson kunne toppe breakout-krimien ’Knives Out’, formåede instruktøren med den selvstændige efterfølger ’Glass Onion’ igen med at stable et underholdende karaktergalleri på benene og få alle brikkerne til at falde på plads på uforudsigelig vis.
Da Edward Nortons iværksætter-milliardær Miles Bron inviterer sin sammensatte venneflok, der rummer alt fra en YouTubende-ex-wrestler (Dave Bautista) og flyvsk aldrende It-girl (Kate Hudson), til sin private græske luksus-ø, er Daniel Craigs excentriske detektiv, Benoit Blanc, med sin sære sydstatsaccent havnet på gæstelisten. For selvom det først er en planlagt selskabs-gåde, gæsterne skal opklare, går der ikke længe, før et rigtigt mord finder sted.
Det er ikke nemt at leve op til en film i en genre, der er så afhængig af overraskelsesmomentet, for det kan hurtigt blive meget forudsigeligt, hvordan man skal overraskes. Men det lykkes virkelig Rian Johnson at dreje et twistfuldt plot, der tager en på sengen gang på gang, uden at hverken film eller publikum taber tråden. Han piller løget lag for lag, og til sidst står man tilbage med en smuk og lysende klar perle.
’Leave the World Behind’
En overklassefamilie fra New York drager ud af byen på en spontan sommerhustur, der dog afbrydes, da ejerne af huset pludselig banker på døren. Langsomt begynder al elektronik at bryde sammen, mens der dukker horder af aggressive dådyr op i haven.
Det er svært at vide, hvad der forårsager mest panik – samfundets kollaps eller den manglende internetforbindelse. Især for familiens lillesøster hvis eneste drøm i livet er at få set finaleafsnittet af ‘Friends’, mens de voksne går i desperat selvsving.
Castet fejler bestemt ikke noget i ’Leave the World Behind’, hvor Julia Roberts, Ethan Hawke, Maharshala Ali og det unge ‘Industry’-talent My’hala Herold bliver roomates på ufrivillig vis, da et cyberangreb skaber komplet kaos. Og det gør det underspillede dommedagsdrama, der er instrueret af ’Mr. Robot’-skaber Sam Esamil med Barack Obama i ryggen som producer, heller ikke.
Tværtimod er der noget underspillet skræmmende over den måde, katastrofen ulmer i baggrunden, mens eliten gør det de gør bedst: Lukker øjnene.
‘Athena’
Den franske enfant terrible Romain Gavras’ hidtil bedste film er beslægtet med den franske klassiker ’La Haine’ og danske ’Shorta’ med sin fortælling om, hvordan de unge i et socialt boligbyggeri tyer til vold, da en blot 13-årig dreng, Idir, dør efter at være blevet tæsket af politiet.
Idirs tre brødre, der er i centrum for fortællingen, reagerer vidt forskelligt. Karim er primus motor for det voldelige oprør. Krigsveteranen Abdel maner til konstruktiv dialog. Og den kriminelle Moktar tænker mest på at beskytte sin narkoforretning.
’Athena’ åbner med en utrolig scene filmet i ét skud, hvor urolighederne for alvor eksploderer, og man mærker næsten molotovcocktails og desperationen på egen krop. Det er filmens højdepunkt, mens dramaturgien omkring de tre brødre er mere ujævn, men det ændrer ikke på, at det er en ualmindeligt hårdtslående film om et kontroversielt emne, tilmed set fra flere forskellige synsvinkler på tankevækkende vis.
‘Hustle’
Adam Sandler forbinder overraskende effektivt samlebåndsproduktionen på Netflix med sine udflugter ud i auteur-land og rammer med basketfilmen ‘Hustle’ et spøjst sted ned mellem konventionelt sportsdrama og et nærværende realismefiltreret indblik i vejen til verdens største basketball-liga.
Historien følger Stanley Sugerman (Sandler), som efter mange år rundt i verden bliver forfremmet til assistenttræner for NBA-holdet Philadelphia 76’ers. I de amerikanske sportfranchises nepotistiske ånd tager den tidligere ejers lunefulde søn (Ben Foster) over og sender igen Stanley ud for at finde det næste store europæiske talent. Det gør han måske – på en street-bane på Mallorca, hvor håndværkeren Bo Cruz (NBA-spilleren Juancho Hernangomez) rager op og overbeviser Stanley om, at han står over for en stjerne.
‘Moonlight’
’Moonlight’s Oscar-triumf vil blive husket som et af de mest vanvittige øjeblikke i prisuddelingens historie, da Faye Dunaway ved en fejl udnævnte ’La La Land’ som Bedste film. Få minutter senere spildte 70 millioner seere kaffen i skødet, da fadæsen blev opdaget under vild forvirring – men ’Moonlight’s sejr var langt større end Oscar-fadæsen, den blev hvirvlet ind i.
Barry Jenkins smukke film har et fantastisk blik for de sanselige, nærmest kropslige iagttagelser af skismaet mellem begær og skam, der raser i homoseksuelle, sorte Chiron fra Miamis ghetto. Her følger vi ham igennem tre livsfaser fra sårbart barn til forrået voksen (sublimt spillet af trioen Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes).
’Moonlight’ skriver sig ind i Black Lives Matter-debatter om sortes levevilkår i USA såvel som homoseksuelles fortsatte kamp for accept i minoritetskulturer og belastede miljøer – rammet ind af en overraskende kunstfærdig billedside og klassiske strygere på soundtracket.
Mahershala Ali vandt velfortjent en Oscar for Bedste mandlige birolle som drug dealer med et hjerte af guld.
‘His House’
Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.
I Remi Weekes’ debutfilm møder vi Bol (Sope Dirisu) og Rial Majur (Wunmi Mosaku fra ‘We Own This City’) på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. De får tildelt et hus og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være…
Filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk – og det er ment som en stor ros til dens gyseligt gode effekt.
‘The Power of the Dog’
Med Oscar-kandidaten ’The Power of the Dog’ føjer Jane Campion et storværk til hylden for moderne westerns, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil. En brysk knudemand, der i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb. Af hud.
Phil bor med sin milde lillebror George (Jesse Plemmons) på en stor kvægranch, men da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst), og bringer hende og hendes teenagesøn Peter (Kodi Smit-McPhee) med på landet, er Phil ved at gå til at jalousi og foragt.
Og så udruller der sig ellers en suspensefyldt magtkamp mellem navnlig Phil, Rose og Peter, der er så foruroligende – og overraskende – at man sidder som på pinde op til den geniale slutning. Oscar-nomineringer til hele banden, tak.
‘The Harder They Fall’
Debuterende spillefilminstruktør Jeymes Samuel tipper på cowboyhatten til Sergio Leone og Quentin Tarantino, og fylder samtidig soundtracket med hiphop i denne farverige hævnwestern, der følger en ung outlaw (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’) på jagt efter manden, der dræbte hans forældre (Idris Elba i tilbagelænet skurkehumør).
‘The Harder They Fall’ introducerer et ensemblecast med så karismatiske spillere på begge sider af den centrale konflikt (LaKeith Stanfield, Regina King, Zazie Beetz med flere), at man nødig ser en eneste, skurk som antihelt, lade livet i støvet, hvor opgøret naturligvis må ende. Jovist, filmen er i omegnen af et kvarter for lang, men alligevel keder man sig ikke et sekund i det unikke univers, Samuel opbygger – og så er det første gang i Hollywood-historien, at vi har fået en gedigen westernbasker befolket udelukkende af sorte skuespillere. Frem med popcornene fredag aften.
‘The Trial of the Chicago 7’
‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.
Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.
‘I’m No Longer Here’
Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.
Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.
’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.
’El Conde’
Pablo Larraín har pustet nyt liv i biopic-genren med slående portrætter af kendte kvinder som Jackie Kennedy og Prinsesse Diana i ’Jackie’ og ’Spencer’, der slørede grænserne mellem virkelighed og fiktion, drømme og mareridt.
I ’El Conde’ går han endnu mere utraditionelt til værks. Her har den den chilenske filmmager nemlig valgt at portrættere den berygtede chilenske diktator Pinochet. Som en vampyr. Hvor den berygtede historiske figur i virkeligheden levede mellem 1915-2006, er han i Larraíns fortælling en 250 årig vampyr, der egentlig gerne snart vil dø.
’El Conde’ vandt prisen for bedste manuskript på Venedig Film Festival, og den er både sjov, grotesk, en smuk sort-hvid-film og en »vanvittig og opfinsom satirefilm« ifølge Soundvenues anmelder.
‘Uncut Gems’
»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.
Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.
Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.
Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.
‘I’m Thinking of Ending Things’
Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.
Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.
Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.
‘A Sun’
Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.
Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…
Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.
’Marriage Story’
Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.
Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.
’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.
Kleenex påkrævet.
God streaming!